Gratis idé: Lokationsbaseret hændelseslog

Her er endnu en idé, du må få helt gratis af mig, fordi det ville været fedt hvis den blev til virkelighed. Denne gang er det en app til smartphones, der vil gøre det nemmere at dele information med folk du ikke kender.

I dag har de fleste en smartphone med adgang til internettet og GPS til at bestemme position. De fleste kommer også ud for hændelser, hvor det ville være nyttigt at kommunikere med folk de ikke kender eller folk de ikke ved hvem er. Vi tager lige tre simple eksempler:

  • Eksempel 1: Du skal i svømmehallen med ungerne, I står i omklædningen, og har klædt om til at komme under bruseren. Du putter en mønt i skabet, for at låse Jeres tøj og værdigenstande inde, men da du skal dreje nøglen virker den ikke! Æv! Alt tøjet må flyttes til et andet skab som virker.
  • Eksempel 2: Du observerer en person i trafikken, som ikke orienterer sig ordentligt og derfor er tæt på at køre en anden person ned. Du reagerer meget kraftigt på hændelsen, og fortryder bagefter at din reaktion var så voldsom, du vil gerne undskylde din opførsel, men kender ikke personen du skældte ud. (Tak til lillesøster for eksemplet)
  • Eksempel 3: Du finder en tabt genstand i offentligt rum. Der er ikke nogen i nærheden som kunne være ejer af den, og den er ikke umiddelbart værdifuld nok til at retfærdiggøre en indlevering til hittegodskontoret. (Tak til svoger for eksemplet)

Alle tre eksempler involverer (1) En ukendt person, som vil være tidskrævende eller svær at komme i kontakt med. (2) En hændelses, man ønsker at give denne person besked om. (3) En fysisk lokation, der knytter dig sammen med denne ukendte person.

På baggrund af eksemplerne er ideen ret simpel. En app på telefonen registrerer din lokation i løbet af dagen (Google gør det allerede, se din historik på https://www.google.com/maps/timeline). Hvis du eller en anden person med appen, kommer ud for en hændelse, der er værd at registrere, åbnes app’en og et billede, en video, en lydfil eller en tekstbesked knyttes til lokationen.

Nu kan du eller en anden person, der har befundet sig på samme lokation, få en push-notifikation på telefonen, om at der er foretaget en registrering på en lokation du har befundet dig på. Lad os tage eksemplerne igen.

  • Eksempel 1: Du registrerer et defekt skab i omklædningen i svømmehallen. Viceværten kigger dagligt registreringerne for omklædningen igennem og observerer hvornår skabe / brusere / toiletter / sauna / osv. er defekt, så det hurtigt kan blive fikset!
  • Eksempel 2: Du registrerer en undskyldning til din medtrafikant, hvor du forklarer at du overreagerede. Din medtrafikant ser din undskyldning og får en bedre dag som følge af din undskyldning. I kan evt. komme i kontakt med hinanden for en nærmere dialog om hændelsen.
  • Eksempel 3: Du registrerer dit fund på app’en og bliver kontaktet af en, der mangler den pågældende genstand. I aftaler at mødes samme sted næste dag, for at overlevere den.

Det ville også give mening med en form for kategorisering af hændelserne. Med disse kategorier kan app’en bedre hjælpe med at binde personer sammen. F.eks. med disse kategorier:

  • Har fundet genstand / Har tabt genstand
  • Har fået skadet min bil / Har observeret en skade på en bil
  • Har fået stjålet noget / Har observeret mistænkelig adfærd
  • Skylder en undskyldning / Føler jeg har en undskyldning til gode

Oprindeligt opstod ideen på baggrund af ideen “Hvem ejer bilen“. Problemet med den idé er, at så snart biler bliver selvkørende, er den idé ikke særlig interessant. Den lokationsbaserede hændelseslog kan fungere som en platform for “Hvem ejer bilen”, men kan også rigtig mange andre ting.

Jeg kom på den en dag, hvor jeg kørte i en rundkørsel, hvor et barn var lige frisk nok til at overskride sin ubetingede vigepligt, hvorfor jeg måtte bremse hårdt ned. I den situation var mine tanker, at hvis mine børn havde den adfærd i trafikken, ville jeg som forælder gerne vide det, men det var absolut ikke alvorligt nok til at jeg skulle stige ud af min bil og indhente det her barn. Så opstod ideen til, at jeg kunne registrere hændelsen på min smartphone, og hvis barnet havde en smartphone kunne app’en opsætte sådan, at forældrene kunne se hvilke hændelser der var registreret på de steder, deres børn havde befundet sig i løbet af dagen.

Ideen har rigtig meget potentiale, men kræver selvfølgelig også, at app’en bliver brugt for at være værd at bruge. En hønen-og-ægget problematik, der er meget klassisk for nye ideer.

Hvis du forstår ideen så skriv gerne nogen flere eksempler på, hvordan ideen kunne være værdifuld for dig eller andre!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *