Fødselsberetning

Som de fleste læsere af bloggen sikkert allerede ved, så fødte Ann en lille dreng søndag d. 22/2 2009 kl. 09.02. Barnets navn er William, som det allerede fremgår af billedet i bunden af siden, der nu holder styr på hans fødselsdag. I dette indlæg har jeg samlet en fødselsberetning og de første indtryk af den lille ny i familien.

Hvis vi nu tager det helt fra begyndelsen, så var vi i lørdags til fødselsdagsfest i Billund. Det var min kusine Linea, der skulle fejres, da hun har fødselsdag d. 23/2 (altså i dag! Tillykke Linea!). Her startede vi med at få kaffe og tog derefter ud og bowle. Ann har jo ikke rigtig haft nogen gener i graviditeten, så selvfølgelig skulle hun også være med til at bowle. Vi to var på hold med Trine og Linea, og sådan som jeg husker det nåede vi at spille 2 runder. I første runde var placeringerne: Trine, Ann, Linea og Søren. I anden runde var det: Ann, Søren, Linea og Trine. Så som højgravid lykkedes det Ann at blive den samlede vinder på vores hold.

Efter bowling gik turen tilbage til Billund, for der skulle vi have hotdogs. Vi snakkede selvfølgelig også om graviditeten og specielt spekulationer om fødselstidspunktet. Ann holdt jo fast i 10. marts og faster Linette mente det ville blive et mandagsbarn. Jeg fik vist sagt et eller andet med, at den lille baby og jeg havde en aftale om at det ville blive natten til søndag, for der var det også nemmest at få parkeringspladser ved Kolding Sygehus. Jeg tror faktisk også jeg fik sagt til Ann, at vandet kunne gå før end hun anede og før veerne. Det blev afvist med en henvisning til at vandafgang kun forekommer før veerne i 10% af tilfældene.

Vi tog forholdsvist tidligt hjem fra fødselsdagen, da Ann var lidt træt, og jeg havde også været forholdvis tidligt oppe. Da vi kom til Kolding gik vi begge på toilet, og da jeg kom op fra toilettet i kælderen sagde Ann, at der altså var blod i hendes urin. Jeg foreslog at det var tegnblødninger, så det måtte vi lige have fat i vores graviditetsbibel for at undersøge nærmere. Ann lade sig på sengen med graviditetsbiblen og læste at tegnblødninger kunne forekomme dage- og nogen gange uger før fødslen. Herefter rejste hun sig fra sengen, gik nogle få skridt, og sagde så til mig “Søren, jeg tror vandet gik”. Som vi havde fået besked på skulle det være Ann, som ringede til fødegangen, og de ville gerne undersøge Ann lidt nærmere. Vi skulle dog være forberedt på at vi nok ville blive sendt hjem og vente på veer. Vandet gik omkring 22:40 og i nærheden af klokken 23 var vi på Kolding Sygehus.

Ann sagde med det samme at hun håbede vi blev sendt hjem, for vi havde glemt både det ene og det andet, bl.a. kamera og videokamera. Vi fandt ind på fødegangen og her blev vi taget imod af en jordemoder, som ville køre en “strimmel” på Ann (En såkaldt CTG). Det vil sige at foretage nogle målinger, hvor man måler barnets hjerterytme og spændinger fra veer samtidigt. Ann skulle så også registrere hvornår hun mærkede barnet bevæge sig. Ifølge CTG’en så alt fint ud, og den lille reagerede helt efter hensigten. Veerne tog også lidt til mens vi var der, så de begyndte at føles lidt anderledes end de plukkeveer hun havde haft hele dagen. Vi fik en tid til kl. 10.00 næste morgen til igangsættelse, hvis nu det skulle vise sig, at vi ikke kom ind før, det troede hun nu nok vi ville.

Hjem gik det omkring klokken 00:00 for at vente på de naturlige veer. Den første lidt slemme ve kom omkring klokken 00:50, og varede omkring 30 sekunder. Veerne efterfulgte hinanden med omkring 10 minutters mellemrum, og steg gradvist i varighed. Timerne gik overraskende hurtigt (for mig). På et tidspunkt fik jeg da også lige sovet en time, ind imellem alt det praktiske jeg rendte og lavede (såsom at montere autostolen i bilen, pakke de sidste ting, varme rispose til Ann, osv.). Ann lå i sengen og veerne så ikke ligefrem behagelige ud, hun sagde flere gange, at hun ikke ville klare det, men jeg forsøgte at forsikre hende om, at hun selvfølgelig ville klare det super godt! Da vi nærmede os klokken 05:00 var veerne lidt besynderlige. Nogle gange varede de længere end et minut, mens de andre gange var forholdsvis korte. Intervallet var meget springende, som f.eks. med 30 sekunders mellemrum og andre gange 10 minutters mellemrum. Smerten var dog ved at være så slem, at jeg synes vi skulle ringe til fødegangen, så Ann evt. kunne komme i badekar. Igen fik Ann lov at ringe til fødegangen. Jeg kan nu godt forstå de fædre, som vælger at være den som ringer, for veerne giver ikke ligefrem det indtryk, at man skulle få lyst til at snakke i telefon imens 🙂

