At ændre adfærd ved at blive mere sig selv

De sidste dage har jeg arbejdet på at få den streng af litteratur, der førte mig til Stifinderprogrammet på plads. Helt fra “Breaking the code of change” til “An everyone culture“. Årsagen er, at Stifinderprogrammet startede en lang række begivenheder i 2017, som er enormt spændende at skrive om. Den første kommer her og handler om min forandringsimmunitet.

I det her indlæg vil jeg præsentere resultatet af mit eget personlige arbejde med Robert Kegans “Immunity to change map”. Værktøjet kendte jeg rigtig godt forud for Stifinderprogrammet, men det var først her jeg rigtig prøvede at arbejde med det.

Ser man på forandringsimmunitet gennem NLP’s logiske niveauer af forandring, er teorien ret simpel. Vi har alle adfærd, kompetencer, overbevisninger og identitet. Nogen gange har vi et ønske om at have en anden adfærd, eller nogen andre kompetencer, men kan ikke rigtig skabe varig forandring. Robert Kegan’s teori er, at vi har antagelser, vi aldrig stiller spørgsmålstegn ved, som får vores uønskede adfærd til at give mening. Det er altså brændstoffet bag den adfærd, vi har et ønske om at ændre, men ikke kan. Forandringsimmunitet kan overkommes ved at se kritisk på disse antagelser, men først skal de frem i lyset, og her kommer værktøjet “Immunity to change map” ind i billedet.

Det er et værktøj til at udforske dine blind-spots, som udgør din forandringsimmunitet. Du får et indblik i grundlæggende antagelser, der begrænser dig. Herefter kan du udforske dem, teste dem og måske se mere nuanceret på tilværelsen. Det er samtidig med til at udvikle din evne til at håndtere kompleksitet. (Se mine beskrivelser af Robert Kegan’s bøger, hvis du vil vide mere).

Processen er ret simpel:

Definér et konkret udviklingsmål, der virkelig vil gøre en forskel i dit liv
Beskriv hvad du gør eller ikke gør i stedet for
Spekulér over, hvad der ville ske, hvis du gjorde det modsatte og brug dette til at definere konkurrerende forpligtelser
Find grundlæggende antagelser bag de konkurrerende forpligtelser

Set i forhold til NLP’s logiske niveauer, handler trin 1 om at udpege en kompetence du gerne vil udvikle. Trin 2 beskriver en kontraproduktiv adfærd. Den bliver så udgangspunktet for at identificere en kompetence du allerede har, som beskytter dig mod noget uønsket. Herfra kan du udlede en eller flere grundlæggende antagelser, der får det til at give mening, hvorfor du har opbygget den her beskyttelsesmekanisme.

Mit personlige immunity to change map

I denne del af indlægget vil jeg præsentere mit helt eget personlige eksempel på forandringsimmunitet. Først beskrives de fire trin i modellen og derefter et par kommentarer på, hvordan jeg siden har arbejdet med den indsigt det gav.

Mit udviklingsmål

I et godt stykke tid forud for min deltagelse i Stifinderprogrammet har jeg beskrevet mig selv som en der har et mildt socialt handicap. Mine evner til small-talk var nærmest ikke eksisterende. Min håndtering af en helt almindelig telefonsamtale var speciel nok til at indgå i et indslag til bryllup. Sidst men ikke mindst var jeg elendig til at kommunikere i mit job. Derfor opstillede jeg det udviklingsmål, at jeg gerne ville være god til at knytte kontakter. Altså simpelthen at skabe og vedligeholde kontakt til andre mennesker.

Robert Kegan beskriver i en af sine bøger, at udviklingsmålet skal kunne bestå “konetesten”. Hvis du er en mand, og spørger din kone: “Kan jeg blive bedre til X”, hvor X er dit udviklingsmål, skal svaret være et rungende JA! Ellers har du ikke fat i det rigtige. Man kan også spørge sig selv: På en skala fra 1-5, hvor stor en forskel ville det at blive god til X, gøre i mit liv. Her skal scoren være 4 eller 5, for at være værd at arbejde videre med.

I mit tilfælde var jeg slet ikke i tvivl. Der ville være stærk støtte hjemmefra til dette udviklingsmål, og det ville gøre en verden til forskel i min rolle som direktør.

Hvad jeg gør eller ikke gør i stedet

Den her var virkelig nem, da jeg var meget bevidst om, hvordan min nuværende adfærd var kontraproduktiv for mit ønske om at skabe relationer til andre mennesker. Listen indeholdt følgende punkter:

Undlader at snakke med mennesker jeg egentlig gerne vil snakke med.
Tager ikke initiativ til socialt samvær
Venter på at folk opsøger mig i stedet for at opsøge dem
Bruger min telefon til ligegyldige ting
Har ingen sociale hobbyer
Sætter opgaver i gang, så jeg ikke har tid til for meget andet

Jeg var f.eks. fuldt ud i stand til at sidde til en fest, ved siden af en jeg ikke kendte, og undlade at tale med vedkommende en hel aften! En virkelig kedelig person at sidde ved siden af, men det generede mig egentligt ikke at være sådan.

Mine skjulte konkurrerende forpligtelser

Her blev det rigtig svært for mig, for hvad ville der egentlig ske, hvis jeg gjorde det modsatte? Af en eller anden grund var det ikke så let at svare på. Det første, der faldt mig ind var, at jeg måske var bange for at blive afvist. Det passede bare ikke rigtig ind. Jeg har taget kontakt til mange mennesker som har afvist mig, uden at det har generet mig. Derfor satte jeg spørgsmålstegn ved denne bekymring. Det næste der faldt mig ind var, at jeg måske var bange for at spilde andre menneskers tid. Hvis de nu faktisk ikke gad tale med mig, var det måske bedre at lade være med at indlede en samtale i første omgang. Det var dog heller ikke nogen passende forklaring, jeg kunne sagtens tale i timer om jordvarme selvom det måske ikke var super interessant for den der lyttede, hvorfor jeg også satte spørgsmåltegn ved den bekymring.

Så skete der noget. Det slog mig pludselig at det måske var min egen tid jeg var bange for at spilde. At bruge en masse tid på at tale om noget, der ikke rigtig sagde mig noget, kunne godt være en legitim bekymring fra mit synspunkt. Det ledte mig videre til at jeg faktisk nok ville være bekymret for at skulle være den, der afsluttede en samtale jeg selv havde startet. Tidligere i mit liv havde det at blive afvist været en frygt for mig, og på en eller anden måde ville jeg være ked af, at skulle udsætte andre for den samme følelse.

På baggrund af den her bekymring forsøgte jeg at definere nogle konkurrerende forpligtelser. Den her del var jeg ikke særlig god til, og derfor er den her del af min forandringsimmunitet måske ikke det bedste eksempel. Listen endte med at være: Jeg føler mig skjult forpligtet til ikke at:

Såre andre mennesker
Spolere andre menneskers glæde
Ikke at være til overs

Min store antagelse

Jeg kæmpede virkelig med de konkurrerende forpligtelser, for jeg kunne ikke mærke dem. Det var lige indtil en anden deltager sagde: “Det ser ud som om du har det svært, vil du prøve at fortælle mig hvad du har skrevet”

Lige idet jeg skulle formulere en sætning dukkede der i et splitsekund et kartesisk koordinat op i hovedet på mig. Det er en model fra en bog der hedder The User’s Manual to the Brain (den kommer på bloggen senere), det vidste jeg bare ikke på det tidspunkt. Billedet fik på en eller anden måde ti-øren til at falde på plads for mig.

Før jeg kunne nå at sige noget til den anden deltager, begyndte jeg at græde. Det var nogle mærkelige tårer, for følelsen af at være ked af det var sådan set ægte nok, men samtidig var jeg bare enormt glad for at have forstået, hvorfor jeg havde så svært ved at knytte kontakt til andre mennesker.

Jeg havde opbygget en overbevisning der sagde, at hvis jeg engagerede mig i andre mennesker, så ville nettomængden af lykke i verden blive mindre.

Kort og godt. Tal med andre mennesker, og se dem blive mindre lykkelige som resultat. Som en anden deltager på kurset sagde: “Det var godt nok en vild antagelse!”

I det øjeblik kunne jeg mærke, at der var sket noget med mig. Den her indsigt forklarede så meget af min uproduktive adfærd. Det lykkedes mig adskillige gange at komme så tæt på antagelsen, at jeg blev stærkt følelsesmæssigt påvirket. Gamle minder dukkede op, hvor jeg havde følt at mine input havde skabt en situation, der blev markant dårligere end udgangspunktet.

Hvad gør man så med sin forandringsimmunitet?

Når sådan en indsigt viser sig, er det vigtigt at begynde at handle på den. Ellers, siger Kegan, går din indsigt bare i sig selv, og systemet vender tilbage til normalsituationen. Måden at handle på en overbevisning er, at opstille nogle sikre eksperimenter, der kan hjælpe med at afgøre om antagelsen virkelig er sand, eller om den er falsk.

I mit tilfælde handlede det om at åbne op, tale mere med andre mennesker om mine udfordringer, tanker og følelser. Jeg fik ret hurtigt lejlighed til at teste min antagelse, gennem en samtale med en anden deltager i Stifinderprogrammet. Resultatet blev naturligvis, at han var glad for min ærlighed, og at han faktisk havde tænkt de samme tanker.

Da jeg kom hjem fra Stifinderprogrammet talte jeg meget med min nærmeste familie omkring den her indsigt, og det blev efterhånden nemmere og nemmere for mig at omtale min antagelse, uden at blive følelsesmæssigt påvirket af den.

Det første også til, at jeg indledte en lang række dybe samtaler med mennesker jeg havde haft kontakt til igennem flere år, men hvor vores korrespondance aldrig havde haft den samme dybde som den fik efterfølgende. Det lykkedes mig også at skabe en række nye kontakter, der medførte en lang række frugtbare samtaler og korrespondancer.

Min adfærd ændrede sig på utroligt mange områder, men det sjove er, at i tråd med NLP’s logiske niveauer, så følte jeg faktisk slet ikke nogen forandring af min identitet. Jeg var stadig fuldstændig den samme. Gennem en ændret adfærd var det bare lykkedes mig, at give min omverden et bedre indblik i, hvem jeg hele tiden har været og stadig er!

For dem der siger: “Jeg er som jeg er, og det skal ingen lave om”, kunne svaret måske være: “Du har ret, men du er ikke det du gør, og måske er det du gør lige nu ikke i overensstemmelse med den du er”

Vi er hverken vores adfærd, vores kompetencer eller vores overbevisninger. Vi er dem vi er, inderst inde, og den erkendelse giver friheden til at blive bedre, ved at ændre de ting vi ikke er. Her kan Robert Kegans værktøj mod forandringsimmunitet være en god hjælp til at komme tættere på kernen.

Det var det i hvert fald for mig!