Selvhypnose

I dag er det et kendt matra at “Alt hypnose er selvhypnose”, fordi man har erkendt at hvad end en hypnotisør siger, er det din respons på hans kommunikation, der medfører hypnosen. Denne sektion af siden er dog ikke en redegørelse for, hvordan du responderer på hypnotisørens ord. Nej det er derimod en sektion af siden, der har til formål at fremme kendskabet til det at hypnotisere sig selv. For du kan hypnotisere dig selv.

Ønsker du at deltage på et kursus om selvhypnose kan du blive undervist af Søren Skjold Andersen: Læs mere om kurset “Forandringskapacitet” ved at klikke her.

Baggrundsviden om selvhypnose

Hvorfor skal man så gå til en hypnotisør, når man kan hypnotisere sig selv? Det spørgsmål er blevet besvaret af flere hypnotisører på den måde, at folk har en tendens til at tillægge deres egen stemme mindre autoritet, og derfor er responsen ikke lige så god. Jeg tvivler lidt på, at det er årsagen, men mener snarere at det kan have noget at gøre med, at man ikke har den samme erfaring og træning i hypnosen. Derved vil man muligvis gribe sit problem forkert an, mens en hypnotisør har træning i at håndtere forskellige situationer. Det forekommer også svært at forestille sig, at man kan udføre terapi på sig selv – og endnu sværere – at man kan gøre det i hypnose.

Der findes dog mennesker, der responderer utroligt godt på direkte forslag, hvorfor terapi slet ikke er nødvendigt. For disse mennesker kan selvhypnose vise sig at være et værdifuldt værktøj. Men men men, ALLE kan have glæde af at kunne gå i hypnose. Mange mennesker mener man lærer bedre i trance, og at man slapper mere af i trance, og sidst men ikke mindst er det fantastisk godt at træne selvhypnose INDEN man tager til hypnotisør. For som det tidligere fremgik er det selve terapien man gerne vil betale for. Jo mindre tid hypnotisøren skal bruge på tranceinduktionen, jo mere tid er der til terapien.

Teknikker

Hvordan gør man så? Jo der findes et væld af teknikker, som er mere eller mindre avancerede og kræver mere eller mindre tid. Her har du mulighed for at øve forskellige teknikker til at gå i hypnose. Hvad enten du ønsker bare at opleve trance eller har en specifik ting du vil arbejde med, så er her nøglen til at hypnotisere dig selv. Vil du gerne bare prøve tilstanden af selvhypnose, er Betty Ericksons selvhypnose teknik min favorit. Når man har forstået teknikken, er det en utrolig simpel teknik, og for mange har man virkelig en tydelig indadrettet opmærksomhed med teknikken. Jeg praktiserer selv 7th Path® Selvhypnose dagligt, og kan varmt anbefale teknikken, der på en meget blid måde lader dig udføre hypnoterapi på dig selv.

Før du prøver selvhypnose

Hypnose beskrives ofte som en ændret bevidsthedstilstand. En tilstand hvor man er mere fokuseret med indre oplevelser end de ydre oplevelser. Hvilket de fleste har prøvet når man dagdrømmer, og derved primært koncentrerer sig om de billeder, lyder og følelser man har. Det samme har de fleste oplevet lige inden de falder i søvn. Personligt har jeg fundet ud af, at jeg lige inden jeg falder i søvn hører jeg musik i mit hoved, og det sker selvom der ikke bliver spillet musik i mit soveværelse når jeg skal sove (Det gjorde der til gengæld da jeg var barn). For at gå i hypnose er du nødt til at gå fra ydre opmærksomhed til indre opmærksomhed, og det er primært den funktion alle induktioner af trance har.

Jeg har ofte oplevet folk, der var lidt bange for at prøve selvhypnose på egen hånd, af frygt for at de ikke ville vågne igen. Hertil må jeg sige at der er tale om en tilstand, der eksisterer naturligt i kroppen, og fremkommer naturligt i løbet af dagen. Du vil ALTID kunne vågne fra selvhypnose. Man kan sagtens være i hypnose og vågne ved en velkendt lyd, af f.eks. en banken på døren. Du kan med andre ord stole på at dit ubevidste sind nok skal gøre dig opmærksom på omgivelserne, hvis det er påkrævet.

De fleste selvhypnoseteknikker gør brug af forslag, som stilles inden selve hypnosen, som underbevidstheden så kan bearbejde. Hertil vil jeg gerne opstille nogle generelle regler. Så du får mest muligt ud af de forslag du stiller din underbevidsthed.

Sådan stiller du gode forslag til din underbevidsthed

  • Underbevidstheden forstår ikke negationer. Med andre ord, hvis jeg siger “Du skal ikke tænke på en blå banan”, så vil din underbevidsthed med garanti tænke på en blå banan. Måske ikke særlig længe, men den er nødt til at forestille sig en blå banan, for at vide, hvad den ikke skal tænke på. Derfor skal dine forslag stilles som noget du gerne vil, frem for noget du ikke vil. Istedet for “Jeg vil ikke ryge mere” så brug “Jeg vil være røgfri”.
  • I tråd med den forrige regel, så brug hen imod motivation fremfor væk fra motivation. “Jeg vil stoppe med at spise så meget” vil være mindre effektivt end “Jeg vil spise sundt, og indtager mine måltider tre gange om dagen, i små mængder”. Kan du se ideen? Hvis du vil fjerne en hovedpine med selvhypnose skal du undgå “Når jeg vågner fra hypnosen vil min hovedpine være væk”, i stedet skal du bruge noget i retningen af: “Mit hoved føles bedre og bedre, det er roligt og afslappet, og en afslappende følelse breder sig mens jeg er i hypnose, og forbliver der når jeg er vågnet”
  • Brug altid nutid, i stedet for at sige “I morgen får jeg det bedre”, så sig “I morgen har jeg det bedre”. Det fremmer effekten hvis du virkelig tænker dine forslag. Sig dem, hør dig selv sige det i dit hoved, forestil dig hvordan du ville være, hvis det gik i opfyldelse.
  • Sæt en tidsgrænse, selvom du skal bruge nutid og forestille dig at du kan det, du ønsker, ved din underbevidsthed godt, at der er nogle ting du ikke kan bare i løbet af en nat. Find derfor et mål og fastsæt en realistisk tidsgrænse.
  • Foreslå handling ikke evne til handling. I stedet for at foreslå “Jeg har evnen til at danse godt” så sig “Jeg danser godt, med rytme og lethed”.
  • Vær specifik. Undgå at arbejde med alle dine mål på samme tid, brug i stedet din tid på én ting ad gangen, indtil du føler at du har opnået det du ville på det område. Først der er det tid til at gå videre. Hold dit sprog simpelt, som om du talte til en klog 10 årig.
  • Brug gerne tillægsord, der sætter følelser og billeder i gang i dit sind. Såsom: dejligt, spændende, flot, lækkert, osv.
  • Gentag! Din underbevidsthed lærer gennem gentagelser. Når du gentager den samme ting bevidst mange gange, vil du til sidst kunne udføre den, mens du tænker på noget andet. Når du har nået det punkt, mestrer du færdigheden på et ubevidst plan. Derfor, gentag dine sceancer med selvhypnose. Du kan sagtens have det samme forslag i en måned eller mere. Emil Coué sagde altid inden han skulle sove “Every day in every way, i am getting better and better” svarende til “Hver dag og på hver en måde har jeg det bedre og bedre”

Med disse regler i (under)bevidstheden, kan du stille dig selv meget bedre forslag. Derfor kan du nu vælge en teknik. Personligt vil jeg anbefale dig at starte med Betty Ericksons selvhypnoseteknik.

Hvad kan selvhypnose bruges til?

Med den rigtige teknik kan selvhypnose anvendes til at opnå de samme resultater, som kan opnås sammen med en hypnoterapeut. Hvis du læser om hypnose på nettet, kan du måske godt få indtryk af, at der er tale om en slags “mirakelkur”, der kan hjælpe dig af med alverdens forskellige problemer. Sådan skal du dog ikke tolke de resultater, der er opnået med hypnose. Du skal snarere se hypnosen som et positivt bidrag til at hjælpe kroppen og sindet med selv at løse de udfordringer, den står overfor.

De fleste anerkender f.eks. at stress og søvnmangel har en negativ indflydelse på immunforsvaret, hvorfor stress kan komme til udtryk i et væld af forskellige helbredsmæssige problemstillinger. Med selvhypnose har du mulighed for at yde et positivt bidrag til de udfordringer du står overfor. Lidt på samme måde som du kan forbedre din krops helbredstilstand ved at dyrke motion, kan du forbedre dit sinds helbredstilstand med selvhypnose.

I dette afsnit vil jeg dog gerne henvise til nogen sider her på bloggen, hvor jeg beskriver specifikke områder i dybden, hvor selvhypnose kan gøre gavn. Her er listen:

One Reply to “Selvhypnose”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *