Velkommen til det første indlæg i bloggen. Indlægget er skrevet retrospektivt, da bloggen først blev oprettet senere. Datoen afspejler tidspunktet for de overvejelser, der bliver beskrevet her.
Vi er en lille familie, der bor i Grindsted nær Billund i Region Syddanmark. Familien består af mor og far, to børn og en lille hund. Vi har et hus på 154 m2, der ligger nabo til et ene hold bedsteforældre til vores børn. Området er et relativt nybygget kvarter i udkanten af Grindsted.
Huset vi bor i er fra 2003, og består af fire værelser, et stort badeværelse, et stort køkken/alrum i åben forbindelse med stue, baggang med indgang fra en enkelt garage og entre. Indretningen er perfekt til en lille børnefamilie som vores. I den ene ende af huset ligger to værelser som er hhv. soveværelse og kontor, i den anden ende ligger også to værelser som er børnenes. Udenfor er der en stor græsplæne.
Vores udfordring er, at vi gerne vil have et barn mere, og vi er løbet tør for værelser. Kontoret kan bruges midlertidigt som børneværelse, men på sigt vurderer vi at ét badeværelse er for lidt til vores familie på fem. Jeg er også træt af at parkere under åben himmel i indkørslen om vinteren, fordi forruden nogle gange er fuldstændig iset til.
Fordi vi er så glade for området forestiller vi os, at der kan laves en tilbygning som rummer det vi savner ved huset på sigt. Vi har haft kontakt til arkitektfirmaet kloden, for at få en vurdering af mulighederne for en tilbygning. Det kom der en ganske fornuftig tegning ud af, hvor huset blev udbygget med et redskabsrum, dobbelt garage, et ekstra værelse, et multirum, et ekstra badeværelse og et viktualierum.
Vi får også en vurdering af omkostningerne ved at bygge til. Prisen vil være omkring 800.000 kr. oven i de ca. 2 millioner huset har kostet.