Sæbespånevand

Jeg har købt ny bil. Det er bare ikke det indlægget handler om. I stedet handler det om, at jeg netop har mistet min farmor. Mere præcist, om det sidste minde jeg nåede at få med fra en fantastisk kvinde.

Tilbage i oktober bestilte jeg en ny bil. Hele den proces kunne få sit eget indlæg, der fortæller hvordan det stod i sol, måne og stjerner, at det var sådan det skulle være. Lad os bare sige, at det indlæg bliver skrevet, hvis nogen efterspørger det! For nu, er det nok at vide, at bilen blev bestilt med hvidt indtræk (se billede) og at den blev leveret d. 27. december.

Vi har nemlig en fast juletradition i familien. Hvert år d. 26. december fejrer vi julen med min mors familie. Her har min farmor også deltaget i flere år. Naturligt nok snakkede vi lidt om, at jeg skulle have ungerne med at op og hente den nye bil næste dag.

På et tidspunkt i løbet af dagen lod min far mig vide, at min farmor havde sagt, at hun i hvert fald skulle være den første til at få en tur i den nye bil. Umiddelbart husker jeg ikke, at hun fortalte det direkte til mig, men det var jo strengt taget ikke nødvendigt, når nu beskeden var videregivet.

Jeg havde i forvejen planlagt et smut forbi Kolding på vejen hjem fra Århus, og derfor ville vi passere gennem Vorbasse på turen hjem. Da vi nærmede os ringede jeg til farmor og spurgte, om hun ville have den første tur, sammen med mig og ungerne. Hun var selvfølgelig klar!

Vi kørte en tur til Skjoldbjerg og hjem igen. Farmor fik en oplevelse af, hvad fremtidens bil byder på. Jeg kan bedst beskrive hendes reaktion som begejstring, uden at være decideret imponeret. Jeg tror det er et reaktionsmønster, der opstår af sig selv, når man med alderen opbygger en stor visdom. Herregud, en bil der selv kan styre, hvor stort et fremskridt er det, når man har oplevet overgangen fra at “lave stort” bag køerne, til at bruge et toilet, der er sluttet til vandforsyningen?

Da vi kommer tilbage til Vorbasse, mens jeg folder farmors rolator ud, siger hun til mig:

“Søren, jeg ved godt at folk siger, at sådan nogen hvide sæder er svære at holde pæne, men tænk du nu lige på dine forældres spisebordsstole. De er også hvide og de har holdt sig pæne i så mange år. Det eneste du behøver at gøre, er at blande noget sæbespånevand, så bliver det slet ikke noget problem.”

Jeg takkede for rådet. Som nævnt stod det i sol, måne og stjerner, at bilen skulle være som den skulle være. Derfor havde det ikke rigtig bekymret mig med det hvide indtræk. Det var sådan det skulle være, med de udfordringer det nu ville medføre. Farmor havde dog ret i, at der er mange der har den slags bekymringer, for der er ret stor chance for at emnet bliver bragt op når jeg bliver ønsket tillykke med den nye bil. Derfor var det da også på sin vis betryggende, at det heller ikke var noget der bekymrede farmor. Hun har da om nogen gjort sig sine erfaringer med rengøring, i løbet af sit liv.

Da farmor går mod sin hoveddør med rolatoren, står jeg og lytter efter om nøglen nu også kommer i døren, og om den bliver lukket op og lukket i igen. Farmor var nemlig dårligt gående, og jeg kunne ikke lide tanken om, at hun skulle falde på vej til sin hoveddør og ligge hjælpeløs i kulden. Det fik jeg også lov til at forklare ungerne, da de ville vide, hvorfor jeg tog så lang tid om at komme ind i bilen.

Det var mit og ungernes sidste møde med min farmor.

Fredag d. 10. januar om formiddagen får jeg en besked fra min mor, at farmor er blevet indlagt. Hun har følt sig skidt, og skal pga. noget vand i kroppen undersøges, afvandes og hendes medicin skal reguleres. Hun døjede meget med fysiske skavanker og medicinering de seneste år, og havde også af flere gange været indlagt. Derfor var beskeden ikke alarmerende, og heller ikke opdateringen der kom om lørdagen. Søndag morgen var beskeden dog en anden. Farmor var afgået ved døden.

Hun havde selv forklaret personalet på sygehuset, at hvis de ikke skulle forsøge at genoplive hende, hvis hun var ved at dø, og sådan blev det. Farmor havde flere gange været utryg ved tanken om at skulle dø alene. Derfor var det en utrolig værdig og nådig sidste tid hun havde, i trygge rammer hos det danske sygehusvæsen, som hun ved tidligere indlæggelser havde talt varmt om.

Jeg blev selvfølgelig enormt ked af det, over at høre at hun ikke længere var i blandt os. Det skiftede dog ret hurtigt over til at være en strøm af gode minder. Farmors smilende ansigt. Hendes ukuelige væsen. Arbejdsomheden og optimismen. Alle de glade stunder siddende på hendes køkkenbord i hendes nærvær.

Og så var der lige det med det sæbespånevand. For måske var hendes budskab slet ikke, at sæbespånevand er godt til at holde hvide bilsæder rene med. Måske var det farmorsk og betød: “Bare følg dit hjerte knægt, så er der en løsning på alle problemer”