Hurra, i dag er det min fødselsdag, og vi har været tidligt oppe for at komme til rutinescanning på Kolding Sygehus. Det betyder at dette indlæg indeholder nye scanningsbilleder og lidt information om barnets sundhedstilstand.
Vi havde glædet os rigtig meget til dagen i dag, fordi det efterhånden er længe siden at vi har været til nakkefoldsscanning, og Ann mærker jo ikke rigtig noget til barnet, så vi glædede os begge til at få at vide at barnet har det godt og vokser som det skal.
Tidligt i morges (lidt for tidligt efter min smag) ringede vækkeuret og vi tog afsted til Kolding Sygehus. Denne gang havde vi bedre kendskab til hvor vi skulle finde svangreskabsambulatoriet. Vi nåede kun lige at sætte os i venteværelset, så kom en mandlig jordemoder og hentede os. Det første der overhovedet kommer frem på skærmen da han begynder at scanne, er det nederste af de to billeder der er vist nedenfor. (Rul ned nu for at se billedet nederst på siden)
Tænker I mon det samme som jeg gjorde da det dukkede op på skærmen? Konklusionen er i hvert fald klar. Som den mandlige jordemoder sagde, så er det med 90% procent sikkerhed en lille dreng, som Ann har i maven.
Det var også en masse andet interessant information ved scanningen. Bl.a. fik vi at vide at moderkagen ligger på ydervæggen (altså ud mod maveskindet). Det betyder at for at Ann skal kunne mærke barnet, så skal den altså sparke så hårdt, at det kan mærkes på trods af moderkagen. Det betyder at der kan godt gå lidt længere inden at Ann kommer til at mærke liv, men det skal nu nok komme.
Så var der det vi egentlig kom for, barnets sundhedstilstand. Maven blev scannet fra mange forskellige vinkler og der blev taget mål af lårbensknogler, kranie, lillehjerne, osv. Ud fra disse mål blev vi præsenteret for et stykke papir som viser at barnet vokser fuldstændig som det skal. Jeg ville gerne have scannet papiret ind til Jer, men vi fik det vist ikke med fra sygehuset (jeg ved ikke om det var meningen vi skulle have det). Under alle omstændigheder var alt som det skulle være, og det var bare helt perfekt!
Han var også inde og kigge på barnets ansigt, for at tjekke for læbe-ganespalte. Her kunne han se en fuld overlæbe, så umiddelbart er det også helt perfekt. Han kunne selvfølgelig ikke give nogen garantier for at barnet var 100% sundt og raskt, men alt hvad han kunne se så ud som det skulle. Det var virkelig rart at høre.
Jeg har fået penge til en 3D scanning af Jytte og Sv. Aage i fødselsdagsgave, så når vi kommer længere hen i graviditeten så skal vi ned og have foretaget sådan en scanning, hvor man kan se ansigtsudtryk og hvor man får en lille DVD med fra scanningen. Det ser jeg frem til, for det bliver uden tvivl rigtig spændende.
Både Ann og jeg har ferie i den næste uge, så det var meningen at vi skulle låne min mormor og morfars sommerhus i Hvidbjerg fra søndag til onsdag, men planen er blevet ændret lidt, for Ann har givet mig et luksusophotel på et hotel i Vejle i gave, og det er fra søndag til mandag. Her skal vi bl.a. have massage og i spabad, så der bliver rig mulighed for at slappe af! Er der nogen, der er misundelige?
Stort tillykke med fødselsdagen, det var da en rigtig god gave at få, at alt så fint ud. Håber I alle "3" må have en rigtig god dag.
Knus fra farmor
Hej.
Ih, hvor dejligt at høre, at alt ser fint ud. Om "den" har en tap eller ej. Vi glæder os alle uanset, hvad "den" har.
Hav en rigtig god dag allesammen.
Knus fra Annette.
Det bliver altså bare mere og mere spændende 🙂 Kan bare ikke vente med at blive faster – nevø eller niece, så kan ventetiden kun blive for lang.
Så er det første stykke babytøj købt, synes dælme jeg havde ventet længe nok nu, ved du forstår Linette 😉
Vi er to her som glæder os meget både på jeres og egne vegne. Det bliver garanteret et rigtig dejligt barn.Flot billede.Vi ønsker alt godt for I to + lille.Knus fra olderne i Billund