Relative skalaer: Der er så meget vi tager for givet

En dag da jeg besøgte min farmor, sad hun og sorterede billeder. Billedet ovenfor er et billede af min far, der åbner for vandet i en af deres første vandhaner i huset tilbage i 1960. Billedet fik mig til at tænke på et blogindlæg om relative skalaer, jeg gerne ville skrive.

På skala fra 1 til 10, hvor 1 er “Overhovedet ikke klamt” og 10 er “Ekstremt klamt”, hvor klamt synes du det ville være, at skulle skide i et hul i jorden?

Jeg synes det er ret klamt! Nok i nabolaget af 7 på den skala.

Men jeg er jo også vokset op i en tid, hvor jeg på én hånd kan tælle, hvor mange gange nr. 2 ikke foregik på et toilet (hvis vi lige ser bort fra tiden som baby).

Sådan har det bare ikke altid været. Da min farmor fortalte mig, at min far på billedet var ved at åbne en af deres første vandhaner, spurgte jeg: “Jamen havde I så slet ikke noget toilet?” Og nej, det havde de ikke. Det foregik i et skur ude i haven. “Herregud” tilføjede hun, “Da jeg var barn var der ikke noget skur, der gik vi bare ud og satte os bag køerne.”

Det er virkelig ikke lang tid siden!

Det var her tanken faldt på de relative skalaer. Prøv at tænk på spørgsmålet igen, men forestil dig, at du er tilbage i 1920, hvor det er normalt at sætte sig ud bag køerne. Nu er svaret måske nede i nærheden af 2, måske 1?

Hvad skete der? Spørgsmålet er det samme, svaret er ikke. Konteksten har ændret sig! Når man har for vane at kunne gå på toilettet, virker det klamt at skulle skide i et hul. Når man har for vane at skide bag køerne, virker det måske nærmest som luksus at skide i et hul.

Måske synes du det virker banalt, fordi tiden har ændret sig. “Det gjorde man bare i gamle dage” tænker du måske. Det er dog langt fra banalt! Vi har meget få absolutte skalaer i dagligdagen. Vi vælter os i relative skalaer, som vi behandler som absolutte! Prøv f.eks. det her spørgsmål:

Hvor lykkelig er du på en skala fra 1 til 10?

Hvis du har et lille decilitermål som udtrykker den mængde lykke du er i stand til at føle, og bægeret er helt fyldt, vil du nok svare 10 ud af 10.
Men hvad nu hvis beholderen er større? Hvis nu du er i stand til at rumme en hel liter lykke, men der kun er en deciliter i?
Nu må svaret være 1 ud af 10, selvom “mængden” af lykke er den samme!

Den relative skala måler ikke størrelsen på beholderen, kun den relative mængde indhold. Du kan derfor godt have en personer, der svarer 5 ud af 10 som er mere lykkelig i absolutte termer end en der svarer 7 ud af 10, som vil være mere lykkelig i relative termer.

Lad os sige du er meget tørstig:  Vil du helst have et glas der er 80% fyldt eller et der er 25% procent fyldt?

Hvis du har forstået indlægget her, tænker du omgående: “Hvor stort er de to glas”? Hvis du ikke har forstået det antager du simpelthen at glasene er lige store.

Problemet med de relative skalaer er, at vi har en tendens til at antage at vi måler noget absolut. Derfor tillader vi os efterfølgende at regne gennemsnit, og sige noget generelt om resultatet. Det kan være fint når konteksten er den samme, men farligt når den ikke er!

En sidste observation fra farmor:

Det her er en digital kopi af et billede der nu er over 100 år gammelt. Det er min farmors mor, min oldemor, som barn.

Dvs. da den her pige var lille, blev der taget et billede af hende. Da hun blev voksen og fik børn, var det stadig ikke almindeligt at gå på toilettet. Det foregik ude ved køerne.

Det er i sandhed et super godt eksempel på citatet af William Gibson:

“The future is already here – it’s just not very evenly distributed.”

Der lever en masse mennesker i verden, der ikke har adgang til basale sanitære forhold, elektricitet, osv.

Som farmor siger, så glemmer vi at glædes over de små ting vi har. Da hun var barn var det en glæde at kunne tænde det elektriske lys! I dag er noget vi tager for givet, og stedet irritere os over, når det ikke virker.