En tiltrængt opdatering

Det er efterhånden mere end en måned siden, at vi opdaterede bloggen sidste gang. Det skyldes mest af alt, at vi bruger næsten alt vores tid på at lege med William eller slappe af 🙂 Nu er det dog på tide at berette om nogen af de ting, der er sket, og der er også et par videoer af vores dejlige dreng.

På nuværende tidspunkt er William 6 måneder, 3 uger og 3 dage gammel og der er sket rigtig mange spændende ting siden vi skrev sidst. Faktisk tror jeg at der er sket så mange spændende ting, at jeg slet ikke kan huske dem alle, I må derfor nøjes med nogen af dem der er sket for nylig.

William har fået en lille tand. Den er kun liiige brudt op igennem tandkødet, men den er der, og den kan høres når han drikker af sin kop. Det sker ca. 3 gange om dagen, som er de gange han får fast føde i løbet af sådan en dag. Han er bestemt ikke kræsen den lille fyr, og nogen vil måske mene, at det ikke er noget han har fra sin far.

En anden af de større ting, der er sket siden sidst, er at William har lært at “møve” sig frem. Han trækker jeg simpelthen afsted på maven. Han kan komme over dørtrin, under borde, og ja, alle steder hvor der er plads til en lille baby på knap 7 kg. I går aftes satte jeg min computer til at lukke ned og gik derefter en tur med Georg. Da jeg kom tilbage var der stadig noget som brummede fra kontoret. Det viste sig at William havde tændt min sekundære computer, ved at kravle hen og slå lidt på den.

Vi skal virkelig også holde øje med ham, for at han ikke lige pludselig har fundet sig et af Georgs stykker legetøj. Samtidig har vi et andet problem, og det er at Georg hjertens gerne bringer sit legetøj hen i nærheden af William. Om under en måned er det min fødselsdag, og det der står højst på min ønskeseddel er låge til trappen (udformet i samme stil som vores trappe), som vi kan få sat for i køkkenet, så William ikke tager en tur ned af trappen. Vi har en lille video som illustrerer hvor langt han kan bevæge sig i lejligheden og hvor glad han er for Georgs legetøj:

[youtube u0QW8eJbTu8]

Der kommer også mange flere lyde fra William nu, end da han var 5 måneder. William og jeg havde en interessant samtale i går, som jeg nåede at fange lidt af på min mobiltelefon. Det er der også blevet en lille video ud af. For en god ordens skyld, skal jeg lige nævne at det er William, der laver de søde babylyde og det er mig, der lyder som en sindsforvirret thai-kvinde.:

[youtube thJ1YUcKie8]

Siden sidst har vi også være på ferie i Lalandia hele familien. Det var en rigtig god tur, hvor vi nærmest havde hele Lanlandia for os selv. Vi fik naturligvis mange besøg i løbet af den ferie, og William fik prøvet badelandet af.

Derudover går alt som det skal herhjemme. Jeg arbejder fra 8 til 16 hver dag indtil jeg får svar på, om jeg skal skrive en Erhvervs-PhD eller ej. Ann nyder sin barsel, hvor hun og William bl.a. er startet til gymnastik. Vi håber ikke at der skal gå lige så lang tid inden vi kommer med næste opdatering, men vi giver ingen garantier 🙂

3 Replies to “En tiltrængt opdatering”

  1. Det gør ikke noget, at der går lidt tid i mellem opdateringerne – det er naturligt nok 🙂 Og hvor er det dejligt at se så meget udvikling. Han er jo desværre ikke helt så glad for at vise sine fremskridt frem for familien, og lidt kostbar er han også. Men jeg håber snart at min nevø giver en krammer til faster, og at vi kan øve os på at gå rundt over det hele. Glæder mig også til at se den lille fyr kravle.

  2. Jeg skal lige love for at der er sket noget med William, det går bare stærkt for ham at komme rundt, så det haster vist med at få en låge for trappen.Det er skønt at følge jer her og nu får jeg også højttalere på,det glæder jeg mig til. Vi hørte jeres snak hos oldefarmor i søndags.Knus til jer alle tre fra olderne

  3. Nu kunne vi da godt tænke os at høre lidt mere.Vi var kede af at vi ikke kunne være med sidste lørdag i Skjoldbjerg, men vi har hørt at William stadig finder på nye og sjove ting.Kan I have en god søndag og kærlige tanker til jer fra olderne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *