Nu har jeg fået mig taget sammen til at fylde noget indhold på skjold-andersen.dk . Det her første indlæg på den nye platform indeholder de bagvedliggende overvejelser i den forbindelse.
Jeg lavede min allerførste hjemmeside på et 56k modem, da vi lige havde fået internet omkring år 1997. Det foregik uden programmering, via en tjeneste som hed “Angelfire”, der tilsyneladende stadig findes! Senere lavede jeg “The Fansiest Page On The World Wide Web” på et gratis webhotel stillet til rådighed af vores internetudbyder Get2Net.
Siden dengang har jeg lavet et væld af hjemmesider. Mine kompetencer udviklede sig fra simpel HTML til PHP programmering og udvikling af webapplikationer med adgang til databaser. På et tidspunkt lærte jeg Content Management Systemer (CMS) at kende, og pludselig gik det noget nemmere med at lave hjemmesider.
Mit foretrukne værktøj har i mange år være TYPO3. Det er ligesom en schweizerkniv. Det system kan uden hardcore-programmering konfigureres til at gøre hvad som helst. Når der så mangler noget funktionalitet, kan systemet let udvides uden en masse bøvl og vedligehold. WordPress derimod har i mange år være no-go for mig.
Forskellige faktorer har bevirket, at jeg nu har overgivet mig til WordPress. Først og fremmest har jeg et ønske om at præsentere de bøger jeg har læst på en platform, der ikke bare er en bogreol, som kun kan ses af de gæster vi får på besøg. Her er der allerede udviklet applikationer til WordPress, der kan bruges til sådan noget.
Dernæst indeholder WordPress en masse funktionalitet for bloggere, som bare aldrig rigtig bliver indbygget i TYPO3 (Det har været forsøgt). Det er endnu ikke lykkedes mig at vedligeholde en blog regelmæssigt i en længere periode, men jeg bilder mig selv ind at en tungtvejende årsag har været min tendens til at emneopdele mine indlæg på forskellige sider. I stedet for at have én side med mange emner, har jeg haft mange sider med ét emne. WordPress har gode redskaber til at emneopdele indlæggene i stedet for at lave hele sider med dedikerede emner.
Der er også sket det på det seneste, at mange af de forskellige emner, der har interesseret mig igennem mit liv er begyndt at konvergere i en helhed. Det er en helhed jeg gerne vil beskrive fra mange vinkler, og det lader sig nemmere gøre på én side.
Det at strukturere og kommunikere er lidt af en udfordring for mig (Mere om det på et andet tidspunkt). Bloggen er derfor også en udfordring i formidling til mig selv. Mit håb er, at jeg gennem min formidling, får kontakt til andre mennesker med lignende interesser.
Derfor må du endelig give lyd, hvis du finder noget interessant her på siden!