Sidste år i januar lavede jeg indlægget Første år med en Tesla Model 3, hvor jeg gennemgik forskellige ting som økonomi, opdateringer, komfort og rækkeviddeskræk (eller mangel på samme). I skrivende stund er siden besøgt 1.163 gange og er den 9. mest sete side på bloggen. Jeg synes derfor det er passende med en opdatering, nu hvor der er gået endnu et år. Der er en masse detaljer i det første indlæg, som jeg ikke vil gentage her. I stedet kommer der en opdatering på økonomien og derefter en masse andre erfaringer jeg har gjort mig.
Økonomi
Forsikring
Forsikringen har jeg lavet en enkelt lille justering på, fordi den havde en begrænsning på kørselsmængden. Det var vigtigt for mig at have fri kilometer. Med den justering og almindelig indeksering er forsikringsprisen nu 11.152 kr. årligt. I min optik en alt for høj pris, som jeg håber finder et mere passende leje i fremtiden. Især taget i betragtning at min selvrisiko er omkring 10.000 kr. Til gengæld har jeg så friskade ved Bilka-buler og stenslag. Skulle nogen kende et bedre forsikringstilbud hører jeg gerne om det.
Værditab og brugtbilsmarkedet
Det første år var vurderingen at bilen tabte omkring 24% værdi, svarende til 140.000 kr. Når jeg nu søger efter en Tesla Model 3 Long Range AWD fra 2019 med Full Self-driving og et kilometertal lige under 50.000 lander prisen på ca. 380.000 kr. Det svarer til at bilen har tabt yderligere 60.000 kr. i værdi, eller 200.000 kr. i alt på to år. En artikel om værditab fra DR fortæller, at efter to år vil en ny bil typisk have 67% af sin værdi tilbage. Det ville i mit tilfælde svare til ca. 389.000 kr. og Tesla’en følger derfor statistikken meget fint.
Da jeg købte min bil var brugtbilsmarkedet for Model 3 ikke særlig interessant. Det var svært at vide om man købte en model med mange børnesygdomme. Skulle jeg købe en Model 3 i dag ville jeg nok vælge at købe en brugt. Der er fire års garanti eller 80.000 km på bilen, og værditabet er afholdt. Bilens interiør er efter min opfattelse super holdbart og derfor ville jeg ikke have betænkeligheder ved at vælge en to år gammel bil. I den forbindelse kan jeg nævne at mine hvide sæder stadig er nemme at holde rene.
Eftersigende kommer der mange brugte Tesla’er til fra Tyskland, hvor de får store rabatter på nyanskaffelse af elbiler. Det er bestemt værd at kigge på, hvis du er på udkig efter en Tesla. Det siger jeg på trods af, at jeg naturligvis gerne vil have de henvisnings-kilometer jeg kan få, hvis du bestiller en ny Tesla ved brug af det her link.
Energiøkonomi / Brændstofsøkonomi
Min ladestrategi er også uændret fra sidste år. Det foregår stadig med en hjemmelader fra Tesla, hvor jeg afregner strømmen direkte med mit elselskab. Jeg har brugt ca. 350 kWh færre i år end sidste år, fordi jeg har kørt lidt mindre. Mit forbrug af Teslas superchargere er næsten identisk, og jeg har kun et lidt højere forbrug af tjenester fra tredje-part (Clever og E.ON). Det er ingen hemmelighed at jeg primært bruger Clever og E.ONs opladere, når jeg kombinere det med parkering inde i byen. Nedenfor kan du se en tabel magen til det tidligere indlæg, men med opdaterede tal.
E.ON er blevet billigere, mens Clever er blevet dyrere. Prisstigningen hos Clever skyldes dog udelukkende et forbrug af deres UFC lader i Korsør, som har en ret høj pris pr. kWh. Den gennemsnitlige pris er steget fra 1,19 kr. sidste år til 1,47 kr. pr. kWh i år. Stigningen i den gennemsnitlige pris er drevet af en generelt stigende elpris, som de fleste nok har bemærket i medierne. Min pris for at køre én kilometer er steget med ca. 20,5%. Til gengæld er prisen for at køre i en dieselbil steget med ca. 28%. På brændstofsøkonomien er det stadig markant billigere at køre en kilometer i en elbil end i en spritny dieselbil.
Min acontoregning fra elselskabet for første kvartal 2022 viser dog at jeg kan se frem til en stigning i elprisen på 90 øre (!). Hvis den pris holder året ud kommer brændstoføkonomien pludselig til at være ens for Teslaen og en spritny dieselbil der kan køre 21 km på literen.
