uge 38+1 og snart overtagelse af hus

Det er en super spænende tid vi går i møde, Søren og William er gået på sommerferie, jeg på barsel, og snart har vi både en lille ny baby og et (for os) nyt hus.

Jeg gik på barsel efter endt praktik d. 1 juli, præcis 4 uger før terminen. Som min sidste graviditet har jeg klaret mig rigtig fint helt op til min barsel, utrolig man kan være så heldig to gange i streg 🙂 så kan man vel også være heldig at få et dejligt nemt barn to gange i streg 🙂

Jeg har de to første uger af min barsel, brugt på at fylde lidt flyttekasser, så vi har lidt med os hver gang vi kommer til Grindsted, og så vi nemt kan få flytningen overstået når vi overtager huset d. 1 august. Vi har desværre stadig ingen køber til lejligheden, men det tror jeg egentlig bare vi har accepteret, vi kan jo desværre ikke gøre noget ved det. Så bliver den ikke solgt inden vores seks månenders kontrakt med Nybolig udløber, bliver den lejet ud. Herudover har jeg købt lidt nyt babytøj, da der efter min mening skal lidt nyt til, og ellers fået vasket det William brugte da han var lille. Utrolig at sidde med så småt tøj, hvor er det fantastisk, og hvor er det utroligt at de vokser så hurtigt. Ellers bruger jeg dagenen på at slappe lidt af, lytte til kroppens træthedssignaler, og ellers bare nyde de fantastiske spark jeg får.

William er stoppet hos vores fantastiske dagplejer d. 1. juli, det var en meget rørende dag, ihvertfald for Bettina og jeg. William synes hvis bare det var mærkelig at han blev nusset og krammet så meget den dag, og hyggeligt mor kom til eftermiddagskaffe. Efterfølgende havde han to uger i gæstedagpleje, hvilket han har klaret suverænt, så nu er også han klar til et nyt kapitel skal starte. Det er endnu ikke afklaret om det bliver i vuggestue eller dagpleje.
Vi håber blot at lillebror kommer inden han skal starte så de kan nå at få lidt kvalitetstid sammen, inden dagligdagen starter igen.

Ellers har vi det alle godt, og er klar til at tage imod endnu et fantastisk familie medlem. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *