Forestil dig en dag, hvor vi samles for at fejre alt det smukke, vi deler – livet, kærligheden, og magien ved at være sammen. En dag uden forpligtelser, uden forventninger. Bare mennesker, der ønsker at bidrage til noget større: en fælles skabelse af glæde, nærvær og harmoni.
Det er ikke bare en fest. Det er en hyldest til livet, som vi sammen skaber med alt det, vi bringer – smil, historier, musik, og måske lidt dans. Det er for dem, der virkelig har lyst til at være med og mærke den fælles energi.
Læs mere nedenfor og mærk efter. Hvis du føler dig inspireret til at være en del af denne fejring, så tilmeld dig. Lad os skabe noget magisk sammen.
De kærligste hilsner
Søren Skjold Andersen
P.S.: Jeg har fået lidt hjælp af en AI til at skrive det ovenstående, men ikke det nedenstående :)
Fejringen af livet finder sted d. 11. oktober 2025. Det har en lille smule at gøre med, at jeg fylder 40 år dagen forinden, men det er vigtigt for mig at det ikke er mig vi fejrer, men livet.
Os der deltager kommer til at fejre livet i skønne omgivelser i Slotsladen på Hindsgavl Slot i Middelfart. Her har jeg reserveret lokalet fra sidst på eftermiddagen til først på natten med velkomstdrink, en 3-retters festmiddag og noget dessert.
Hvad der derudover skal ske, er ikke fastlagt endnu.
Denne dag handler ikke kun om at mødes – den handler om at skabe noget særligt sammen. Derfor vil programmet blive samskabt af alle, der har lyst til at bidrage.
Programmet skal være fleksibelt og rumme tid til nogle få indslag, der kræver alles opmærksomhed, nogle aktiviteter man kan bidrage til og opleve på egen hånd, men også uformelt samvær, så vi kan nyde hinandens selskab i et afslappet tempo.
Når du forhåndstilmelder dig, vil du blive spurgt om der er en særlig rolle du kunne finde på at påtage dig i forhold til festen, hvis du bliver tildelt den. Alle ideer er velkomne. Du forpligter dig ikke til noget på dette tidspunkt.
Nu spørger du måske dig selv: Hvis nu Søren personligt har sendt mig et link til den her side, er det så en invitation?
Her er svaret nej, for du skal selv afgøre og mærke efter, når du har læst beskrivelsen her, om du har lyst til at deltage.
Der er god plads i Slotsladen og som udgangspunkt ønsker jeg ikke at udelukke nogen, der føler sig kaldet til at deltage.
Som udgangspunkt stiller jeg dog krav om, at vi skal have mødt hinanden fysisk, på et eller andet tidspunkt. Det krav gælder ikke din partner, som du er velkommen til at medbringe.
Børn er velkomne i den udstrækning, at de ikke kræver deres forældres opmærksomhed under festen.
Ingen må dog deltage i festen af pligt, hverken børn eller voksne. Alle der deltager skal være der lyst.
Maden til festen er ikke endeligt bestemt, men er som udgangspunkt vegetarisk, dog kan fisk, æg og mælkeprodukter indgå.
Jeg vil dog sørge for, at folk der har brug for specialkost, også har mulighed for at blive mætte. Hvad enten det er fordi du spiser strengt vegansk, vegetarisk, har allergier, eller bare ikke vil undvære et stykke kød til sådan en fest.
Drikkevarerne der serveres til festen er som udgangspunkt uden alkohol. Ligesom med maden vil jeg sørge for, at man kan bede om at få serveret drikkevarer med alkohol, hvis man ikke kan undvære.
Der vil ikke være noget gavebord til festen, da jeg gerne vil frabede mig personlige gaver.
Til gengæld er du meget velkommen til at give en gave til festen. Din deltagelse er allerede en gave i sig selv, ligesom du også er velkommen til at bidrage på anden vis.
Her kan du være kreativ, og bidrage med noget, som på en eller anden måde gør festen til en større oplevelse for alle.
Du kan også bidrage økonomisk ved at indbetale et selvvalgt beløb via Mobilepay Box nr. 5722ZS.
Alle bidrag går til at gøre festen endnu bedre.
Overnatning er ikke obligatorisk. Men skulle du få lyst er der flere muligheder for overnatning på Hindsgavl Slot i forbindelse med festen. Fælles for dem alle er, at du selv skal betale for opholdet.
Du kan booke et enkelt- eller dobbeltværelse fra lørdag til søndag. Der er forhåndsreserveret et antal værelser til deltagere i festen. Prisen afhænger af hvilken værelsestype, der vælges, men Hindsgavl Slot tilbyder en særlig festpris.
Du kan også gøre en tur ud af det og booke et weekendophold helt fra fredag til søndag. Hindsgavl Slot afholder et musikalsk arrangement i Slotsladen fredag d. 10. oktober. Det har ikke noget med festen at gøre, men det kunne tænkes at flere gæster vælger at deltage.
Markér venligst i din forhåndstilmelding, om du ønsker at booke overnatning i forbindelse med festen, så jeg kan sørge for at du modtager instruktioner i hvordan du booker et værelse.
For at kunne planlægge alle detaljerne omkring festen har jeg brug for at vide, hvor stor interessen for at deltage er.
Hvis du forhåndstilmelder dig, regner jeg med, at du reserverer dagen i kalenderen og at du holder dig orienteret via mail, når jeg på et tidspunkt sender en opdatering.
Nedenfor kan du udfylde en formular. Virker den ikke så prøv dette link i stedet: Forhåndtilmelding.