Fødselsforberedelse på Kolding Sygehus

Så var der nyt fra os igen. I dag har vi været tiiiidligt oppe (kl. 7.30), fordi vi havde fået tid til fødselsforberedelse på Kolding Sygehus. Det skulle foregå fra 08.30 til 11.30 og vi ville jo gerne have tid til at finde ud af hvor det skulle foregå.

Da jeg synes Kolding Sygehus er stort og uoverskueligt at finde rundt på, så ville jeg lige orientere mig om, hvor vi skulle møde op, inden vi tog hjemmefra. Jeg blev ikke klogere på lokationen, for selvom sedlen sagde "Patienthotellet 1. sal", så hjalp det ikke ret meget, når man ikke ved hvor det ligger. Til gengæld opdagede jeg noget på den lille informationsseddel om fødselsforberedelse, som jeg faktisk ikke havde lagt mærke til før. Der stod "Du kan deltage fra 34. graviditetsuge"; og som man kan se på tickeren nedenfor, så er Ann i øjeblikket 28 uger og 6 dage henne.

Egentligt synes jeg det var mærkeligt at sekretæren havde foreslået december måned for os. Første gang jeg ringede for at bestille tid, blev jeg bedt om at ringe senere, da de ikke havde fået tiderne for 2009 på plads endnu. Som aftalt ringede jeg en uge senere, og blev så tilbudt tiderne her i december (i dag og næste fredag). Sekretæren kendte godt terminen, så jeg var nu ikke nervøs ved at tage derop allerede. Rent faktisk tror jeg også december var det bedste valg, for jeg har jo eksamen i januar måned, hvorfor det kunne være ret uheldigt hvis det faldt sammen.

Vi var også klart det par, der havde længst til termin. Hende, der var længst henne, havde termin d. 27. december. Det par der havde næst-længst til termin havde det d. 1. februar. Nu er fødselsforberedelse jo ikke noget, der kræver at man er et vist antal måneder henne, så jeg synes det var godt vi kom afsted så tidligt. Jeg havde heller ikke fornemmelse af at nogen skulede mærkeligt til os 🙂

Til mødet hørte vi lidt om selve påbegyndelsen af fødslen, og herunder lidt om vandafgang og forskellige former for veer. Vi hørte også lidt om smertelindring og så en video om en fødsel. Jordemoderen var en dame med 32 års erfaring, så man må formode hun vidste hvad hun snakkede om.

Hun fortalte meget om hvad vi skulle gøre når fødslen gik i gang, og understregede også hvornår det er vigtigt at man kommer ind, og hvornår det er mindre vigtigt. Det var ikke – som jeg troede, da jeg var yngre – noget med at køre udrykningskørsel, så snart vandet gik. Tværtimod skulle man bare ringe til fødegangen og snakke med en jordemoder, og derefter kunne man så vente i op til 24 timer, på at der skulle komme veer. Hun sagde også at langt de fleste fødsler startede med veer, og ikke med vandafgang.

Lidt praktisk information blev det også til. Da vi ankom til sygehuset i dag tog vi en parkeringsplads helt oppe ved hovedindgangen, hvor man måtte holde i 3 timer. Det ærgede mig egentligt lidt, fordi vi jo var nødt til at sætte p-skiven til 8.30, og dermed ville den nå at løbe ud inden vi var færdige med mødet. Til mødet fandt vi dog ud af, at det var et generelt problem ved Kolding Sygehus OGSÅ når Ann skal føde. For hvis man kommer i dagtimerne er alle parkeringspladser med langtidsparkering som regel taget, og dermed skal man ud og justere sin p-skive hver 3. time, hvis man vil undgå at få en bøde. Det er ikke super praktisk når en gennemsnitsfødsel tager 8-14 timer, men det var rart at vide det på forhånd!

Ellers går alt som det skal, hvilket også er hovedårsagen til, at der er lidt stille på bloggen. På onsdag har Ann en tid hos jordemoderen, hvor jeg satser på at skulle med. Det er egentligt meget sjovt at man er tilknyttet en fast jordemoder i forløbet, for vi har slet ikke mødt hende endnu, vi ved bare at hun hedder Signe. Så medmindre hun har ferie igen eller på anden måde forhindret, så satser jeg på at vi skal møde vores jordemoder på onsdag. Næste fredag gælder det så 2. del af fødselsforberedelsen.

Ann har også fået købt det første baby-tøj og jeg gætter på at hun slet slet ikke er færdig endnu 😉

2 Replies to “Fødselsforberedelse på Kolding Sygehus”

  1. Hej I kære to! Hvor er det skønt at høre at det går så godt. Hvor er det også godt at I kan følges ad til det hele. Det kunne vi ikke da vi oplevede den lykke at skulle have vores tre dejlige piger.Knus og kærlige tanker.

  2. Hej mormor og morfar. Ja det er rigtig dejligt at det passer med, at jeg kan komme med til alle undersøgelserne hos jordemoder og fødselsforberedelse, så jeg også kan blive lidt klogere 🙂

     

    Mange tak for vanillekransene, de smager præcis som jeg husker dem fra sidste år.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *