Nakkefoldsscanning hos jordemoderen

Så blev det endelig 12. august og vi kom afsted til Kolding Sygehus kl. 08.30, for at få foretaget en nakkefoldsscanning af barnet. Noget tydede på at det ikke bare var Ann og jeg, der synes at det var tidligt på dagen.

Nu med billeder fra scanningen.

Jeg havde aldrig været på Kolding Sygehus før, og Ann havde kun været der i forbindelse med en veninde, der skulle donere blod. Det var derfor lidt svært for os at finde ud af hvor vi skulle gå hen, for at komme til svangreambulatoriet, da det ikke var markeret på det kort vi havde fået med posten. Vi gik først til jordemodercenteret i håb om at det kunne være der, men det var det ikke. Vi fik dog spurgt os frem til hvor det lå, og kom lige til tiden.

I indkaldelsesbrevet stod der, at Ann ikke måtte lade vandet 1-2 timer før hun kom til undersøgelse. Da vi kom ind spurgte jordemoderen til om hun havde en fuld blære, men Ann havde gjort præcis som der stod i brevet, og havde sørget for at stå tidligere op for at tisse. Det betød at hendes blære ikke fyldte så meget, som jordemoderen gerne ville have haft den til, men hun måtte jo arbejde med de betingelser, der nu var.

Vi fik os en lille overraskelse, da jordemoderen fortalte at Ann formentligt kun var 11 uger og 3 henne i graviditeten. Fosteret var 47 mm, og det var meget heldigt, for nakkefoldsscanningen kan kun foretages hvis fostret er over 45 mm. Selvom barnet var stort nok til nakkefoldsscanningen skulle det vise sig at blive lidt af en udfordring for jordemoderen 🙂

Vi fik at vide at der var fint hjerteblink, men barnet lå ikke i en optimal position til at få målt nakkefolden, så jordemoderen snakkede om at det kunne være at barnet sov, og hun gjorde sit bedste for at få det vækket. Ann forsøgte også at skubbe lidt til maven over livmoderen, og jeg skulle selvfølgelig også prøve, men uden held. Så måtte Ann hoste lidt, uden held. Så stod den på et par mavebøjninger, uden held. Der blev taget et par billeder, men ingen var gode nok til at måle nakkefolden udfra. Jordemoderen besluttede at gå over til vaginal scanning i stedet, så Ann skulle lige gå ud og tømme blæren. Da hun kom tilbage og blev scannet lå barnet nu med hovedet nedad, men stadig med enten ryg eller front mod scanneren.

Jeg sad bare spændt og kiggede på skræmen og observerede de små rejehop den gav engang imellem. Både jordemoder, Ann og jeg forsøgte endnu engang at “vække” barnet, så det lige kunne vende sig. Så rystede jeg lidt med den venstre side af Anns mave, og bad hende om at tage den højre side, og pludselig så lykkedes det jordemoderen at få taget et billede der kunne bruges. Man kunne tydeligt ret tydeligt se de forskellige dele af barnet, og det var noget af en oplevelse! Du kan se to billeder fra scanningen i bunden af dette indlæg, på det ene billede har den hovedet op og på den anden med hovedet nederst. Hele scanningsprocessen tog 45 minutter og jordemoderen synes vi havde været meget tålmodige, men det synes vi nu også hun var!

Ud fra en vurdering af alder og nakkefold blev risikovurderingen for Downs syndrom fastsat til 1:1506 eller i det område (Ann har senere fortalt mig, at det den normale sats for vores alder, men at jordemoderen snakkede om at vores risiko var 1:5000 baseret på det hun havde nu). Desværre betød den rykkede termin at den blod

prøve Ann fik taget ved lægen var taget én dag for tidligt, og kunne derfor ikke bruges. Så når vores konsultation var ovre skulle vi gå ned i centralaboratoriet og få taget en ny blodprøve, og så ville hun ringe med svaret torsdag eller fredag. Kombinationen af nakkefoldsscanningen og blodprøven (den såkaldte doubletest) skulle være ret effektiv til at opdage Downs syndrom og andre kromosomfejl. Når jordemoderen har svaret fra blodprøven kan vores risikoberegning blive reguleret op eller ned. På nuværende tidspunkt er det ret langt fra de 1:300, som man betegner som høj-risiko. Vi håber selvfølgelig at blodprøven kun gør sandsynligheden mindre.

Terminen er nu fastsat til d. 28. februar, hvilket er godt på mange måder. Som følge af den ændrede termin har Ann fået folinsyre i 2 uger længere end vi havde regnet med, og det kan jo ikke andet end være godt. Jordemoderens forklaring på denne forskydning var, at p-pillerne godt kan forsinke ægløsningen. Nogen husker måske det første indlæg, hvor jeg omtaler den positive graviditetstest. Som der står i indlægget så fik vi en negativ test lige inden vi to på ferie og en positiv lige efter, til trods for at den sidste menestruationsdag var 10. maj. Så ægløsningen må være sket ret sent. Det at Ann er i 11+3 kan måske både forklare hvorfor hun stadig har morgenkvalme og hvorfor hun ikke har taget så meget på endnu. Nu ser jeg frem til at få den endelige risikovurdering fra jordemoderen og til d. 20. august. Der skal vi møde den jordemoder som skal følge os i resten af graviditeten, og forhåbentligt have en masse information om resten af forløbet.

Næste scanning var fastsat til at skulle ske d. 24. september, men det mente jordemoderen blev lidt for tidligt, derfor fik vi en ny tid. 10. oktober, lige på min fødselsdag! Måske er jeg så heldig at vi kan få barnets køn at vide den dag, det ville i hvert fald være en god gave.