Misforståelser om hypnose og hypnoterapi

Man kan ikke fornægte at de fleste personer har en eller anden holdning til hypnose. Oftest er denne holdning negativt ladet, når den fremføres af personer, der kun kender til sceneshows. Det vil typisk udmønte sig i ytringer som “Jeg tror ikke på hypnose, jeg tror det er skuespil”.

Der er mange årsager til at hypnose behandles med forskellig seriøsitet, specielt fordi den har haft trange kår mod traditionel videnskab siden det blev kaldt for mesmerisme. Denne del af underbevidst.dk er derfor dedikeret til at informere om de myter vores medlemmer møder, så du kan blive mere sikker på, hvad du skal tro på når snakken falder på hypnose.

MYTE:
Hvis man ikke tror på hypnose kan man ikke blive hypnotiseret
FAKTA:
Hypnose er ikke et spørgsmål om religion eller tro. Det vi kalder hypnose er en speciel tilstand, som du går ind og ud af mange gange i løbet af dagen. Specielt inden du vågner og lige inden du falder i søvn. Det har derimod stor indflydelse på din “hypnotiserbarhed” om du er åben overfor at blive hypnotiseret. Du kan med andre ord sagtens sige, at du ikke tror på hypnose, men så længe du er åben overfor at blive hypnotiseret, kan det sagtens lade sig gøre.

MYTE:
Når man er hypnotiseret, er man helt i hypnotisørens magt
FAKTA:
Denne myte er typisk opstået som følge af scenehypnose. Den er skabt ud fra logikken: “hvorfor ville han ellers rende rundt som en kylling, hvis ikke det var fordi en anden havde magten over ham”. Svaret er at til et sceneshow findes der ofte mange mennesker blandt publikum, der ikke har noget imod at skeje ud. Teknikken til et godt sceneshow er at finde disse personer, således at de forslag man stiller, ikke er i strid med deres normer. Hvis man beder en person om at gøre noget, mens de er i hypnose, vil de typisk vågne eller blot ignorere forslaget. En anden forklaring på, hvorfor nogle mennesker føler sig i hypnotisørens magt, er fordi de kommer med den overbevisning, at hypnotisøren virkelig har evnen til at kontrollere dem. Der er dog ingen grund til at have sådan en overbevisning, så hvis du er af denne opfattelse, så håber jeg at du vil ændre mening hurtigt.

MYTE:
Det er kun 10% af verdens befolkning, der kan hypnotiseres
FAKTA:
Udgangspunktet er at alle mennesker med en normalt fungerende hjerne kan hypnotiseres (fordi det er en naturlig tilstand, der blot systematiseres). Tallet 10% stammer fra Ernest R. Hilgard, der benyttede videnskabelige metoder til at påvise befolkningens hypnotiserbarhed. Problemet med den videnskabelige metode i dette tilfælde er, at man ikke bruger samme teknik til at hypnotisere alle personer. Ernest brugte en båndoptager med en indtalt “hypnotisk induktion”, hvorfor det må siges at være et under at lykkedes for hele 10% at gå i hypnose. Om en person kan gå i hypnose er ikke uafhængigt af tid og rum, det handler både om situation og sindstilstand.

MYTE:
Hypnose behandler kun symptomet ikke det underliggende problem
FAKTA:
Denne myte forudsætter at der i den menneskelige psyke eksisterer underliggende problemer, som kommer til udtryk gennem den uønskede adfærd. Sådan en myte vil typisk være udtalt af personer der følger en freudiansk tankegang. Fakta er at der hos hypnotisører verden over behandles mange mennesker, hvor de oplever varige løsninger på deres problemer. Det ville derfor være oplagt at aflive en del af Freuds teorier om menneskelig psyke og underbevidsthed sammen med denne myte.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *