Religion og spiritualitet

For nylig stødte jeg på en artikel om B.S. Christiansen med titlen: “Vi skal passe godt på tiden.” Mit kendskab til B.S. er ikke så stort, da det begrænser sig til et par afsnit af forskellige udsendelser på TV og et enkelt foredrag i den lokale sparekasse. Alligevel har jeg haft en idé om, at de utilpassede unge, der koster millioner at anbringe på institutioner, burde anbringes hos folk som B.S.

I artiklen er der mange grundlæggende synspunkter, som jeg selv forsøger at leve efter (med varierende succes):

  • At tiden er det mest dyrebare vi har, og derfor skal det vi bruger den på, give mening!
  • At vi skal være taknemmelige for livets gaver, også dem der kommer i grim indpakning.
  • At hvert mennesker indeholder noget unikt, der kan bidrage positivt til verden.
  • At vi skal finde ind til det i os selv, der gør, at vi kan bidrage positivt til samfundet.
  • At der er noget, der er større end os selv, og det er det samme for os alle!

Især det sidste er noget jeg arbejder på at forstå. Det er egentligt ikke så fremmed for mig, idet jeg husker min morfar har sagt, at han ikke kan forstå folk skal skændes over religion. Han mente nemlig at uanset, hvad man vælger at kalde Gud, så er det samme fænomen vi taler om. Dengang han sagde det, havde jeg en intuitiv fornemmelse af, hvad han mente. At der ikke var nogen grund til splittelse på grund af religion.

Når det så er sagt, er det i bagklogskabens lys, ikke sikkert at jeg forstod budskabet særlig godt. Den dag hvor jeg oprettede min Facebook profil, tilbage omkring 2008, var der et spørgsmål om religiøs overbevisning. Selvom jeg er døbt, konfirmeret, og betaler kirkeskat, blev mit svar på spørgmålet “Personal beliefs”.

Mig bekendt har mine oldeforældre været relativt religiøse. Det har smittet af på mine bedsteforældre, som aldrig har prædiket religion. Måske har der endda været en snert af modstand overfor dogmatisk religion. Mine forældre har heller ikke prædiket religion, men har alligevel holdt fast i at vi skulle døbes og konfirmeres.

Gennem min opvækst dannede jeg det indtryk, at børn af religiøse forældre, blev holdt i en unødvendig kort snor. Der var en lang liste af uacceptabel adfærd, såsom: At sige bandeord, at drikke alkohol, at lytte til bestemt musik, sex før ægteskabet, osv.
Derfor opstod der hurtigt en dualisme i folkeskolen. Var man kristen eller var man ikke kristen?
En sjov dualisme, for vi var stort set alle sammen døbt, og blev stort set også konfirmeret alle sammen. Jeg bekendte mig til “ikke kristen”.

Selvom kristendommen ikke gjorde indtryk på mig, havde jeg alligevel en eller anden fornemmelse af, at der er noget som er større end os selv. I ungdomsårene interesserede jeg mig for bl.a. zoneterapi, hypnose og NLP. Min fascination af det underbevidste sind, har nok været en tungtvejende årsag til at spørgsmålet fra Facebook ikke blev besvaret med “Ateist”.

Siden 2008 har det flere gange været i mine overvejelser, om det var på tide at melde sig ud af folkekirken. I 2010 blev mit livs udkårne og jeg viet på rådhuset, som en praktisk foranstaltning for at beskytte vores barn. Samtidig lovede jeg dog, at vi skulle holde et kirkebryllup senere. I 2016 planlagde vi vores kirkebryllup og i den forbindelse legede jeg med tanken om at melde mig ud når vi var blevet viet. Min tanke var at den sparede kirkeskat kunne bruges på en månedlig massage, eller andet som ville give mig mere end folkekirken.

Da jeg i starten af 2017 deltog i første modul af Stifinderprogrammet, skulle vi arbejde med at definere vores egne personlige kerneværdier. Her havde jeg en klar fornemmelse af at kærlighed skulle være en af mine kerneværdier.

Efter det første modul af Stifinderprogrammet begyndte jeg at åbne mere op overfor mine omgivelser. Det betød bl.a. meget dybere korrespondancer med en amerikansk professor, jeg havde udvekslet mails med on/off i mange år. I en af vores korrespondancer kommer vi ind på spiritualitet, og noget i mig siger: “Prøv lige at gå på google og led efter det første brev til korintherne”. Det viser sig så, at her står de ord jeg har hørt så mange gange, men aldrig rigtig lyttet til:

“Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.”

Det første brev til korintherne er også kendt som kærlighedens evangelium, har jeg senere fundet ud af.

Imellem modul 1 og modul 2 af Stifinderprogrammet besluttede jeg mig for at lære en bestemt form for selvhypnose. I den proces spurgte min instruktør mig: “Er du spirituel?”

Mit svar var: “Hvis nogen spørger mig, om jeg er spirituel, vil jeg nok sige at jeg er ateist, bare for at undgå at blive sat i bås, men jeg tror på at der er mere end vi kan forstå”

I vores meget rationelle verdensopfattelse har spiritualitet en tendens til at blive sammenlignet med overtro, horoskoper, en fascination af krystaller, tarotkort, clairvoyance, osv.

Som et eksempel på hvad jeg mente med mit svar, gav jeg en konkret oplevelse. Det skete på et tidspunkt efter modul 1, at jeg skulle revidere en videnskabelig artikel. Der var et stykke omstændigt (og trivielt) analysearbejde tilbage. En morgen fik jeg den idé, at måske havde professoren i Amerika en videnskabelig assistent, som kunne hjælpe med at få artiklen gjort færdig. Min intention var at skrive ham en email når jeg kom på kontoret. I takt med arbejdsdagens begyndelse glemte jeg alt om den intention, og fik aldrig sendt emailen. Da jeg kom hjem lå der en mail fra professoren. Han havde brug for at jeg lige gav nogen oplysninger til hans videnskabelige assistent om et stykke software jeg havde udviklet. Til sidst i mailen stod der så noget i retningen af:
P.S. Det her er min videnskabelige assistent, som jeg er så heldig at have. Jeg har villet spørge dig om, hvorvidt der er noget han kan hjælpe med, i forhold til at lave vores artikel færdig.

Det er for mig en spirituel oplevelse, når jeg føler at kunne sende emails med tankens kraft.

I den her proces lærte jeg at skelne mellem religion og spiritualitet. Det er den samme erkendelse jeg læser ud af artiklen med B.S. Christiansen. Der er noget der er større end os selv, og det er det samme fænomen for os alle.

Den her erkendelse førte mig til den beslutning, at jeg ikke ville melde mig ud af folkekirken alligevel. Jeg bliver nok aldrig religiøs, men jeg synes det er synd og skam at ofre det spirituelle budskab om fællesskab på grund af religionen. Den spirituelle fattigdom, der risikerer at opstå som et resultat af ateisme, synes nogen gange også at kunne antage en nærmest religiøs overbevisning, til skade for samfundet.

One Reply to “Religion og spiritualitet”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.