Service- og reparationsomkostninger
Jeg må endnu engang erkende, at jeg ikke har haft bilen til service endnu. Efter sigende har det ingen indvirkning på garantien på bilen, og der skulle være meget få dele på bilen at servicere. I sommerferien lavede jeg dog en skade på bilen, som ville give mening at få ordnet sammen med et servicetjek. Det fik jeg bare aldrig gjort mere ved, da skaden ikke generer mig i hverdagen. Den opstod da jeg skulle dreje til højre ud af en skrå parkeringsplads i København, med en meget høj kantsten. Det undrer mig lidt, at bilen ikke advarede mig, men det gjorde den altså ikke. Skaden ser i dag således ud:
I og med at forsikringen ikke dækkede skaden, da jeg selv havde påført den, har jeg ikke haft travlt med udbedringen. Det kan dog være der snart bliver en anledning til både at få lavet service og få skaden udbedret. Tesla har tilbagekaldt 360.000 Model 3 for at få styr på et kabel, der oplever et forhøjet slid ved åbning af bagklappen. Min model er en af de tilbagekaldte, hvorfor Tesla har sendt mig en mail om at jeg hører nærmere.
Batterikapacitet og ladestandere
Det store emne i elbilsnakken er stadig den begrænsede rækkevidde og den tid der går med at få ladet bilen op. Af samme grund er der naturligvis en vis frygt for at batteriet mister urimeligt meget kapacitet. Tesla giver en garanti der siger at batteriet ikke måde falde under 70% af sin oprindelige kapacitet inden du har kørt 160.000 km eller der er gået otte år. Kyndige mennesker på nettet har undersøgt degraderingen af batteriet i Tesla’er og de regner med 1% pr. 10.000 km eller 4% pr. år.
Min egen erfaring er nærmest ubrugelig fordi batterikapaciteten bogstaveligt talt ændrer sig som vinden blæser. Eller… det er ikke helt præcist. Kapaciteten er konstant, men energibehovet for at køre en tur afhænger af vindforhold, temperatur, kørselshastighed, og andet. En tur til København kan være svær at sammenligne med en tur hjem fra København senere samme dag. Hvis turen derover foregik i frostgrader og modvind, og turen hjem foregår i plusgrader og medvind, er der en markant forskel.
Min bil kan stadig nå til alle afkroge af landet uden at en opladning er nødvendig. Når jeg kører længst væk kan den bare ikke altid nå hjem igen, uden at have været forbi en lader. Det gør selvfølgelig ikke noget, hvis der er en ledig ladestander på destinationen. Her er der desværre stadig rigtig meget at ønske sig. I vinterferien havde kæresten og jeg ungerne med i sommerhus ved Skiveren og det var et sommerhus, hvor jeg tidligere havde oplevet at elsystemet ikke kunne holde til at Teslaen blev koblet til den stikkontakt der var udenfor. Kombinationen af det kolde vejr, sentry-mode og manglende muligheder for at lade, gav nogle spændende situationer og især lidt ekstra ventetid på hjemturen.
Min manglende rækkeviddeangst
Sidste år kunne jeg fortælle om en enkelt episode, hvor jeg måtte tage særlige forholdsregler for ikke at løbe tør for strøm. Dengang fik jeg bevist for mig selv, at jeg ikke lider af rækkeviddeangst. Heller ikke når batteriindikatoren bliver meget lav. Jeg har stadig ikke prøvet at løbe helt tør for strøm men i år har jeg været meget tæt på ad flere omgange, som de to billeder nedenfor viser.
Det første billede opstod efter kørsel med trailer. Min kæreste bor ved Horsens og det er 50 kilometer fra Grindsted. Der er ikke nogen oplader hjemme hos hende. Derfor kan det kræve lidt planlægning, hvis vi skal bruge bilen mens jeg er hos hende. En dag havde hun lejet en trailer så vi kunne køre ud og hente en sofa til hendes lejlighed. Min bil har aftageligt anhængertræk og derfor tilbød jeg at vi kunne bruge den. Afhentningen skulle foregå i Vejle. Hvis jeg lægger alle destinationerne sammen ville det være en samlet tur på 240 kilometer, med 80% strøm på batteriet fra start, og med ca. 24 timer mellem afrejse og hjemkost til lader igen. Det burde sagtens kunne gå, men allerede efter 170 km var jeg nede på 3% strøm, da jeg ankom til superchargeren i Hedensted. Der var ingen tvivl om at kørsel med en lukket trailer sluger enormt meget strøm.
