The Essential Peirce – Volume 1 (1867 – 1893)

The Essential Peirce Book Cover The Essential Peirce
Charles Sanders Peirce, Nathan Houser, Christian J. W. Kloesel,
Philosophy
22/11/1992
448

Denne bog indeholder en samling af tekster skrevet af den amerikanske filosof Charles Sanders Peirce. Der er 25 tekster fra perioden 1867 til 1893. Af titlen "volume 1" afsløres, at der er en bog mere. Der er vitterligt tale om "The essential Peirce", for det anslås at Peirce efterlod sig omkring 1.650 ikke-publicerede tekster, med et omfang på over 100.000 sider.

Peirce berørte et væld af emner i sine tekster, med bidrag inden for matematik, statistik, logik, filosofi, metafysik, kemi, osv. I mange af disse felter kan man finde påvirkninger fra Peirce, hvis man graver lidt i historien.

I den litteratur, hvor jeg har bevæget mig, er han nok mest kendt som ophavsmanden til pragmatisme og abduktion. Men hvis man tror, at det at læse Peirce er en tør introduktion til videnskabelig metode, så tager man fejl. Det kan godt være lidt langhåret at læse nogen af hans tekster, mens andre er virkelig inspirerende og utroligt relevante trods deres alder.

Nassim Nicholas Taleb skrev i bogen "Fooled by Randomness" at Peirce var 100 år forud for sin tid. Det er mit indtryk, at der er noget om snakken!

Nogen gange køber jeg bøger, der får lov til at stå at modne i lang tid på bogreolen før de bliver læst. Det var tilfældet med “Mit Liv” af Bill Clinton, og sådan blev det også for The Essential Peirce Volume 1. På forunderlig vis, fik jeg fornemmelsen af, at tiden var inde til at læse bogen. 

Da jeg var ErhvervsPhD-studerende i implementering af ledelsesfilosofi fra 2009 til 2012, var det oprindeligt tanken at jeg skulle skrive en antologi. En samling af artikler, der skulle udgives i videnskabelige tidsskrifter og udgøre min afhandling. Undervejs skiftede retning og besluttede mig for at afhandlingen skulle tage form som en monografi (en bog), fordi det forekom mig svært at bringe min værts-virksomhed i spil i artiklerne. De ville simpelthen blive for svære at publicere.

I foråret 2011 fik jeg den tanke, at den metodiske del af min afhandling bedst hørte hjemme i pragmatismen. Derfor bestilte jeg begge bøger i serien “The Essential Peirce”, og parkerede dem på mit kontor på universitetet i Kolding. Her blev de stående til jeg afbrød mit PhD-studie i 2012, hvor de rykkede med hjem på bogreolen i Grindsted, og senere flyttede med til vores nybyggede hus. Seks år endte der med at gå, inden den første blev læst!

Inspirationen til at læse første bog kom fra en uventet kant. I mit PhD-studie arbejdede jeg med ledelsesfilosofien Theory of Constraints (TOC). Det skulle være selve konteksten for afhandlingen. I forhold til implementering faldt jeg i 2011 over Robert Kegan’s teori om mental kompleksitet, som en god forklaringsmodel for de udfordringer sådan en implementering kan give. Siden da forsøgte jeg at integrere TOC med Kegan’s teori, bl.a. gennem et samarbejde med Mahesh Gupta fra University of Louisville. Vi havde lidt forskellige tilgange til en videreudvikling af værktøjet Evaporating Cloud fra TOC, og trak derfor lidt i hver vores retning.

Efter første modul af Stifinderprogrammet, begyndte vores dialog dog at konvergere. Jeg begyndte at se en klar sammenhæng mellem Evaporating Cloud og Immunity to Change. På et tidspunkt peger Mahesh Gupta mig i retningen af en fyr fra New Zealand ved navn Kelvyn Youngman, der er anerkendt inden for Theory of Constraints som ekspert i Evaporating Cloud, og som også kender til Robert Kegan. Da det går op for mig at Kelvyn har en bachelor som geolog og en master i energi (der passer godt sammen med min interesse i lodret jordvarme), beslutter jeg mig for at trodse min tidligere tilbageholdenhed overfor at komme i kontakt med mennesker.

På dette tidspunkt er Kelvyn i gang med at skrive en bog. Jeg får lov at læse den og give ham feedback. Bogen er virkelig interessant, og får sit eget indlæg når Kelvyn bliver færdig med den og får den udgivet. Vi udveksler lange og hyppige mails i perioden mens jeg læser bogen, og det er var på mange måder en intellektuelt meget stimulerende tid.

Tilbage til Peirce. I Kelvyns bog præsenterer han en matrice med fire felter og en dynamik imellem dem. Matricen forklarer på mange måder den samme dynamik som Kegan beskæftiger sig med, og mere til. Hen mod slutningen af bogen begynder Kelvyn at skrive om abduktion, og dermed opstår linket til Charles Sanders Peirce.

Med den beskrivelse Kelvyn giver, får jeg en meget stærk impuls til at hive “The Essential Peirce volume 1” ned fra hylden. Den kommer med på ferie i maj måned 2017, og viser sig at passe perfekt ind i den udvikling jeg gennemgår i forbindelse med Stifinderprogrammet.

Mine favorittekster er uden tvivl “A guess at the riddle” og “Evolutionary Love“. Begge kan læses gratis på nettet. Begge tekster har ydet et bidrag til, hvorfor jeg i dag siger, at jeg nok aldrig bliver religiøs, men er blevet spirituel.

Omfanget af noter jeg tog til bogen, viser noget om, hvor spændende jeg synes den var at læse:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *