Efter 3½ måneders ejerskab af en Tesla Model 3 Long Range AWD, var det blevet til ca. 7.000 km. Heriblandt en tur til Kalundborg og en tur til Nordhavn. Begge lange ture, der for en sikkerheds skyld ledte forbi en supercharger. Nu skulle jeg prøve kræfter med en ægte langtur, hvor opladning skal planlægges på forhånd.
Baggrunden var et kursus i 7th path selvhypnose, der pga. corona blev flyttet online. Til sådan et kursus indgår et arbejdshæfte. 17 deltagere, spredt over Region Nordjylland, Midjylland og Syddanmark skulle have fingre i sådan et hæfte. Det ville uden tvivl have været nemmere at sende hæfterne med GLS, men jeg trængte til at komme ud og se lidt mere af landet og få noget erfaring med at køre en længere tur i elbil.
Planlægning af ruten
Turen gik først mod Silkeborg, herefter Nørresundby med Vodskov som turens nordlige højdepunkt. Fra Vodskov blev kursen sat mod Sabro, inden det blev Aarhus, Viby og Skanderborg. Et par stop i Juelsminde blev taget inden turen gik mod øst til Odense og Søndersø. Herfra direkte til rutens sydligste punkt i Aabenraa, inden det mere hjemligt blev til to stop i Billund.
Ifølge Google maps er denne rute 863 km lang. Det ville tage 11 timer og 17 minutter at køre ruten non-stop. Hvor nogen dieselbiler ville kunne klare sådan en strækning på én tankfuld, er det altså for meget for en Tesla. FDM har testet en Model 3 Long Range to gange. Første gang var det vinter, og der rakte den 404 km. Anden gang var det varmere i vejret, og der rakte den 457 km på motorvej. Jeg er lidt forsigtig i mine estimater, hvorfor jeg kalkulerede med ca. 350 km i rækkevidde.
Med et udgangspunkt i en fuld opladning hjemmefra, ville det blive nødvendigt med tre ladestop på ruten. Første stop blev lagt ind mellem Vodskov og Sabro, ved Tesla’s SuperCharger ved Graceland i Randers. Andet stop fastsatte jeg til en SuperCharger ved Comwell i Middelfart. Derefter var jeg lidt i tvivl om jeg skulle vende tilbage til SuperChargeren i Middelfart eller tage forbi en SuperCharger i Rødekro. Ifølge Google ville ruten bliver 21 minutter længere, med stop forbi tre SuperChargere.
Batterikapacitet og ladestrategi
Batterikapaciteten på en elbil er meget mere svingende end på en fossil-bil. Rækkevidden påvirkes mærkbart af udetemperaturen, brugen af klimaanlægget, hastighed og vindmodstand. En fossil-bil påvirkes selvfølgelig også af mange ting. Her har forbrændingsmotoren dog et enormt varmetab, hvorfor noget af variationen i stedet konverteres til en bedre brændstofsudnyttelse.
Jeg har tidligere her på bloggen sammenlignet en Ford S-Max 2,2 med en Renault ZOE elbil. En Ford S-Max 2,2 med fuld tank, har ca. 600 kWh energi i tanken, hvor en Tesla Model 3 Long Range har 75 kWh på et fuldtopladet batteri. Med en fuld tank kører Ford’en ca. 850 km, mens Teslaen ca. kører tæt på det halve, men med 87,5% færre kWh!
Det tager ca. 3 minutter i at tanke 600 kWh på en dieselbil (svarende til 60 liter diesel). De første 10 liter du fylder på tager desuden lige så lang tid som de sidste 10 liter du fylder på. Det er anderledes for en elbil. Her er der igen mange parametre, der afgør hvor hurtigt du kan fylde batteriet op. Hvor hurtig er ladestanderen? Hvor varmt er batteriet? Er batteriet forvarmet? Hvor mange biler lader på ladestanderen samtidigt? Osv. Desuden tager de sidste 20% markant længere tid end de første 20%. Et eller andet sted har jeg hørt, at den bedste hastighed opnås ved at lade mellem 20% og 80% af batterikapaciteten.
En sammenligning af ladeeffekt
Vi kan for sjov skyld prøve at omregne optankningen af en dieselbil til kW, som er den betegnelse der bruges for ladestandere til elbiler. 600 kWh på 3 minutter svarer til en ladeeffekt på 12.000 kW!!! Det lyder selvfølgelig helt vildt, men vi må også være fair. Den dårlige udnyttelse af brændstoffet bør også indregnes. Dieselbilen kan køre 850 km efter 3 minutters tankning. Skal Tesla’en op på fuld kapacitet kræver det ca. 1 times opladning på en supercharger. Det giver et gennemsnit på 75 kW i ladeeffekt. Dieselbilen fyldes 20 gange hurtigere, og kan køre over dobbelt så langt. Et simpelt regnestykke ville altså være 20 x 2 x 75 kW = 3.000 kW.
Når elbiler i gennemsnit kan lade ved 3.000 kW foregår opladningen lige så hurtigt som for en fossilbil. De hurtigste ladestandere til elbiler i Danmark kan lade med 350 kW, men det er kun ganske få biler, der kan lade ved den effekt. Tesla Model 3 kan i princippet lade ved 250 kW. Det er dog kun når alle parametre taler for det, og absolut ikke nogen gennemsnitshastighed på en opladning. Der er lang vej igen inden elbiler kan lade lige så hurtigt som fossilbiler.
Fordi en elbil kan lade, når du ikke bruger den, kan du faktisk ende med at bruge mindre tid på at lade din elbil end du bruger på at tanke din fossilbil. Det gælder dog kun, hvis du kan køre fra A til B uden at lade. På en langtur, må man leve med, at elbilen tager længere tid at lade.
Resultater fra ruten
Jeg kørte hjemmefra kl. 10.00 om formiddagen på anden påskedag. Kl. 22.40 var jeg hjemme efter at have besøgt 17 forskellige adresser og 3 superchargere. En rute der ville tage 11 timer og 17 minutter non-stop, endte med at tage 12 timer og 40 minutter med 20 stop.
Jeg kørte hjemmefra medd 100% kapacitet på batteriet, altså ca. 75 kWh. Først ladede jeg 55 kWh i Randers. Dernæst 35 kWh i Middelfart og til slut 31 kWh i Rødekro. Alle steder var der masser af ledige ladestandere og ingen begrænsninger i kapaciteten. Da jeg kom hjem var jeg på 12% og har derfor ladet 66 kWh hjemme. Alt i alt 187 kWh.
Derhjemme kan jeg lade til 1 kr. pr. kWh, mens SuperCharging kostede mellem 2,82 og 2,93. Den samlede pris for turen endte derfor på ca. 416,78 kr. Det er ca. 100 kr. billigere end at have kørt den samme rute i en dieselbil.
Tiden ved ladestanderne brugte jeg dels på at holde en tissepause og dels på at praktisere selvhypnose. Normalt ville jeg praktisere selvhypnose derhjemme, og det kræver mellem 20 og 30 minutter uden forstyrrelser. På den måde blev tiden ved ladestanderen brugt effektivt. Der er også noget sjovt ved at tænke på, at både bilen og jeg får ladet batterierne op samtidig.
Konklusion
En køretur på 863 km er en lang køretur uanset hvad bil du kører i. Jeg var dog overrasket over, at jeg ikke oplevede nogen træthed på ruten overhovedet. Efter hjemkomsten var min krop slet ikke påvirket af den lange køretur.
En Tesla Model 3 Long Range AWD er derfor absolut velegnet til at tage på langtur. Du slipper ikke for at sætte tid af til at lade. Det behøver dog ikke betyde så meget, for du skal sikkert have tissepauser og spisepauser undervejs. Hvis bare du kan få pauserne til at passe med forekomsten af en SuperCharger, oplever du formenligt slet ingen gener ved at køre elbil. Til gengæld får du alle glæderne ved at køre i en bil, der har en sofistikeret autopilot.
Står du overfor at skulle bestille en Tesla? Jeg ville blive rigtig glad, hvis du vil bruge det her link når du bestiller. Det giver 1.500 km gratis opladning på SuperChargere, til både dig og mig!
One Reply to “På langtur i en Tesla Model 3 – 800 km på én dag”