Måske det sidste besøg hos jordemoderen

Så blev det endnu engang tid til et kontrolbesøg hos vores jordemoder på Kolding Sygehus. Der var ikke så meget nyt i det, men vi fik et par gode råd med på vejen og vægten på vores lille dreng blev skønnet.

Februar tegner til at blive en rigtig dum måned på udgiftsiden. For det første synes jeg at alle har placeret deres acontobetalinger i januar måned, som i øvrigt er måneden lige efter at man har købt en masse julegaver, så kontoen bugner ikke lige frem på den her tid af året. Dertil kan man så lægge den dejlige parkeringsbøde vi fik ved Kolding Sygehus. Forleden kunne vi så også konstatere, at der var nogen som ikke synes, at vi skulle have lov at beholde vores forreste nummerplade. Sådan et stykke metal med 2 bogstaver og 5 tal koster intet mindre end 590 kr.

Samme dag som vi opdagede at den manglede, der ringede jeg og meldte det til politiet. Her fik jeg at vide, at jeg skulle vente til onsdag med at bestille en ny, i tilfælde af at den skulle dukke op igen. Det gjorde den ikke, hvorfor vi i dag var ved skattecenteret i Billund, for at aflevere en formular om genbestilling af nummerplade. Inden da ringede jeg dog til forsikringen for at høre, om de var klar på at dække tabet. Det var de heldigvis, så vi slipper for at tage penge op ad lommen til andet end de frimærker vi skal bruge på at få beløbet refunderet. Så vi siger mange tak til Tryg for den gode dækning, så vidt jeg kunne læse på nettet var det ellers ikke normalt at få sådan noget dækket, men fordi det var et tyveri af nummerpladen, så var der ingen selvrisiko.

Efter vi havde været i Billund gik turen til Kolding for at komme til kontrolbesøg hos jordemoderen. Det var endnu engang jordemoderen Signe og den jordemoderstuderende Freja, som tog imod os. De sædvanlige ting blev kontrolleret, såsom forhøjet blodtryk, tegn på svangerskabsforgiftning, om barnets hovede sad fast og der blev lavet et vægtskøn. Alt var i fineste orden. Hovedet sidder nu fuldstændig som det skal, og den lille er klar til at blive født. Han blev skønnet til at have vokset lidt siden sidst, så han nu skulle være omkring de 3200 gram. Det er dog ikke noget særlig præcist skøn, der blevet foretaget. I hvert fald drillede jordemoderen den studerende lidt, fordi hun til en konsultation med et andet par, var kommet til at skyde 2kg. over det seneste skøn, som kun var foretaget 2 uger tidligere 🙂

Konsultationen drejede sig i høj grad om den forestående fødsel. Vi fik genopfrisket hvilke muligheder der er for smertelindring. Vi blev også instrueret i hvordan vi skulle forholde os, når fødslen var ved at nærme sig. Ann skulle endelig ligge sig ned og blive hjemme og slappe af mest muligt indtil veerne kommer med ca. 5 minutters mellemrum og er af 1 minuts varighed, medmindre hun selvfølgelig vil være mere tryg på sygehuset.

Vi fik også at vide, at det kunne være en god idé at give familien en terminsdato, der lå 2 uger længere ude i fremtiden end den reelle termin. Det skulle eftersigende være et trick de kongelige benytter sig af, for at undgå at medierne går helt amok når terminen nærmer sig. Man kan anvende tricket for at undgå en masse påstyr fra familien, der ringer og tjekker, om der ikke snart sker noget. Som jordemoderen sagde, så kan familien godt være de mest utålmodige 🙂

Vi har dog allerede fortalt vores omgangskreds terminsdatoen. Det har vi naturligvis gjort, fordi vi mener at vi har en helt fantastisk familie, som godt kan forstå, at fødslen ikke sker hurtigere, fordi man ringer. Vi lover at vi nok skal skrive her på bloggen, når der sker noget spændende, og ellers ved jeg at Ann har en lang liste med folk, som gerne vil have en SMS når barnet er født. Hvis du, når du læser dette, er i tvivl om du er på listen, og gerne vil være det, så skriv da endelig en kommentar på indlægget her.

Jordemoderen fortalte at hun til tider oplevede, når hun havde vagt på fødegangen, at familiemedlemmer ringede ind for at høre til deres børn/svigerbørn, på trods af at jordemødrene intet må oplyse. Så der er altså ingen grund til at ringe til fødegangen, hvis man prøver at tiltuske sig lidt førstehåndsviden 😉

Den næste tid hos jordemoderen er fastsat til d. 4. marts. Det er 4 dage efter terminen, så det er ikke sikkert at vi skal bruge den tid til noget, men den er fastsat i det tilfælde at barnet ikke er født til den tid. Anns bud er 10. marts, for hun synes ikke at der er nogen som helst tegn på, at fødslen skulle være lige om hjørnet. Vi fik også at vide, at de fleste klassiske råd til, hvordan man sætter en fødsel i gang, er blevet afvist af videnskabelige undersøgelser. Sådan noget som stærk mad, amerikansk olie og motion har altså ingen bevist virkning på fødselstidspunktet. Det eneste der stadig er gyldigt, er den samme aktivitet, som startede graviditeten.

Jeg håber ikke vi skal vente helt til 10. marts, men babyen tager jo den tid, som den skal tage.

11 Replies to “Måske det sidste besøg hos jordemoderen”

  1. 1. Jeg vil gerne være på listen.
    2. Jeg skal nok lade være med at ringe til fødegangen, hvis bare jeg er på listen. 😉
    3. Om det bliver imorgen, om 10 dage eller om en måned…vi skal nok være tålmodige med den lille. Ann ser jo også drøngodt ud med den gravide mave, og så virker det heller ikke som om hun har for meget besvær med det 🙂

  2. Hej Ann og Søren.
    Dejligt at læse på Jeres side. Forventningens glæde er en god ting og det er helt sikkert at Jeres lille dreng kommer lige præcis til den tid han skal og vil. Når tiden bliver lang så tænk på at han er så nem at passe, når han ligger i maven. Nej, nej jeg siger da ikke at han bliver bøvlet, men det kan være en lille trøst, når I næsten ikke kan vente mere. Jeg håber også at jeg er på listen.
    Vi ses på lørdag. Knus fra Annette.

  3. Hejsa!
    Vi vil gerne have en opringning og skal nok lade være med at ringe nogen steder.
    Hvis det bliver den 10 marts skal det være langdistance opkald -:)
    Det mest forunderlige ved børn er at de kommer lige præcis på deres fødselsdag. Glæder os til at se ham, hans indpakning er i hvertfald utrolig smuk. Knus fra farmor.

  4. Hvad folk dog vil med en nummerplade? Kan irritere mig grøn over folk som gør sådan noget- minder mig da jeg fik stjålet min GPS. En lille ting som måske kunne sælges videre for 1000 kr. og det på en god dag! Men denne lille ting endte op med at koste mig over 6.000 i egen andel, ny GPS og en masse tidsspild med lånebil, transport frem og tilbage osv. !

    Nå men jeg glæder mig i hvert fald også meget til en se den lille.

    Held og lykke 😉

    Knus fra Norge!

  5. Hej Ann og Søren.
    Det bliver dejligt med en lille ny i familien igen, vi vil gerne have en opringning.
    Jeg talte med Jonas på 3½ om, at nu bliver jeg snart mormor til Ann og Sørens baby, Jonas svarede omg. det kan man da ikke, du er da min farmor.
    Så ja vi glæder os.

  6. Jeg kan også tydeligt huske, at det undrede mig meget, første gang jeg hørte om nogen, der både var farmor og mormor.
    Sådan havde det jo altid været for mig, fordi jeg hverken har fastre eller morbrødre. Derfor var der jo ikke rigtig nogen til at kalde mine bedsteforældre for det modsatte af hvad jeg kaldte dem 🙂

  7. Det kan også forvirre mig en del – og måske bliver du morbror en dag…hvad dét er, ved jeg heller ikke 🙂

  8. Kære Ann og Søren!
    SÅ skete det – I oplevede lykke så stor:
    nemlig dét at blive far og mor.
    Med denne titel og jeres søn I ønskes al mulig HELD,
    pas godt på hinanden – og på jer selv.
    Knus fra os i Tjæreborg

  9. Til lykke.med jeres lille dreng, det var så skønt at få sådan en dejlig besked en søndag morgen. nu glæder vi os rigtig me-get til at se vores første oldebarn.Knus fra oldefar og oldemor. Vi tror han bliver god til at bowle

  10. Hej Ann og Søren.
    Ja, nu er der nok ikke så meget overskud for Jer til at skrive på hjemmesiden, men så kan vi andre da bare bruge de “gamle” kommentarer. Hjertelig tillykke med Jeres dreng. Det var da rigtig dejligt at vi nåede at være sammen med Jer lørdag – og hold da op, hvor du bowlede flot, Ann. Måske var det startskuddet ? hvem ved ?
    Vi blev så glade, da vi hørte nyheden – selvfølgelig – men så sad vi ved morgenbordet og blev helt tamme. Er vi slet ikke noget til vores lille nye dreng. Er vi noget med gran-, træ-, stamme-, eller er det bare noget rod. Så vil vi bare gerne være hans venner alle 5. Hedder han mon noget, ham Bertram (Nej nu gjorde jeg det igen.) Vi håber I har det rigtig godt alle tre.
    Mange knus fra Markskellet.

  11. Hej Annette
    Der er skam massere af overskud til at skrive på siden, men det har været svært at få internet her på Patienthotellet. Jeg forsøgte over min mobil, men den blev ved med at smide mig af.
    Heldigvis så var der et flinkt firma, som jeg arbejder lidt for, der var så venlige at låne mig noget mobilt bredbånd, så nu skal jeg nok få skrevet en fødselsberetning og få lagt nogle billeder ind.
    Jeg har undersøgt Jeres snak ved bordet lidt nærmere. Det man kan sætte foran “fætter” staves “Grand” og i gammel betydning henviser det til ens forældres slægtninge. Så for William er du grandmoster, Karl er grandonkel, Trine og Linea grandkusiner og Jens grandfætter. Der findes dog ikke nogen betegnelse fra “Jeres side”, men rent begrebsmæssigt er I altså noget til William, han er bare ikke noget til Jer. Det er vist bare noget værre rod, og det har jo alligevel ingen betydning for, hvor gode venner I bliver med ham 🙂 Vi skal i hvert fald nok sørge for, at I får lejlighed til at lære ham at kende.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *