Min strategi i matador og andre overvejelser

Jeg spiller jævnligt det klassiske brætspil Matador med mine børn. I starten var det Junior Matador, som udelukkende er baseret på held. Det du slår afgør om du vinder spillet. Strategi er ikke et element i Junior Matador. Strategi er til gengæld et væsentligt element i almindeligt Matador. Jeg er gået så vidt som at programmere en lille Matador Simulator i PHP, for at kunne besvare nogen statistiske spørgsmål. Det her indlæg skal til gengæld behandle strategi.

Statistik og strategi hænger sammen. Hvis du ved at en given handling øger dine chancer for at opnå et godt resultat, kan du bedre arbejde henimod det resultat du ønsker at opnå. Hvis du har fundet dette indlæg, er det sikkert fordi, du gerne vil vide hvordan du skal spille for at vinde i matador. Det kommer jeg selvfølgelig nærmere ind på, men det sidste afsnit vil måske overraske dig lidt.

Der findes allerede en artikel i Berlingske, som behandler dette emne. Artiklen giver en overordnet indføring i hvilke strategier, der giver de bedste muligheder for at vinde. Jeg går lidt mere i detaljer og strategierne er derfor baseret på mine egne simuleringer og oplevelser med at spille spillet.

Spillet der aldrig ender og hvad det betyder for din strategi

Matador er et spil med indbygget vækst. I runde tal pumper banken i gennemsnit 2.700 kr. ind i spillet, hver gang en spiller har rejst en omgang. Det er summen af startpenge, lykkekort – positive såvel som negative, og skat. Lad os nu lege med et tænkt eksempel. Du er med i et spil, hvor det ikke er lykkedes dig at erhverve et eneste aktiv. Igen grunde, ingen færger og ingen bryggerier. Hvad sker der med din formue?

Det virker mest logisk at den vil falde i takt med at du lander på dine modspilleres aktiver. Det er bare ikke sikkert at det sker. Hvis ingen spiller har opnået fuld serie, og du kører 60 omgange på en spilleplade, hvor du intet ejer, står du tilbage med 116.000 kr. i gennemsnit! Det skyldes en kombination af flere faktorer. Et gennemsnitligt besøg koster lidt under 300 kr. Det tager kun 4,75 slag at nå en omgang. En omgang giver en gennemsnitlig indtægt på 2.700 kr.

Sådan et spil slutter aldrig!

Hvad nu hvis der betales dobbelt pris på bryggerierne og firedobbelt takst på færgerne?
Det vil stadig – i gennemsnit – være muligt at overleve 60 runder i spillet uden at eje noget som helst.

Konklusionen er, at der skal opnås fuld serie i grunde, hvis én spiller skal udkonkurrere de andre. En væsentlig strategi er derfor følgende: Gør hvad du kan for at opnå en fuld serie, samtidig med at du forhindrer dine modspillere i at gøre det samme

De bedste og værste investeringer

I evighedsspillet hvor ingen spiller ejer mere end ét aktiv i samme serie, er bryggerierne den bedste investering. Den absolut værste investering du kan gøre, er at købe Rødovrevej. Billedet vendes dog fuldstændig på hovedet, hvis der kan opnås fuld serie. Pludselig er bryggerierne de aktiver, der giver det absolut ringeste afkast og i sameje med Hvidovrevej er Rødovrevej en fantastisk investering. Spillet er meget dynamisk og derfor skal du være klar til at tilpasse din strategi til spillets udvikling. Her kommer nogen strategier du kan gøre brug af.

Grundkøb

Men vi kan godt sige noget om, hvad der er den absolut værste investering i spillet, når det kommer til grundkøb. Den værste investering i spillet er at købe grund nr. 2 i en serie, hvor du ikke kan opnå fuld serie, til fuld pris. Altså, ejer du Amager torv, og din modspiller erhverver Vimmelskaftet, er der altså ikke meget fidus i at købe Nygade til fuld pris. Det binder bare penge i en grund, der kræver mere end 5 besøg for at have chance for at være neutral. Til gengæld giver det god mening at købe grund nr. 1, alene for at forhindre din modspiller i at få fuld serie.

Auktioner

Et andet afgørende element i spillet, som ikke kan simuleres er auktionerne. Lander du på en grund, som du ikke har råd eller lyst til købe til fuld pris, ryger den på auktion. Andre spillere kan dermed byde på den. Her har jeg en meget simpel strategi: Køb altid en grund så billigt du kan, men lad den aldrig gå til en modspiller for mindre end pantsætningsværdien. Ryger Nygade på auktion, og du hovedløst følger strategien om at undgå at binde penge i grunde, hvor du ikke kan opnå fuld serie, risikerer du at udstyre din modspiller med ekstra likviditet.

Bygge huse og hoteller

Vinderstrategien er at få bygget huse og hoteller, men det kræver penge. Derfor skal du i starten helst erhverve dig en fuld serie i den billige ende af spillepladen, hvor det er billigst at bygge. Ligesom et ejerskab af alle færger, giver huse og hoteller på de blå eller laksefarvede felter en god indtægtskilde. Til gengæld kan det være svært at slå dine modspillere ud hvis det er det eneste sted du har fuld serie. Der er de dyre grunde bedre. Den optimale strategi er at skabe en god indtægtskilde gennem fuld serie i færger eller billige grunde, og bruge indtægterne til at erhverve fuld serie i dyrere grunde senere i spillet.

Vær opmærksom på hvor mange huse du investerer i. På de blå de laksefarvede grunde, skal du uden tvivl gå efter hoteller. De er meget hurtigt tjent hjem. På alle andre grunde skal du overveje det grundigt, hvis du tænker på at bygge mere end 3 huse.

At skulle sælge huse og hoteller

Huse og hoteller er ikke kun en fantastisk indtægtskilde, det er også en risikabel investering. Her risikerer du at miste halvdelen af værdien, hvis du er nødt til at sælge dem for at skaffe penge til at betale med. Undgå derfor at havne i en situation, hvor du skal sælge huse, for at kunne betale dine udgifter. Pas igen på med at følge rådet hovedløst. Hvis dine modspillere er begyndt at bygge på deres grunde, og du kun har fuld serie i en type grunde hvor husene er virkelig dyre, kan du være nødt til at satse. I en desperat situation må du være klar til at løbe en risiko. Har du Rådhuspladsen og Frederiksberggade, men ikke så mange penge, og dine modspillere er begyndt at bygge andre steder på brættet, kan du være nødt til at satse hele butikken.

Dine modspilleres handlinger

Der er mange flere elementer i spillet. De mest afgørende er dem, der ikke kan beregnes med statistik. Det er de elementer, der involverer dine modspillere. Her er flere forskellige forslag til, hvordan du kan opnå fordele ved at tage højde for dine modspilleres situation.

Tilbyd at bytte for at opnå fuld serie

Har du Nygade, men mangler Roskildevej og det forholder sig omvendt for din modspiller, hvad så med at bytte? Timingen for sådan et byt skal være rigtig, for du vil gerne undgå at din modspiller bygger for meget. Et enkelt hus på hver grund koster din modspiller 12.000 kr. og giver maksimalt en indtægt på 3.000 kr. for et besøg. Til gengæld kan du investere 12.000 kr. og få op til 9.000 kr. for et besøg.

Har du Hvidovrevej og tre færger, og din modstander har Rødovrevej og en enkelt færge? Måske skulle du overveje at bygge. Det giver dig et ekstra felt med indtjening, og en stigning på 2.000 kr. på dem du havde i forvejen. Altså 4 felter med 4.000 kr. i indtægt. Din modstander kan indkassere 6.000 kr. pr. besøg, men har kun to felter at gøre det på. Lykkekortene vil også være i din favør.

Nogen spillere er forblændet af værdien på grundene. Andre er forblændet af muligheden for at kunne bygge. Byt gerne grund med en modspiller, men gør det til din fordel.

Betal et stort kontantbeløb for at opnå fuld serie

Det kan virke vildt, at tilbyde 16.000 kr. for en færge eller strandvejen. 4 gange den pålydende værdi. Til gengæld kan erhvervelsen af et bestemt aktiv være lige præcis det du mangler for at opnå en stor fordel i spillet. Vær ikke bange for at betale en høj pris for et vigtigt aktiv.

Købe grund nummer 2 af en modspiller

Hvis din modspiller har købt en grund i en serie, og du har købt en anden grund i samme serie, kan det være et godt tidspunkt at handle på. Ingen af Jer vil opnå fuld serie ved at handle, men muligheden for at gøre det senere kan opnås. Det er især en effektiv strategi, hvis din modspiller har en lav pengebeholdning. Det er vigtigt at holde sine muligheder åbne i Matador, for at undgå at havne i et evighedsspil.

Strategiske auktioner

Jeg har før været inde på vigtigheden af at have penge at betale med. Hvis du kan se at din modspiller har investeret heftigt i grundkøb, kan du nogen gange lykkes med at få grunde du lander på til rigtig billige penge. Alt hvad du køber til under pantsætningsværdien vil give dig bedre muligheder i spillet.

Andre gange kan din modspiller have opnået fuld serie, og du kan have fordel af at lokke din modspiller til at købe ligegyldige grunde ved at sætte dem på auktion. Alle de penge din modspiller binder i aktiver med billig leje, forhindrer at der kommer dyr leje i form af huse og hoteller på andre grunde.

Brug aktivt muligheden for at sætte grunde på auktion til din fordel

Andre strategiske overvejelser

Her er nogen overvejelser, som jeg ikke synes det gav mening at placere under andre overskrifter.

Vær ikke bange for at pantsætte

Pantsætning er måden at låne penge på i Matador. Når du pantsætter siger du nej tak til lejen, men til gengæld får du nogen kontanter at arbejde med. Har du f.eks. fuld serie i de gule grunde og fuld serie i laksefarvede, hvorfor så ikke pantsætte alle de gule grunde og frigøre godt 9.000 kr. til køb af huse på de laksefarvede. Efter to besøg har du råd til at betale lånet + 10% tilbage.

Fængslet

Når du ryger i fængsel kan du forsøge at slå dig ud, ved at slå to ens med terningerne. Det kan resultere i to runder, hvor du ikke bevæger dig på spillepladen og ikke kan opkræve leje. Du kan også betale 1.000 kr. for at slippe ud næste gang det er din tur. Det er igen et valg du kan bruge til din fordel. Typisk giver det bedst mening at købe sig ud, men der er undtagelser. Mangler du Bernstorffsvej eller Hellerupvej har du større chance for at få dem, hvis du bliver i fængsel og forsøger at slå dig ud.

Der er også en anden situation, hvor det giver mening at forblive fængslet. Har du og din modspiller begge grunde med huse, som det er dyrt at lande på? Måske skal du lave et strategisk fængselsophold. Bliv i fængsel indtil din modspiller nærmer sig dine grunde. Køb dig derefter ud, så du er berettiget til opkræve leje.

Den ultimative matador strategi

På et tidspunkt så jeg en kort stand-up video med Michael McIntyre, der omtalte Monopoly – den engelske udgave af Matador. Hans jokes handlede om at Monopoly burde være forbudt, fordi det fremmede usund kapitalistisk tankegang. At det ikke lignede noget at lære børn, at kæmpe for at opnå et monopol og lænse sine medspillere for penge til de må sælge alt hvad de ejer og erklære sig fallit.

Matador er ligesom mange andre brætspil et nulsumsspil. Hvis jeg skal vinde, må du nødvendigvis tabe. Det er mig mod dig. Det kan du måske mærke, når du læser noget af retorikken i mine anbefalinger ovenfor. Der er en undertone af, at du skal udnytte svagheder hos din modspiller og sørge for at hytte dit eget skind. Det leder mig frem til den ultimative matador strategi…

Brug spillet til at lære dine børn om økonomi, skat, handel, statistik, held, retfærdighed, håndtering af modgang, nulsumsspil, osv.

Der er fantastisk mange muligheder for at lære noget af at spille matador. De kan på en ganske ufarlig måde opleve hvad det vil sige at lave en dårlig handel. De kan opleve at snyde og blive snydt, alt sammen noget der er værd at italesætte. Man kan ændre lidt på reglerne og se hvordan det ændrer spillet. Der er mange muligheder.

Jeg betragter det som den ultimative strategi. At træne sig i at have det sjovt med at være med i spillet, også når det ikke går som ønsket. I sidste ende, med erfaringer fra kontrasten fra Matador, kan man måske være heldig at lære sine børn om modsætningen til nulsumsspil gennem den lille simulering: Spillet om tillid.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *