Agape – en sang og et digt

Begrebet “agape” har forfulgt mig siden jeg i maj måned 2017 læste The Essential Peirce Vol. 1, der er en samling artikler skrevet af den amerikanske filosof Charles S. Peirce. Det er et centralt begreb i artiklen “Evolutionary Love”, der passede som fod i hose, i den spirituelle rejse jeg påbegyndte i februar 2017

Agape er en form for kærlighed. De fleste kender de to udtryk “Uendelig kærlighed” eller “Ubetinget kærlighed”, som for mig, begge er måder at beskrive Agape på. Vi har faktisk også et dansk ord, der kan bruges, og det er: Alkærlighed.

Hensigten med indlægget er ikke at give en lang og forkromet udredning af, hvad Agape eller Alkærligheden er for en størrelse. Det er blot lidt forberedende information, der skal sætte dig i stand til at forstå resten af indlægget. Derfor vil jeg blot henvise til følgende citat fra Charles S. Peirce:

We are to understand, then, that as darkness is merely the defect of light, so hatred and evil are mere imperfect stages of agapê and agathon, love and loveliness.

Agape er for mig evnen til at se lyset i mørket, og ønsket om at fremelske lyset i mørket.

Et par dage efter at Ann og jeg havde havde den første samtale, som markerede begyndelsen til enden af vores forhold, havde jeg en aften besvær med at falde i søvn. Ann foreslog at jeg lyttede til noget musik, som jeg så ofte har gjort, når jeg havde brug for at falde til ro.

Valget faldt på et Youtube Mixtape. Det er kort fortalt en playliste som Youtube blander. Den indeholder både sange du har hørt tidligere og sange som Youtube gætter på, at du vil kunne lide. Den første sang jeg hører, falder i den sidste kategori.

Hvis ikke det var fordi jeg allerede lå ned, da jeg lyttede til sangen, ville jeg være blevet blæst bagover af teksten. Det var en perfekt opsummering af hvordan jeg havde det på lige præcis det her tidspunkt. I samme stil kan jeg sige, at hvis jeg havde siddet på en stol, ville jeg være faldet af den, da jeg læste titlen på sangen: Agape.

Jeg foreslår at du lytter til sangen nu. Og/Eller går ind og læser teksten til sangen.

Når du hører teksten, håber jeg du forstår, hvad alt det snak om Agape gik ud på. For hvis du lytter til teksten med den kontekst i tankerne, at det få dage tidligere er gået op for mig, at mit parforhold er ved at gå i opløsning, så er teksten meget let at misforstå, hvis ikke du forstår hvad Agape er.

For mig handler sangen nemlig ikke om frygten for at miste nogen eller noget. I stedet handler den om frygten for at miste evnen til og ønsket om, at fremelske lyset i mørket. At holde fast i den ubetingede kærlighed. En skilsmisse er bare én ud af mange mulige situationer, hvor du kan blive sat på den prøve.

Sangen fik mig selvfølgelig ikke til at falde til ro. I stedet begyndte jeg at researche på begrebet “Agape”. Det ledte mig bl.a. ind på en side, der drøftede Eros og Agape i relation til Kærlighedens højsang. Kærlighedens højsang er en del af Paulus første brev til Korintherne, som jeg også henviser til i mit indlæg om religion og spiritualitet.

Drøftelsen af Eros og Agape gav også meget mening for mig i relation til sangen. Jeg var og er nemlig ikke i tvivl om, at jeg elsker Ann ubetinget – den agapiske kærlighed, men den form for kærlighed kan man have til mange mennesker. Eros er med andre ord ikke en forudsætning for Agape. Min opgave bestod derfor i at lære at skille de to ad, i min relation til Ann.
At undgå at skylle babyen ud med badevandet.

Det er sagt så godt af Paulus i kærlighedens højsang (min fremhævelse):

Om jeg så taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, er  jeg et rungende malm og en klingende bjælde. Og om jeg så har profetisk gave og kender alle hemmeligheder og ejer al kundskab og har al tro, så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg intet. Og om jeg så uddeler alt, hvad jeg ejer, og giver mit legeme hen til at brændes, men ikke har kærlighed, gavner det mig intet. Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Kærligheden hører aldrig op. Profetiske gaver, de skal forgå; tungetale, den skal forstumme; og kundskab, den skal forgå. For vi erkender stykkevis, og vi profeterer stykkevis, men når det fuldkomne kommer, skal det stykkevise forgå. Da jeg var barn, talte jeg som et barn, forstod jeg som et barn, tænkte jeg som et barn. Men da jeg blev voksen, aflagde jeg det barnlige. Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud. Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.

Tilbage til sangen. Den fulgte mig igennem hele processen og var en stor støtte, også når det var svært. Derfor foreslog jeg også min sanglærer, at jeg gerne ville synge sangen til sangundervisning. Det giver altid en anden fornemmelse, at synge en sang, fremfor bare at høre den eller at synge med på den.

På et tidspunkt foreslår min sanglærer, at vi arbejder lidt med at gøre sangen til min egen. Måden at gøre det på er, at lade sin egen fortolkning af sangen komme til udtryk i måden den bliver sunget på. Derfor fik jeg den idé, at jeg ville lave et digt – på dansk – der udtrykte min forståelse af sangen. Jeg lavede digtet d. 9. oktober, og præsenterede det til den efterfølgende sangundervisning. Det kommer her:

Alkærlighed, hvad er nu det her for noget?
Hjælp mig lige, hvad er det jeg ikke har forstået?

Jeg rækker ud, for at høre dit råd.
Jeg klamrer mig… til den tyndeste tråd.

Selvom dine ord gør så frygtelig ondt,
Tror jeg på, at det du siger er sundt,
Mit hjerte det lytter, døgnet rundt.

Du siger: Giv slip
Jeg siger: Vent lige lidt
Jeg vil så gerne tro, at du har ret!

Åh, jeg er så bange for at du skal forsvinde
Hvad kan jeg gøre, jeg famler i blinde.
Fortæl mig kære, hvornår du rejser din vej,
Og lader alting være op til mig

Jeg ved det sker…
Men uden dig, vil jeg ikke vide hvem jeg er

For mig er det en spirituel oplevelse, når der forekommer en begivenhed, der er så usandsynlig at den ikke burde kunne ske. Det giver selvfølgelig en eller anden antydning af, at der er noget større, som styrer processen. For nyligt læste jeg bogen “Teorien om alt”, der er skrevet om den danske højenergifysiker Holger Bech Nielsen, og Holger har en “Gud” (og han kalder det virkeligt Gud-i-gåseøjne) med i sin model. Denne “Gud” styrer efter en bestemt retning, og griber derfor ind fra fremtiden og påvirker vores nutid.

I udarbejdelsen af indlægget beslutter jeg mig for at se om jeg kan finde en video der omtaler det her. Derfor søger jeg på youtube efter “Holger Bech Nielsen”, og der dukker en video op med Holger Bech Nielsen, der taler om sin Gud-i-anførselstegn. En lille sjov sidebemærkning er, at han bliver interviewet af Morten Resen, der også har deltaget i Stifinderprogrammet.

Jeg kan rigtig godt lide Holger’s model som den er udlagt i bogen “Teorien om alt”, og især Holger’s idé om en “skala for mirakuløsitet”. Han nævner selv i bogen:

Nu nærmer vi os min drøm om, hvad jeg måske kunne få knyttet mit navn til inden for fysikken: en skala for mirakuløsitet. Som fysiker drømmer man jo om at få en enhed opkaldt efter sig.

Jeg hepper på Holger og håber på at han får udviklet den her skala. I videoen præsenterer han en antagelse om, at man ikke kommer til at opdage Higgs partiklen, fordi “Gud” vil gribe ind og smadre forsøget. Holger arbejder med en teori om, at “Gud” ikke bryder sig om Higgs-partikler og derfor vil begrænse mængden af dem. Desværre for Holger’s teori, bliver Higgs partiklen senere opdaget.

Personligt mener jeg ikke det er fordi der er noget galt med Holgers model. Det er alene hans antagelse om at “Gud” ikke bryder sig om Higgs partikler, der fejler noget. Jeg vil hellere foreslå en anden antagelse, der er funderet i Peirce’s tredeling i Førstehed, Andethed og Tredjehed. Peirce skriver:

The starting-point of the universe, God the Creator, is the Absolute First; the terminus of the universe, God completely revealed, is the Absolute Second; every state of the universe at a measurable point of time is the third.

Peirce nævner selv, at de to punkter, den absolutte førstehed og den absolutte andethed er utopiske. Følger vi dog Peirce, er der altså en retning, fra universets begyndelse, mod en større og større “afsløring” af hvad Gud er. Mit bud på en antagelse i Holger’s model ville være, at Gud er lidt af en spøgefugl, der ikke sådan lader sig afsløre. Derved kan Holger forklare hvorfor den første partikelaccelerator blev ødelagt, fordi den truede med at afsløre Higgs-partiklen. Men da Holger så beskrev en teori, hvor fraværet af Higgs-partiklen, var en afsløring af Gud, måtte Higgs-partiklen nødvendigvis frembringes.

Og når du nu har læst det her, så gå lige tilbage til videoen med Holger Bech Nielsen og hør hvad han siger, lige præcis 2:57 – 3:00 minutter inde 🙂

En spirituel oplevelse var det derfor, da min farmor går bort, og præsten under begravelsen vælger at oplæse Kærlighedens Højsang. Der var mig bekendt ingen i familien, der havde bedt hende om at gøre det, og på den måde blev det altså en af den slags små begivenheder jeg en dag håber vi kan måle på Hogler’s skala for mirakuløsitet.

For mig er de spirituelle oplevelser noget jeg registrerer og morer mig over. Skal jeg bruge dem til noget, nøjes jeg med at bruge dem som “spirituelle brødkrummer”, forstået på den måde, at jeg bruger dem til at minde mig om, at der er lys forenden af tunnelen (og at det ikke er lygterne fra et tog!).

One Reply to “Agape – en sang og et digt”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *