Gør noget unyttigt! Javel, Deres Majestæt!

I tirsdags fulgte jeg opfordringen i vores dronnings nytårstale og gjorde noget, der var fuldstændigt unyttigt. Som billedet bevidner, var det ikke den store succes… Arh, det var vist ikke helt sådan det hang sammen.

Min svoger sagde engang noget i retningen af: “Søren, du er sådan en der burde havde brækket kravebenet på et tidspunkt”. Altså ikke som en henvisning til at jeg burde få et lag tæsk, men i stedet som en konsekvens af min fysiske udfoldelse, der til tider er lidt risikobetonet.

Vi har gang i nogen store omvæltninger i virksomheden, og i tirsdags havde vi et vigtigt møde på kontoret. Det blev til et 3 timer langt møde, og det var faktisk et fantastisk godt møde! Efter mødet havde jeg motivation til at gøre noget færdigt, der har hængt over mit hoved længe. Alt i alt en fantastisk dag på arbejdet.

Min begejstring havde derfor et relativt højt niveau, da jeg kom hjem fra arbejde. Nogen gange gør jeg så det, at jeg står på ca. 1,8 meters afstand af sofaen, med samlede ben, og hopper med stående afsæt op på armlænet af sofaen. Lige præcis den her dag havde jeg nogen bagtanker, såsom “Hov, plejer jeg virkelig at hoppe fra den her afstand, det ser langt ud” og “De bukser jeg har på er ret stramme, mon det går”.

Alligevel ender jeg med at konkludere, at det nok skal gå. Det gjorde det så ikke… Jeg lander lige på “mit aller farligste sted”, med hele min vægt, lige ned på punktet under knæene. Her sidder min Osgood Schlatter, som er en vokseværkslidelse fra barndommen, som giver nogen frygteligt ømme knoglefremspring under knæet.

Jeg kunne godt gå på benene bagefter, men jeg haltede en helt del, og var nervøs for om der var brud på nogen knogler. Det gjorde virkelig ondt! Ret hurtigt kom jeg til at tænke: “Gad vide hvordan Ann reagerer?”. Hun har nemlig tit fortalt mig, at det ville gå galt en dag, med lige præcis den øvelse.

Spørgsmålet kom da også kort efter jeg havde forklaret, hvad der var sket: “Jamen hvorfor, Søren?”

Mit svar var “Fordi jeg kan, fordi jeg er glad” og først bagefter kom jeg til at tænke på dronnings nytårstale, hvor hun siger:

Prøv at gøre noget, der ikke er nødvendigt, noget der ikke er behov for, noget unyttigt!

…

Jeg tror, det er vigtigt med oplevelser, der taler til vores sanser, noget, der befrugter vores fantasi, som nærer tanken, og som kan gøre vores verden større.

Det er slet ikke så unyttigt endda.

Hvis vi kan kalde følelsen af smerte for smertesansen, vil jeg sige at øvelsen i den grad taler til sanserne. Jeg er dog umiddelbart ret sikker på, at det her var absolut unyttigt. Da jeg skulle sove lå jeg i sengen med en mærkelig følelse af dels at være virkelig glad for dagens begivenheder, og samtidig have virkelig ondt i benene.

Billedet er fra i dag – 5 dage efter hændelsen – og selvom det stadig ser lidt farligt ud, har jeg lige været ude og løbe ca. 4 km uden at føle ubehag ved det. De virker altså fint nok, selvom de ser lidt sårede ud.

Er der mon andre, der allerede har gjort noget unyttigt i 2018?