Buddy, Cutie, adorable – Vi er kommet til Amerika

William er nu 16½ måned, han er efterhånden ved at være et ret underholdende selskab. Siden sidst er William begyndt at sige flere ord, gå/løber fuld kontrollereret, forstå beskeder og meget mere.

Vil i denne tekst primært beskrive vores rejse herover, samt vores første tid herovre da der er sket så meget på det sidste.

Søren tog allerede af sted d. 18 juni, William og jeg skulle selv tage rejsen til Louisville d. 1. juli, altså skulle vi undværer far Søren i 14 dage hvorefter vi skulle rejse selv, hvilket i sig selv umiddelbart ville blive en stor prøvelse.

Dagen op til rejsen skulle jeg have de sidste dage i skole, have afleveret en eksamens opgave, pakke samt gøre hjemmet rent. Den første uge tog vi ganske roligt, en aften var det Sankt Hans hvor William og jeg tog med en veninde ned til Slotssøen, en dejlig aften. De andre dage tog hinanden med skole/dagpleje og aftenerne med hjemmehygge.
Den øvrige tid fik vi stor hjælp af alle bedsteforældre, som glædeligt tog sig af William, for at nyde den sidste tid med ham inden afrejsen.

1. Juli var vi klar til afrejse, Georg var sat i familiepleje i Skjoldbjerg, alt var pakket og gjort klar til afrejse. Vi blev kørt i lufthavnen af mormor, det var en mærkelig fornemmelse af stå med fødderne på dansk jord for sidste gang i 2. måneder, men samtidig dejligt vores eventyr nu endelig skulle starte.
Alle havde været meget bekymret og betænkelige med at jeg selv skulle rejse med William, en tur på ialt 16 timers, selv prøvede jeg på ikke at bekymre mig der var jo kun en vej. Første fly vi skulle med var fra Billund til Manchester, William sagde intet til det at flyve han synes det var meget spændende. Kort efter piloten sagde vi skulle til at lette begyndte William at græde, det varede ved ca. 5 min jeg frygtede han havde propper i ørene, kort efter faldt han dog i søvn, han var åbenbart bara blevet rigtig træt (han nåede dog kun at sove 15 min). Vi ankom til Manchester hvor vi kun havde 1½ time, her var det meget hektisk så William sad bare i klapvognen fik en frugtstang og så var der styr på ham. Vi kom til gaten præcis som de begyndte at boarde, lige presset nok efter min smag, så det var en lettelse at komme på det rette fly med 8½ timers afslapning forude.
Vi kom her til at side ved siden af et midaldrende britisk, de var så søde og hjælpsomme, det var en fornøjelse med deres selskab. De var meget interesseret i William og omvendt. Er sikker på at de var en stor del af skylden til at vores flyvetur blev en succes. Efter 3 timers flyvning var det tid til at være frokost, og jeg var ved at være rigtig sulten da William havde spist det meste af morgenmaden, men kort tid inden maden kom til os faldt William i søvn og jeg måtte aftale med stewardessen at vi ventede med mad til han vågnede. På denne flyvetur sov han kun denne time, vi fik kylling og ris efter William vågnede, igen spiste han næsten det hele (Synes det var lidt ringe at vi skulle dele en portion). Der var i øvrigt intet luksus over dette fly, det lignede til forveksling et charterfly.

Vi ankom til Chicago 3 timer inden vi skulle med det næste fly, det var meget passende. William kunne nå at komme ned og bruge noget energi (selvom klokken var 22 dansk tid inden vi skulle med sidste fly, havde han kun sovet 1time og 15 min siden kl 5.20). Han havde enormt meget energi. vi fandt hurtigt det sted vi skulle på sidste fly, og i nærheden et sted med masser af plads hvor han kunne løbe omkring, der gik dog ikke mange minutter inden han fandt ud af at det var sjovere at løbe ud af det område så jeg måtte efter ham, som i nok kan renge ud var jeg ved at være træt, så dette var nok det hårdeste tidspunkt på turen.  Da vi endelig kom på sidste fly skreg William igen ca. 5-10 min hvorefter han faldt i søvn. Vi var endelig i Louisville hvor vi fandt far Søren som stod og ventede på os, William hang i klapvognen, men da han hørte hans far vågnende han igen, det var et glædeligt gensyn for os alle.

Vi tog en taxa fra lufthavnen til vores lejlighed, de er i Louísville 6 timer efter dansk tid så klokken var her kun 17. Vi tilbragte aftenen i lejligheden og klokken blev 19 inden William sov igen, vi var super spændte på hvordan han ville omstille sig. Det vidste sig at den rodede dag med lidt søvn og mange spændende ting faktisk endte med at William passede i den nye tidszone. Han vågnede klokken 3 hvor vi troede at vi måtte op, han kom over i vores seng og efter lidt hygge faldt han i søvn igen og sov til kl 6.

Den løbende weekend var vi ude og undersøge indkøbsmuligheder og en nærtliggende legeplads. Det var dejligt at være samlet som familie igen.  Søndag var det d. 4. juli som i USA er uafhængighedsdag, vi havde hørt det skulle være en stor fest dag, og Søren havde fundet en park hvor vi kunne tage hen og fejre det. Vi var der kl. 5 hvor arrangementet startede, det var enormt varmt så vi startede med at gå en tur ved legepladsen og benytte nogle stier rundt om i parken for at komme fra det ene skygge sted til det andet. Fyrværkeriet begyndte ca. kl 22 hvor det var blevet mørkt. Parken lå helt ned til floden mellem Kentchucky og Indiana så vi havde god udsigt til fyrværkeri fra begge stater. Det var en super dejlig dag og en smuk aften.

Søren arbejder mandag-torsdag disse dage har William og jeg primært brugt på hotellet og været ved en nært liggende shopping center, det er simpelthen for varmt og for bøvlet for at tage på længere turer da vi skal med bus, endnu har vi også kunne underholde os med dette.  Torsdag havde vi dog taget bussen for at handle lidt og besøge en legeplads kort (det var desværre for varmt for os). Det vidste sig dog at vi var heldige med at tage hjem forholdsvis tidligt, da der om eftermiddagen var et frygteligt vejr hvor vi bor, vi oplevede en tornado med følge af et voldsomt torden og regnvejr, åbenbart normalt herovre men jeg synes det var meget voldsomt. Fik også skrevet til Søren at jeg håbede han blev kørt hjem af Mahesh, det gjorde han heldigvis skønt han var helt uvidende om uvejret skønt de var på universitet 30 min væk, han fik derfor sig en overraskelse da de kørte ned af vejen til vores hotel hvor mange træer var væltet.  William tog det hele meget rolig og faldt i søvn oppe ved mig midt i det hele.

Sidste weekend fik vi handlet stort ind fredag så vi så vidt muligt kan undgå det i hverdagene. Lørdag var vi i Louisville Zoo det var rigtig flot og en stor oplevelse for os alle. Søndag var den sidste dag inden hverdagen startede igen. Vi tog efter Williams middagslur ind til byen hvor vi så Slugger Baseball Museum, hvor vi bl.a. fik en rundtur produktionen hvor de producerer bat. Herefter spiste vi aftensmad på Hard Rock Cafe, det var virkeligt et lækkert sted med super lækker mad og god service.

Titlen på dette dokument skyldet at jeg mener William snart lærer at sige Cutie, Cute, Buddy og adorabel, han får enormt mange kærlige ord med sig på vejen, de er helt forgabt i ham, og han forstår jo at charme.

Indtil videre kan han ordene VOV (som bruges om alle dyr, og bruges tit) Bold, Mam, Bøh, hov, av, og utrolig lange kringlede sætninger som vi glæder os til at kunne forstå

.

3 Replies to “Buddy, Cutie, adorable – Vi er kommet til Amerika”

  1. Hej kære familie.
    Dejlig at læse din beretning Ann. Vi nød meget at have William en del, inden I rejste. Vi glæder os meget til at rejse over til jer, og få jer med hjem. Godt der er noget der hedder skype.
    Knus morfar og mormor

  2. Hej med jer! Jeg giver mormor helt ret i SKYPE er fantastisk, vi så på William lidt over ½ time i går aftes, hvor han charmede og underholdt os og ledte efter vov i computeren. Det er dog også fantastisk at læse din beretning Ann, det drejer sig jo ikke så meget om jer når vi snakker sammen på skype, men vi savner jer alle 3 meget og glæder os til at se jer igen om ikke sålænge i det amerikanske. Kram fra farmor

  3. Hej I 3.
    Hvor er det da fantastisk at læse dit indlæg, Ann. Det er svært at forstå at I er så langt væk, men hold da op, det må være en kæmpe oplevelse for Jer alle 3. Jeg må indrømme, at jeg synes du er for sej, Ann. Sådan en lang flyvetur sammen med William. Det er søreme godt gået. Endnu et tegn på, at bekymringer skal man vente med indtil der er en grund til at bekymre sig. Selv det, er en kunst. Hvis ikke I har fået farmor og faster over til Jer, så er det vist lige om lidt.
    Håber I alle har det rigtig godt. Nyd det hele. Vi glæder os til at se Jer alle igen.
    Mange knus fra Annette.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.