Energiforbruget er en af de overvejelser, der har påvirket beslutningen om, hvorvidt vi skulle bygge selv eller købe et hus. At kunne få lov til selv at bestemme hvordan huset rent energimæssigt er strikket sammen, vil være et kæmpe plus, men det kræver at vi kan få tilladelse til at lave jordvarme.
I min optik er jordvarme fremtidens opvarmningsform, og det er ikke bare traditionel jordvarme, men specifikt lodret jordvarme. Her bores der et lodret hul ned til max 300 meters dybde, hvor der monteres plastslanger, som kan levere varme fra jorden ved hjælp af en varmepumpe. Min præference for lodret jordvarme skyldes, at jeg arbejder med det til hverdag, og derfor har et overnormalt kendskab til produktet og dets muligheder.
Fordelene ved løsningen er mange, men det må gemmes til et senere blogindlæg, for i første omgang handler det om at finde ud af, om vi overhovedet kan få lov at lave sådan et anlæg på de grunde vi har kigget på. Det kræver nemlig nogle dispensationer for at vi kan få de nødvendige tilladelser.
Første udfordring er tilslutningspligten til fjernvarme, området vi bygger i er nemlig underlagt tilslutningspligt. Fjernvarmen er relativt billig, men i et lavenergihus er varmebehovet så lavt at udgifterne til opvarmning ligger meget tæt på fjernvarmens faste udgift. Dernæst kommer at et nybygget hus kan risikere at få et kølebehov om sommeren, og det egner fjernvarmen sig ikke til. Heldigvis kan man i de fleste kommuner få dispensation for tilslutningspligt til fjernvarme, hvis man bygger et lavenergihus. Det kræver dog at man bygger efter BR15, selvom det er BR10 der gælder. Den del er jeg altså ikke så nervøs for.
Det er værre at vores kommende nabo har en haveboring, og ifølge jordvarmebekendtgørelsen skal der være 50 meters afstand til “andre vandforsyningsanlæg”, herunder havevanding. Afstandskravet til havevanding er lidt mærkeligt, fordi det er svært at forestille sig nogen måder, hvorpå en jordvarmeboring kunne genere en haveboring. Der er også før givet en del dispensationer fra dette krav, så her er jeg heller ikke nervøs.
Lidt værre endnu bliver det, at der ligger en privat drikkevandsboring 80 meter fra grundene. Alle andre i området har byvand, men den gård som grundene er udstykket fra har altså en privat drikkevandsboring stadig. Bekendtgørelsen stiller krav om 300 meters afstand til “ikke almene forsyningsanlæg”, dvs. vandboringer, der forsyner 1-9 huse med drikkevand. I arbejdsøjemed er det dog før lykkes at få dispensation fra dette afstandskrav, da det er unødig strengt. Faktisk er det ifølge lovgivningen pt. lettere at få tilladelse til et privat nedsivningsanlæg, hvor der kan løbe alt muligt mærkeligt ud i jorden, end det er få tilladelse til en lukket jordvarmeboring.
Der er for nylig udgivet et nyt miljøprojekt om jordvarmeanlæg, hvor man lægger op til at det skal være nemmere at få tilladelse til jordvarme, ved at slække på forskellige krav. Tryk her for at finde et link til rapporten. Ifølge det projekt, bør afstandskravet til privat drikkevand sænkes til 50 meter. Derfor er jeg ikke så nervøs for at kontakte kommunen og høre til en forhåndsgodkendelse.
Det viser sig dog at der ligger en gammel lokal forurening i byen, som kommunen ikke helt kender omfanget af. De vil derfor gerne indhente noget mere viden fra regionen, før de tager stilling til, om det kan komme på tale med en tilladelse til et jordvarmeanlæg på en af de to grunde.