Så er jeg blevet tvangsindlagt til at skrive mit første indlæg, skønt jeg synes det er svært at sætte ord på alle de tanker og følelser jeg går igennem for tiden.
Selvom det i dag er 2 uger siden at vi så den første positive graviditetstest, virker det stadig vildt urealistisk, og jeg glæder mig meget til at komme til min første læge undersøgelse, på onsdag, og høre lægen sige at det er rigtig. I løbet af uge 8 oplevede jeg de første symptomer, mave smerter og 2 dage hvor jeg havde morgen kvalme som resulterede i slimopkast, måske slimen skyldes jeg har været meget forkølet? – må jeg hellere forhøre mig om hos lægen. Derudover synes jeg også at mine bryster allerede er blevet lidt større, utroligt hvor meget et væsen på 23 millimeter (i følge Politikkens graviditetsbog) kan sætte gang.
De morgner jeg har haft ondt i maven er smerten kommet efter jeg er stået op og været på toilet, og det har nogen gange gjort så ondt at jeg beslutter at ringe og sige jeg kommer senere på arbejde, men hvergang er smerterne efter 10 min og et dejligt bad stærkt formindskede, og graviditeten har dermed ikke påvirket mit arbejde, bortset fra jeg har super mange undskyldninger hvorfor jeg ikke skal bære tunge ting.
Jeg har i løbet af de 2 uger jeg har kendt til min graviditet været til 2 mindre fester med kollegaer, og en afskeds fest hos min veninde, hvor jeg har måtte lyve mig til undskyldninger for hvorfor jeg ikke en gang ville have en velkomstdrink, glæder mig til at jeg kan fortælle verden den rigtige grund, selvom jeg er super spændt på deres reaktioner, jeg er jo kun 22, og vi har ikke fortalt nogen om vores planer om at få barn lige nu.
Efter besøg hos jordmoderen (se indlæget "nakkefoldsscanning") viste det sig at jeg ikke var så længe henne som jeg troede, det er hermed kun uge 7+1