Kender du det, at du hører en melodi i dit hoved, der lyder skøn, men som du er sikker på du aldrig har hørt før? Eller at der popper et billede op i dit hoved, som du som du ville ønske du kunne udtrykke? Det sker fra tid til anden for mig.
Et tydeligt minde er fra vores køkken i Kolding, hvor jeg står ved håndvasken og pludselig hører en melodi i hovedet, som lyder fantastisk godt. Jeg begynder at nynne lidt med på den, hvorefter Ann kommer over til mig og spørger “Hvad er det for en sang du nynner?”
Jeg måtte skuffe Ann med et svar om, at det tilsyneladende ikke var en sang jeg kendte. Argh, der ville jeg gerne have haft de muligheder jeg har i dag, for at nynne melodien til en optager, så den kunne blive omsat til instrumenter. Men dengang var jeg alt for usikker på min stemme og det ville på det tidspunkt overhovedet ikke have faldet mig ind at indspille den.
Der er sket meget siden. Som det kan ses her på siden har jeg både skrevet og optrådt med nogen sange. Jeg har aldrig stødt på en melodi så fængende, som jeg gjorde den dag, men skulle det ske igen er jeg bedre forberedt.
For et par måneder siden havde jeg så en lignende oplevelse, hvor det dog ikke var en sang, men et billede jeg fik indprintet i hovedet. Jeg hørte en fantastisk sang af kunstneren “Sleeping At Last” sangen hedder “Saturn”. Du kan se den her:
Melodien er smuk, men teksten er smukkere! Det var da jeg hørte den, at der præsenterede sig et billede i mit sind. Et billede af en situation, der afspejler teksten. Et billede som jeg ville ønske jeg selv kunne tegne, men det evner har jeg ikke (i hvert fald ikke endnu).
Fordelen ved at få et billede i hovedet, fremfor en sang, er at et billede kan i noget omfang beskrives. Det er klart at når et billede siger mere end 1.000 ord, så er det nemmere at gå fra billede til ord, end fra ord til billede. Derfor vil jeg gøre et forsøg på at beskrive billedet. Skulle der så være en læser, som har evnerne til at tegne det jeg beskriver, ville det glæde mig overordentligt meget at se resultatet.
Here goes:
Jeg forestiller mig det som en blyantstegning.
Scenen er et dødsleje.
Det er taget ud fra en anonym observatørs perspektiv.
I billedet ser man en gammel mand, der ligger i en seng, mens en mand der ligner den ældre mand i en yngre udgave, sidder på en stol til højre for sengen.
Det er tydeligt at det er den ældre mands sidste minutter i livet.
Den yngre mand lytter opmærksomt og intenst til den ældre, der fortæller sin livsvisdom.
Bag den unge mand, er der et vindue, hvor der er udsigt til en stjernehimmel.
Over sengen, hvor den gamle ligger, hænger der på væggen et billede.
Motivet på billedet, der hænger over sengen, er nøjagtig den samme situation som er vist på billedet. (Hvorved betragteren af billedet kan ræsonnere, at den gamle mand engang var den unge, og at den unge på et tidspunkt bliver den gamle)
Den sidste del er utrolig simpel, men uhyre svær at forklare. Det er en uendelig rekursion af billedet. Lidt det samme som hvis man filmer et spejl med et kamera. Jeg har det som et delelement i ét af de detaljerede billeder jeg har fået lavet af komponenterne i mit logo
Læg mærke til hvordan skjoldet i skjoldet, gentager sig selv i det uendelige.
Sådan forestiller jeg mig sangen “Saturn” udtrykt som et billede. Jeg håber jeg en dag får mulighed for at se på sådan et billede.