Det andet billede opstod efter en tur til Als. Her var planen at lade på hjemturen ved en supercharger. Vi skulle hjem til min kæreste og fra Als er der kun to mulige ladestandere: Rødekro eller Hedensted. Der er ca. 100 kilometer motorvej imellem dem. Vurderingen fra Teslaens automatiske ruteplanlægning var, at vi sagtens kunne komme til Hedensted og lade. Da vi er 30 km forbi Rødekro ombestemmer bilen sig. Nu mener den at vi skal vende om og køre tilbage til Rødekro for at lade. Ikke på vilkår! Jeg satte i stedet hastigheden lidt ned for at spare på strømmen og vi ankom til Hedensted med 2% strøm. Igen kunne jeg glæde mig over den manglende rækkeviddeangst i kroppen. Lidt skuffet var jeg dog over den dårlige planlægning.
Flere ladestandere tak
Salget af elbiler går endelig den rigtige vej, og det i en skala, hvor det faktisk betyder noget. Indtil nu har man som ejer af en Tesla været så privilegeret at Superchargere kun blev brugt af meget få biler. Det er dog blevet mere og mere tydeligt hvor mange nye Teslaer der kommer på vejene. Det første år var det helt sædvanligt at Tesla-ejere hilste på hinanden, når bilerne passerede. I hvert fald i Jylland, selvom det i København virkede som om den gestus allerede var gået af mode. I år er der kommet så mange flere biler, at det heller ikke er moderne i Jylland længere.
Den øgede mængde af Tesla’er på vejene giver også et øget pres på ladestandere. Indtil nu har vi i Danmark være forskånet for de vanvittige billeder af køer ud for Superchargere, som man har set nogle steder i USA. Jeg frygter dog at den tid kan være ved at få en ende. Tesla har nemlig besluttet at åbne deres ladestandere for andre biler. Det er selvfølgelig en glædelig udvikling for elbilmarkedet som helhed, men som Tesla-ejer kan man godt blive lidt nervøs ved tanken. Tænk hvis man pludselig ikke kan regne med, at der er en fri ladestander når man mangler en, ligesom jeg gjorde i Hedensted.
Tesla udbygger heldigvis deres ladenet ret markant i 2022. I skrivende stund har de 12 stationer, der er åbne med en masse ladere på hver station. Planen er dog at i løbet af 2022 skal der komme yderligere 13 stationer til. Det er en kærkommen udvidelse, da det bl.a. betyder Superchargere til både Esbjerg og Kolding.
Markedet for ladestandere generelt
Der er også sket noget stort i Grindsted. Billund Kommune var meget hurtigere til at installere ladestandere overfor rådhuset i Grindsted for mange år siden. Det var dengang at skepsis overfor elbiler var den fremherskende holdning i hele landet. Som et eksempel på hvor stor den skepsis var, endte det da også med at de to ladestandere blev pillet ned efter et par år, hvor man bare måtte konstatere at de aldrig blev brugt. I mange år derefter var der slet ikke nogen muligheder for at lade en elbil i Grindsted. I 2021 skal jeg love for at der er sket noget. Nu er der intet mindre end fire forskellige muligheder for at lade sin elbil forskellige steder i byen.
Alligevel er der meget at ønske. Såkaldt roaming, hvor man lader på en fremmed udbyders stander, men betaler den pris man kender, er endnu ikke udbredt. Det er mit bedste bud at regulering er nødvendigt. Fuldstændig som vi har set med master til mobilnet, kabler til tv/inter og elkabler. Der skal ikke være ureguleret monopol eller oligopol på kritisk infrastruktur, det duer altså ikke. Tiden skal nok løse problemet og med den ladestrategi jeg har, er det endnu ikke noget jeg mærker som et problem.
Internetforbindelse og softwareopdateringer
Igen i år er bilen blevet bedre via opdateringer. Opdateringerne koster i sig selv ikke noget, men Tesla udbyder et abonnement på “Premium Connectivity”. Her får man adgang til en internetforbindelse i bilen, der kan streame musik, vise navigation med satellitvisning, indarbejde trafikopdateringer, osv. Første år med bilen var denne service inkluderet, men det er den ikke længere. Nu giver jeg 99 kr. pr. måned. Selvom opdateringerne er gratis har jeg nu en udgift jeg ikke normalt havde på en bil. Det er ikke strengt nødvendigt at have “Premium Connectivity”, men for mig er det mere bekvemt end at streame fra telefonen. I år er der kommet et par opdateringer som jeg synes er værd at nævne.
Bedre navigation
Endelig, endelig, endelig, fristes man til sige, har Tesla fået lavet “Tilføj stop” på deres navigation. Det er en gåde hvorfor den funktionalitet har manglet tidligere, men nu er den her endelig. Hvis du skal slå et smut forbi en anden adresse på en længere rejse, kan du nu få tilpasset ruten i stedet for at skulle indtaste én destination ad gangen. Det har den fordel at bilen selv kan tage højde for, hvornår du har behov for et ladestop.
Planlægning af afgangstidspunkt fra app
Bilen har siden jeg fik den haft mulighed for at man kunne planlægge afgang fra hjemmet. Ved at indtaste et tidspunkt og en ladegrænse ville bilen selv sørge for at lade op og være varm (eller kold) til afgang. Desværre kunne funktionen kun indstilles inde i bilen, og det er vældig ufleksibelt, hvis man ikke har fast tider for afrejse i hverdagene. Det var derfor ikke en funktion jeg brugte ret meget. Når jeg endelig brugte den oplevede jeg, at jeg glemte at slå den fra igen, og så skulle man altså helt ud i bilen for at få styr på det. I den forbindelse opdagede jeg en uhensigtsmæssig adfærd i bilens software.
Normalt er det fedt at planlægge en hjemtur sådan, at bilen skal lade mindst muligt andre steder end hjemme. Det giver nemlig den billigste opladning. En dag ankom jeg derhjemme med 2% strøm og bilen advarede mig som den nu gør. Du anbefales at lade øjeblikkeligt, ellers kan batteriet tage skade. Selvfølgelig, tænkte jeg, og satte ladekablet i porten. Nogen timer senere besluttede jeg mig for at tjekke om jeg nu også havde sat bilen i lader. Det var sket før at jeg havde glemt det, mens det var allermest kritisk. F.eks. en dag hvor jeg skulle til Sjælland.
Men denne gang havde jeg faktisk ikke glemt at sætte bilen i lader, den var bare ikke i gang med at lade op. Problemet var at den ifølge dens planlægningsindstilling først skulle være klar 7.30 næste dag. Derfor ville den ikke begynde at lade før om natten. Det kan vist ikke være meningen med den funktion. Nu er det lavet sådan at man kan planlægge fra app’en og også slette planlægning fra app’en.
Forbedringer af Sentry Mode
Det fede ved at have en bil, der er udstyret med kameraer og en internetforbindelse er, at tyveriovervågning er indbygget i bilen. For min model foregik det den måde, at man tilkoblede en ekstern harddisk, og så ville bilen gemme små videoklip hver gang nogen nærmerede sig den. I starten måtte man tage harddisken med sig ind til computeren, hvis man ville se de videoklip den havde optaget. Nu er der kommet en fremviser hvor man kan se videoerne direkte i bilen. Senere lavede de også en forbedring af Tesla app’en på telefonen, så du kan se live-video fra bilen til enhver tid. Hvis du får en notifikation fra Sentry om at bilen registrerer aktivitet, kan du altså hoppe ind i app’en og se det bilen ser. Smart!
På min egen bil har jeg haft lidt problemer med den harddisk jeg valgte at installere. For det første købte jeg en Jeda Wireless Charging Pad, fordi det ikke var indbygget i min model. Her kom der sådan en smart kasse med til at opbevare harddisken i. Desværre havde jeg valgt en model med et kabel, som var alt for klodset til at kunne være inde i kassen. Irritationen var stor, men jeg affandt mig med situationen. I år begyndte jeg så at få en masse fejlmeddelelser om at harddisken ikke kunne kontaktes. Det er som regel det man får ud af at ignorere et problem… et større problem.
I forgårs besluttede jeg mig for at få bestilt en anden harddisk. Det ville være så ærgerligt at få en skade på bilen, og ikke kunne vise dokumentationen, blot fordi jeg ikke havde taget mig sammen til at få styr på min hardware. I den forbindelse opdager jeg, at en standard harddisk ikke nødvendigvis er noget godt valg! De fleste er nemlig bygget til driftstemperaturer mellem fem og 50 grader. I en bil kan der sagtens være -15 og +60 grader i Danmark. Derfor har jeg bestilt et Sandisk Extreme Pro SD-kort med 512GB plads. Det fylder ingenting sammenlignet med harddisken, kostede nærmest det samme, og kan holde til helt andre temperaturer. Bilen har ikke SD-kortlæser, så jeg købte også en Sandisk Mobilemate kortlæser. Medmindre jeg pludselig erfarer andet, satser jeg på at den her kombination fungerer godt!
Selvkørende egenskaber
Den største opdatering vi ikke fik i 2021 var en ordentlig opdatering af de selvkørende egenskaber. Jeg har tidligere spået, lang tid før jeg købte Teslaen, at i 2021 ville biler kunne køre selv. Mit succeskriterium var, at jeg skulle kunne komme fra mit hjem i Grindsted til mit kontor i Vorbasse, uden at styre bilen. Det er en tur på 20 kilometer der involverer to rundkørsler, et par t-kryds, noget bykørsel og landevejskørsel.
Til min store ærgrelse måtte jeg konstatere at opdateringen ikke kom. Havde jeg boet i USA var min spådom formentligt gået i opfyldelse, for her kører mange Teslaer nu lystigt gennem rundkørsler, lyskryds, højre- og venstresving, helt uden indblanding fra føreren. Med den rigtige software kunne min bil sagtens klare den tur til Vorbasse, det er jeg overbevist om. Men sådan er det med mange af mine spådomme, de er ikke altid lige præcise når det kommer til tidsestimaterne.
Put your money where your mouth is, siger man. Det gjorde jeg i 2021. Efter at have betalt gælden på bilen lykkedes det mig at spare penge op til at kunne købe aktier i Tesla. Dem købte jeg i foråret 2021, imod alt sund fornuft. Tesla var på det her tidspunkt steget 750%, som jeg skrev i slutningen af mit indlæg fra sidste år. Men som jeg også skrev, mente jeg ikke at potentialet var indfriet endnu. Det mener jeg stadig ikke det er, og for mig hænger potentialet tæt sammen med de selvkørende egenskaber. Investeringen handlede derfor ikke om kortsigtet profit, men om at understøtte en idé om at biler i fremtiden skal kunne køre selv. Samtidig med købet sagde jeg til mig selv, at aktierne tidligst skal sælges, når bilen kan køre selv.
Kort efter købet faldt aktierne 20%. Selvom jeg havde investeret 100.000 kr. generede det mig ikke. Jeg var jo netop steget ombord for at være med på den lange rejse. Siden da er kursen gået lidt op og ned. I december havde faldet på 20% forvandlet sig til en stigning på 50%, da det var på sit højeste, men er nu kommet ned på en stigning på 17% samlet set. Jeg holder fast i strategien om tidligst at sælge, når bilen kan køre selv.
Teslaer er langt mindre opsigtsvækkende end tidligere
Trods det at en ny Ford S-max Titanium kostede mere end min Tesla, da jeg købte den i 2019 vakte Tesla’en langt mere opsigt. Der findes mennesker som synes det er fedt at biler giver opmærksomhed, men det var ikke derfor jeg købte den. Jeg købte den snarere på trods af det. I starten oplevede jeg børn der vendte hovederne efter den, eller som råbte komplimenter når jeg afleverede min yngste søn i SFO. Selvom det kan være sjovt, er det heldigvis blevet meget mindre med tiden. Efterhånden er det som det skal være, bare en bil.
Jeg er naturligvis godt klar over at jeg har kastet lidt brænde på bålet ved at vælge nummerpladen TERMON1. Det er ikke ligefrem fordi det antyder, at jeg gerne er fri for opmærksomheden. Årsagen til mit valg skal findes i, at hvis man virkelig vil være særligt opmærksom på min bil, så er nummerpladen en invitation til at rette sin opmærksomhed mod noget, der godt kunne bruge noget opmærksomhed. Nemlig termonet.
Det er mange år siden at jeg første gang sammenlignede termonet med selvkørende biler. De selvkørende biler kommer til at lave et afgørende skift fra en polariserende debat om privatbilisme overfor kollektiv trafik, til en virkelighed hvor der er langt færre biler på vejene som bliver udnyttet væsentligt bedre end de bliver i dag. På samme måde er det min spådom at termonet kommer til at medvirke til et afgørende skifte i måden vi tænker opvarmning. Her går vi fra en polariserende debat om individuelle varmekilder overfor fjernvarme, til en bredt dækkende kollektiv forsyning, der både fungerer i storbyerne og i landsbyerne.
Opdatering: Jeg har skrevet et nyt indlæg med mine erfaringer med Tesla Model 3 efter tre år.
3 Replies to “Erfaringer med Tesla Model 3 – stadig lækker og økonomisk efter to år”