På baggrund af den tegning arkitekten har lavet tidligere, er der nu fremkommet en pris fra byggefirmaet. Prisen afviger fra den vi har fået af Huscompagniet, men det er også et lidt andet hus vi har fået pris på.
Da vi havde møde med Huscompagniet lovede de at regne et overslag på, hvad et nyt hus ville koste os. I stedet for at sende et specificeret tilbud med tegning ringede de bare og sagde, at det nok godt kunne lade sig gøre at bygge et hus inden for vores budget ud fra det vi havde talt om.
Prisen fra det lokale byggefirma var omkring 15% højere end Huscompagniet havde estimeret, men nu havde vi også ændret på et par parametre siden mødet med Huscompagniet.
Først og fremmest var der tale om andre vægge. Huscompagniets tilbud indeholdt en bagmur og indvendige skillevægge i porebeton (gasbeton). Det er et meget billigt materiale, som i stor stil bliver brugt i dag. Da jeg er ansat i en virksomhed, der laver betonelementmontage, var jeg mere interesseret i at huset skulle bygges i betonelementer (Det har en række fordele, som må præsenteres i et separat blogindlæg). Det var derfor en af de ting vi havde ændret i forhold til Huscompagniets tilbud.
Huset var også blevet større, hvor vi talte om 190 m2 med Huscompagniet, var det i stedet oppe på 213,5 m2 på den tegning arkitekten havde lavet. Byggefirmaet havde også skrevet at prisen var inkl. garage, hvor det vi havde forestillet os hos Huscompagniet var en carport.
Prismæssigt gætter vi derfor på at de to firmaer ligger meget ens, hvis Huscompagniet tog højde for de ændringer vi gerne vil have lavet.