Vi er nu en lykkelig familie som rummer tre helt fantasiske og unikke drenge, som hver i sær gør os super stolte og lykkelige, men siden sidste beretning hvor jeg forventede at baby ville komme før tid som vi jo var vant til er der sket meget 🙂
Vi havde en fantastisk juleferie, hvor der var hele to ugers ferie, synes det gik overraskende godt, trods en højgravid mor og et par baryler med masser af energi. Hvor i sær børnene nød at der var tid til at fordybe sig i Williams nye spil skylanders til tabletten samt brætspillet vildkat hvor vi alle kunne være med. Desuden var ferien beriget med en masse familie besøg og i det hele taget fik den ikke for lidt på hygge kontoen. Vi sluttede ferien af med et besøg hos gode venner ved Skanderborg d. 4 januar, tænkte det var et meget passende tidspunkt, da Arthur jo blev født dagen efter jeg havde været der som højgravid med ham – det havde dog ikke samme virkning denne gang. Weekenden efter tog vi i legeland, meget passende foreslog William at vi skulle bowle, hvilket jeg synes var meget passende, da det jo var det vi foretog os dagen inden William blev født og da jeg på dette tidspunkt var jeg 39+3 uger henne og utålmodigheden var med at melde sig – Det var fantastisk hyggeligt, og vi havde en fantastisk dag, til trods for den høje aktivitet, havde det ikke anden effekt end træthed hos mig. Efterfølgende torsdag (40+1) havde jeg tid til en hindeløsning hos jordmoderen, som selv havde forslået dette for at se om hun kunne fremme processen, da der som hjemmefødende er nogle lidt strengere procedurer for hvornår man skal i fødsel. Resten af torsdagen mærkede jeg ikke nogen effekt, vi spiste aftensmad hos mine forældre, og jeg gik forventningsfuld i seng, med et håb om der snart skulle ske noget. Jeg sov dårligt om natten og havde lidt uro i kroppen, men intet som mindende om hverken veer eller plukveer. Da jeg stod op havde jeg blødt (hvilket er en naturlig reaktion efter en hindeløsning). Da jeg afleverde William og Arthur i børnehave havde jeg et par kraftige plukveer og blødningen havde tiltaget en del, så jeg ringede til at fødegangen for at sikre mig om det var okay, og blev beroligede med at det forsat var en almindelig reaktion. Jeg fornemmede i løbet af formiddagen at der var optakt til noget, men kun i bevægelse, når jeg lagde på sofaen skete der intet. Sørens moster Annette skrev tilfældigvis til mig på facebook samme dag:
”Idag er også en dejlig dag. Den 16. Januar – ser da flot ud i tal og bogstaver. Vejret er indvejr, men man kunne jo også gå en lille tur og få lidt frisk luft. Jeg har fri. Jeg kom lige til at tænke på dig Knus”
Jeg tænkte ”hvor har hun ret, nu må jeg lige tage mig sammen og selv gøre noget aktivit for at få baby ud”. Jeg gik en tur forbi en grund vi drømmer om, hvilket var koldt, regnfuldt og blæsende, men indimellem kom der et par veer, dog i kraftigere end at jeg kunne gå imens. Da jeg kom hjem forsatte de med at forsvinde når jeg slappede af, så jeg støvsuge, dansede, tørrede støv af med mere. Da veerne var permantente både stillesidden og i bevægelse skrev jeg til Søren at jeg gerne ville have han kom hjem (da jeg håbede og forventede at det ville gå hurtigt). Da Søren kom hjem havde jeg informeret fødegangen i Kolding om at jeg troede at det ville blive i dag (d. 16), til min store skuffelse udelukkede hun at de p.t. havde mulighed for at kører ud til hjemmefødsel, men da det heller ikke var akut på daværende tidspunkt aftalte vi at snakkes ved senere. Da Søren kom hjem var jeg forsat skuffet over den udmeldelse fra Kolding sygehus og mens jeg frustreret gik og pakkede pusletasken, ringede Søren til fødegangen, og forklarede dem at vi ikke var orienteret om at de kunne afvise en hjemmefødsel og at vi ville ringe til Esbjerg og hører om det var en mulighed. Efterfølgende oplevede vi et godt samarbejde i vores dialog med Kolding Sygehus og vi holdt dem orienteret løbende. Det vidste sig nemlig at denne tredjefødsel på alle måder var så forskelligt fra de andre. Veerne gik ind i mellem i sig selv, og var på intet tidspunkt fredag særlig slemme, Søren havde hentet William og Arthur i børnehaven og vi havde dem hjemme hele dagen. Med Pizza til aftenmad efterfulgt af disney sjov og x-factor. Også natten til lørdag sov jeg ganske fint, var kun vågen enkelte gange. I løbet af lørdagen tiltog veerne i stykre, men stadig meget uregelmæssige. Vi skulle have været til fødselsdag lørdag aften så børnepasning var arrangeret, og kl 17 kom William og Arthur hjem til mormor og morfar. Jeg lå i sengen det meste af dagen for at lade op og holde øje med veernes interval og varighed. Først sent begyndte de at tage rigtig sent, og først omkring kl 22 begyndte de at være med 7minutters mellemrum og af et minutsvarighed, men stadig ikke helt regelmæssige jeg beslutede mig dog for at ringe efter en jordmoder kl 22.45 da de trods alt har knap en times kørsel hjem til os. Det viste sig at være en korrekt beslutning, den time vi ventede tog veerne til både i intensitet og varighed. Da jordmøderne ankom, var jeg netop ved at kaste op, så jeg er glad for det ikke var os som skulle ud at kører. De undersøgte mig som det første, de vurderede babyen til ca. 3200 gram, jeg var helt åben og dermed skulle de hører hvor jeg ville føde. Det kom som en overraskelse at jeg allerede var så langt i processen, men også en lettelse, da den sidste times veer havde været hårde. Jeg kom i vores fødekar, som Søren netop havde fået fyldt, og det var en fantastisk følelse, første gange jeg har brugt badekar i forbindelse med en fødsel. Vandet blev det taget mens jeg var i vandet, og presseveerne blev hurtigt mere intense. 00.44 d. 18 januar blev vi forældre til en smuk lille dreng som kom til verden i fødekarret på vores badeværelse. Han var så smuk og fin, den var en utrolig rørende og smuk oplevelse, og med det samme blev jeg overvældet af kærlighed til dette lille væsen og tvivlende på at elske tre lige højt blev med det samme fejet væk.
Om morgenen ringede jeg over til mine forældre og hørte hvordan det var gået med at passe William og Arthur, hun fortalte lidt om at de havde sovet rigtig godt og først lige var stået op (kl var her 08.20). Først efter lidt tid spurgte min mor til hvordan jeg havde det, hun var jo klar over at jeg havde haft lidt veer fredag og lørdag, jeg kunne med glæde meddele at vi gerne ville tage lillebror med over til en rundstykke, var vidst lige ved at tage pusten fra mormoren, som blev meget begejstret. Søren informerede hans forældre, og vi det arrangeret sådan at de også kom hjem til mine forældre til morgenkaffe.
Da vi kom var det især Arthur og fætter Valdemar som var vildt begejstret for den lille fyr. William trak sig lidt og gad ikke rigtigt sin lillebror. Men allerede dagen efter var den lille fyr accepteret også af William, som har ville sidde med ham hver dagen siden, og slet ikke kan få nok af ham nu. Arthur har lidt mere krudt i røven og sidder ikke så meget med ham, hvilket kom efter at han blev gylpet på 🙂 men ingen tvivl om han elsker ham højt, begge to fortæller stolt om ham til venner, pædagoger og alle andre der interessere sig, og efter han har fået navn, Hector, er de også gode til at irettesætte folk som kalder ham lillebror, eller lille fyr med ”han hedder altså Hector”. Jeg er generelt positiv overrasket hvor nemt det har været at gå fra at være en familie på fire til en familie på fem. Der har på intet tidspunkt været tegn på jalousi, hvilket vi i stor stil kan takke Hector for, for hold da op han er en fantastisk nem baby, der gik et par dage inden vi fandt ud af at han kunne skrige, og stadig er det meget sjældent at vi hører det for alvor.
Søren havde barsels de første to uger, hvilket vi nød med Hector. Nu har hverdagen trængt sig på, det er mig som aflevere William og Arthur i børnehaven kl 9 og henter dem igen kl 15. Jeg havde frygtet hvordan det skulle hænge sammen, men indtil videre går alt så godt. Jeg er så glad for at kunne give de store korte dage i børnehaven, og holde dem hjemme når vi har planer, samt jeg har energi til at kunne være en super mor for Hector de timer vi er alene hjemme, takket være min nattesøvn, som han oftest kun forstyrre når han skal spise hver tredje time, så jeg formår at vågne veludhvilet.
Vi har nu kendt Hector i 23 dage, og hvor har han bare udviklet. Bevidstheden om at det er sidste gang med en lille baby, gør det hele så specielt og jeg nyder hvert et øjeblik. Allerede nu er han meget observerende i hans blik, og drejer hovedet efter lyd og lys, han er super stærk og rank i ryggen, og I dag har jeg fået to bevidste og meget overbevisende smil, hvilket røre mig helt ind i hjertet, men samtidig minder mig om hvor hurtig tiden går.
Vi har allerede nu haft besøg af sundhedsplejen to gange og de er naturligvis meget tilfredse med Hector. Ved fødslen vejede han 3000 g og 50 cm, 9 dage efter vejede han 3220 og var 52 cm og i fredags 19 dage gammel var han 53 cm og 3520 gram.
Hverdagene går en efter en, og vi er endnu ikke kommet i gang med mødregruppe, lange gåture, biograftur, babysvømning men ting jeg glæder mig til at udforske de næste mange måneder med vores skønne Hector <3