Endnu en tur til jordemoder

I dag har vi både været til jordemoder, samt amme- og forældreforberedelse på Kolding Sygehus. Vi kan allerede nu afsløre, at vi fik sat ansigt på jordemoderen “Signe”, som denne gang hverken var syg eller på ferie.

Der var egentligt ikke så meget nyt i jordemoderbesøget, andet end at alt er som det skal være. Den vigtigste information var, at den lille drengs hoved nu står fast i bækkenet, og det betyder at vi ikke behøver at ringe efter en ambulance, hvis Ann pludselig begynder at føde. Han blev skønnet af både jordemoderen og den jordemoderstuderende til at veje omkring 2800 gram, og det er en fin størrelse. Vi fik også at vide, at grunden til at Anns mave, ikke syner af så meget, primært skyldes at vi begge er ret høje i forhold til vores køn, hvorfor det sikkert også gælder for barnet. De fortalte også, at vi kan forvente, at han tager 250 gram på pr. uge, så han kan hurtigt blive en stor baby! 🙂

Der blev fastlagt to nye tider til jordemoderkonsultationer: 18. februar og 4. marts. Så er de booket i tilfælde af, at barnet ikke er født til den tid. De nævnte også at det som sådan ikke gjorde noget, hvis Ann fødte fra lørdag og frem, som vi også selv havde spekuleret på i vores tidligere indlæg her på bloggen.
I går havde Ann lidt ondt ved ribbenene, mens hendes mave var helt hård, hvilket godt kunne tyde på, at hun er begyndt at mærke mere til sine plukkeveer. Det var dog ikke noget hun beklagede sig synderligt meget over.

Så var vi til amme- og forældreforberedelse, hvor vi fik en masse information om amning, og den første tid efter fødselen. Der blev aflivet en lang række kendte myter om amning, og der blev gjort en del ud af at understrege vigtigheden af forældrekontakt i den første tid. Undervisningen blev ledet af en sundhedsplejerske fra Aalykkedistriktet, som jo netop er det område af Kolding, hvor vi bor. Da de er to i det distrikt, så er der 50% chance for, at hende vi mødte der, også bliver vores sundhedsplejerske. Hun var meget flink, så det ville bestemt ikke gøre noget.

Nu ser vi frem mod næste konsultation, og evt. fødslen, det kan jo ske før end vi aner.

2 Replies to “Endnu en tur til jordemoder”

  1. Neeej, jeg har helt sommerfugle i maven på Jeres vegne. Det bliver godtnok spændende nu – hold da helt op! Og nu skal I jo sige til hvis I mangler hjælp til et eller andet, noget I gerne vil ha’ ordnet inden fødslen 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *