Tænk langsigtet

Har du prøvet at være i en situation, hvor du skulle udføre et stykke arbejde, der ikke var særlig interessant. Hvad gjorde du? Gjorde du det nødvendige stykke arbejde for at få belønningen, eller fandt du på undskyldninger for at udskyde – eller helt droppe – det stykke arbejde? Artiklen her diskuterer nødvendigheden af at tænke langsigtet; læs den, det betaler sig i det lange løb.

Tænk langsigtet

Jeg vil gerne starte med et citat, som jeg ikke er sikker på hvor jeg har læst: ”Et geni er en person, der kun viser resultatet af hans hårde arbejde”. Citatet dækker alle de observationer, hvor du ville ønske det var dig der havde en bestemt ting, eller en bestemt evne. Hvis du ønsker dig noget må du være villig til at ”gøre det beskidte arbejde”. De fleste personer, der har startet egen virksomhed, kender til den hårde periode i opstartsfasen, hvor der ikke sker det helt store. Du er måske overbevist om at din idé er god, de kunder du har lader til at være tilfredse, men alligevel tjener du ikke nok til at det kan løbe rundt. Det er denne periode og mængden af det hårde arbejde du nødvendigvis må udføre for at få succes, der medfører at vi ikke alle sammen er iværksættere. Jeg tør godt sige at det er en misforståelse, at det alene handler om at få en god idé. Ideen er ikke i sig selv nok, der er en masse trivielt og kedeligt arbejde, der skal ordnes før du kan skumme fløden. Når du ser succesfulde mennesker, så ser du sjældent den lange og seje proces de har været igennem, for at nå dertil hvor de er. Som en person i A.P. Møller familien har sagt ”Man skal aldrig undervurdere værdien af hårdt arbejde”.

Vær bevidst om arbejdsopgaverne

Ligesom det er meget lettere at lære noget, hvis du ved hvad du ikke ved, så er det meget lettere at få noget gjort, hvis du ved hvad du mangler at gøre. Din underbevidsthed er en enorm ressource, når du er klar over i hvilken retning du skal arbejde. I NLP terminologi er derfor vigtigt at du har en klar repræsentation af hvad du gerne vil opnå. For med en sådan repræsentation kan du begynde at opdage de nødvendige skridt du skal tage, for at nå hen til målet. Selvom det er skræmmende at opdage, hvor stort et arbejde du er nødt til at gøre for at nå dit mål, så gør det hele processen meget nemmere.

Du skal dog ikke lade dig snyde og tro at du kan planlægge alle dine arbejdsopgaver og derefter eksekvere dem sekventielt. Uanset hvilket mål du sætter dig, må du straks begynde at arbejde dig hen imod det, og korrigere kursen undervejs. I bogen “Alpha Leadership” af Dilts et al. beskrives dette som ”Ready – Fire – Aim” eller på dansk ”Klar – Skyd – Sigt” i modsætning til ”Ready – Aim – Fire” svarende til ”Klar – Sigt – Skyd”. I din proces med at nå målet vil du lære så meget nyt, at dit mål bliver en meget mere nuanceret repræsentation, at du nødvendigvis må ændre dine arbejdsopgaver undervejs.

Hvis du f.eks. ønsker at lave en succesfuld hjemmeside er der mange ting du erfarer undervejs, der ændrer dit indtryk af, hvordan du opnår dette mål. Din økonomi bestemmer dine muligheder for at købe andre menneskers erfaringer og vejledning. Hvis du skulle lave det hele selv, ville du være nødt til at investere enorme mængder af tid, i at gøre dig alle disse erfaringer selv. Overvej derfor grundigt om du skal udvide dine kompetencer på egen hånd eller købe dig til erfaringer og kompetencer.

Langsigtede mål bør afgøre kortsigtet adfærd

Det er let at lade hjernen kører i tomgang og bare være til. De fleste mennesker er dog ikke interesserede i bare at være til. Ved at tænke langsigtet kan du sørge for at du ved hvorfor du gør det du gør. Du kan være bevidst om at selvom det du foretager dig i øjeblikket er nok så kedeligt, så har det et formål på længere sigt. Det kan eksempelvist være enormt kedeligt at spare penge op, fordi du er klar over at de kunne bruges på at købe mindre nutidige glæder. Hvis du derimod tænker dig om, og tillader at lade pengene stå med et langsigtet formål, kan du stille dig selv i en meget bedre position.

Kortsigtet tænkning er at låne penge til en dyr bil. Alt imens du betaler penge for at låne til bilen, så mister bilen værdi imens du bruger den. Det er der ikke noget i vejen med, så længe at værdien af bilens egenskab – at kunne fragte dig fra A til B – overstiger omkostningen på lånet. Når du derimod låner penge til at købe en bil, der er dyrere end dit reelle behov, så tænker du på kortsigtede glæder. Foren dig med tanken om, at du ikke kan få alt med det samme, men at din nutidige arbejdsindsats kan medføre langvarige glæder. Med et langsigtet mål, kan de kortsigtede glæder lettere undgås.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *