Når vi spekulerer på om vi skal bygge til eller købe et andet hus, er der én ting som fylder rigtig meget: Kan vi sælge vores nuværende hus, og til hvilken pris? Vi har på ingen måder lyst til at sidde med to huslejer.Vores nuværende hus købte vi tilbage i 2011, vi ville gerne bo tættere på familien efter at have fået barn nr. 2, og det passede perfekt sammen med job/uddannelsessituationen at flytte tættere på. Det lå ikke i kortene at valget ville falde på dette hus. Først og fremmest var det oprindeligt udbudt til 2.595.000 kr., og senere sænket til 2.350.000 kr., men det var stadig langt over vores budget på 2.000.000 kr. Da vi var ude og se et andet hus udbudt af samme ejendomsmægler, foreslog han at vi tog en snak med sælgerne, da de formentlig ville være villige til at gå længere ned i pris, da huset havde været til salg i næsten 2 år. Vi endte derfor med at købe huset for 2.075.000 kr. Det var lidt over vores budget, men ejendomsmægleren sagde, at til den pris ville han garantere at han kunne sælge huset til samme pris, til enhver tid.
Denne oplevelse stod i klar erindring, når vi overvejede at bygge til. Det ville være ærgerligt at sætte huset til salg og skulle vente 2 år på at få solgt, hvis det så oven i købet betød at der ikke ville være nogen huse i udbud der ville være interessante at købe på det tidspunkt. Ejendomsmæglerens “løfte” om at huset kunne sælges til samme pris gav os dog en forhåbning om, at vi kunne komme relativt hurtigt af med huset og “kun” have tabt salæret til ejendomsmægleren.
Da vi havde haft 2 fremvisninger med forskellige ejendomsmæglere af huse i området, valgte vi at tage møde med dem, for at finde ud af hvad de ville vurdere vores hus til. Derudover tog vi en tredje ejendomsmægler med, som vi havde hørt meget positivt om i forhold til drive og engagement.
Det var et krav at de skulle tilbyde “solgt eller gratis”, da vi ikke ville stå med en regning, hvis huset ikke kunne sælges og det i stedet blev en tilbygning. Vurderingerne var meget ens, og hvis jeg husker rigtigt lå det sådan her:
- Ejendomsmægler 1: 1.995.000
- Ejendomsmægler 2: 2.000.000 – 2.095.000
- Ejendomsmægler 3: 2.000.000 – 2.195.000
Nr. 1 var meget pessimistisk omkring at vi kun havde ét badeværelse, og talte generelt vores nuværende hus meget ned. Kombineret med den fremvisning dette firma havde haft os på, vurderede vi at det ikke var den bedste mægler til at sælge vores hus.
Nr. 2 var ejendomsmægler på det hus vi var interesserede i, og derfor synes vi ikke at han også skulle varetage salget af vores hus, da det kunne forringe forhandlingssituationen.
Valget faldt på ejendomsmægler nr. 3, fordi de efterlod et virkelig godt indtryk. De var meget klare i spyttet omkring, at de gerne ville udbyde huset “solgt eller gratis” for 2.195.000, men at vi også skulle være indstillet på at prisen nok skulle reduceres.
Huset kom i hvert fald på markedet, og så var det bare at krydse fingre for et hurtigt salg!