Vi kom ind på fødegangen og fik stue 5. Her var rigtig nok et badekar, men det skulle vise sig, at vi slet ikke fik det brugt. Lige da vi kom var veerne så slemme, at Ann måtte kaste op en enkelt gang. Da jordemoderen fik tid kom hun ind og undersøgte Ann, og kunne konstatere at hun var helt åben, men at hovedet kun lige manglede det sidste for at være helt i stilling. Jordemoderen skønte sig at finde en masse ting frem, og jeg tror hun var af den opfattelse, at fødslen kunne ske meget meget hurtigt. Veerne kom regelmæssigt ifølge CTG’en og smerterne lod ikke til at være blevet mindre. Ann prøvede forskellige stillinger, og da hun kom om på siden, var det sværere for jordemoderen at få hendes instrumenter til at læse hjertelyden ordentligt, så hun besluttede at skrue en elektrode på barnets hoved. Tiden gik og jeg følte en smule utålmodighed, fordi jeg troede det skulle gå hurtigt, men der blev ved med at mangle det lille stykke, som hovedet skulle ned. Jordemoderen spurgte til Anns pressetrang, og sagde at hun godt måtte presse lidt med. Efterhånden som tiden gik spurgte hun mere til pressetrangen, og spurgte Ann om hun pressede med. Det sagde hun ja til, og det tog jordemoderen for gode varer. Vi havde nemlig ikke fået noget undervisning i, hvordan det skulle foregå, når der skulle presses, så Ann mente hun gjorde det rigtigt.

Da klokken blev 7 var der vagtskifte. Vi fik nu en jordemoder ved navn Janne Andsager. Hun lagde, efter anbefaling fra den første jordemoder, et ve-stimulerende drop. Herefter bad hun Ann om at presse, hvilket Ann sagde, at hun allerede gjorde. Det afviste jordemoderen med beskeden om, at det kunne hun da se, at hun ikke gjorde. Ann fik derefter et lynkursus i, hvordan man skulle presse. Jeg må ærligt indrømme, at jeg undrer mig over hvordan den første jordemoder kunne tro, at Ann pressede, for det var da så nemt at se forskellen.

Med den nye jordemoder begyndte der at komme skred i tingene. Hun var en utrolig flink dame, og meget bestemt på de rigtige tidspunkter. Hun insisterede på at Ann pressede selvom det gjorde meget ondt i Anns bækken. Hun var også god til at få mig i gang. når jeg skulle holde iltmasken til Anns ansigt, hente saftevand så Ann kunne få noget sukker, og instruerede mig i at støtte hendes nakke når hun pressede. Under forløbet fik Ann nogle akkupunkturnåle i lænden, fordi hun virkelig havde ondt. Det skal da også lige siges, at det blev klaret uden den mindste form for smertelindring.

Omkring klokken 8.45 sagde jordemoderen, at hun lige ville give det omkring 10 minutter mere, og hvis der ikke skete noget, så måtte vi have fat i en læge, som kunne hjælpe lidt med hvad der skulle ske, når nu Ann havde så ondt i lænden. Der var også på et tidspunkt endnu en jordemoder med inde, som Janne konsulterede sig med. De var dog enige om at det bare var at arbejde videre, for de kunne jo se, at der skete lidt fremskridt. Lige pludselig gik det meget stærkere end jeg havde regnet med. Lille William kom til verden kl. 09:02. Jeg formåede at holde mig vågen gennem hele graviditeten, ingen besvimelser, kun lidt svimmelhed til tider. Jeg følte mig heller ikke så træt, på trods af at jeg havde været oppe kl. 08:30 dagen før, og altså kun havde sovet den ene time om natten.

William blev lagt op på mors bryst, og jeg fik lov at klippe navlesnoren. Herefter så jeg moderkagen og “livets træ” som man kalder det. William fik godt fat i mors bryst, så det var en god start på amningen. Der gik et par timer inden han blev vejet og målt, men resultatet blev 2848 gram og 48 cm. Altså ikke nogen kæmpe baby, men utroligt sød.

Vi er blevet indlogeret på patienthotellet. Det foregår nemlig sådan på Kolding sygehus, at hvis der skal holdes ekstra opsyn, så ligger man på barselsgangen. Skal der holdes lidt mindre opsyn (f.eks. ved lidt for lav fødselsvægt) så ligger man på “storken”, som er stueetagen af hotellet. Hvis alt er fint, så får man et værelse på første sal, som bare kaldes Patienthotellet. Her er der bemanding det meste af tiden, men altså ikke døgnbemanding. Vi føler dog virkelig de er en stor hjælp med både amning, og gode råd i forbindelse med håndtering af den lille.

Alt går indtil nu efter bogen, han opfører sig eksemplarisk i de fleste henseender og vi nyder hvert et øjeblik sammen med ham. Jeg tror ikke Ann sover særlig meget, hun er jo lidt urolig for ham. Jeg vil tro jeg fik omkring 8 timers søvn, så jeg var godt rustet til dagen i dag. Jeg har dog ikke været så meget på hotellet i dag, da jeg skulle til et møde i forbindelse med mit speciale. I mellemtiden var Ann til ammeundervisning, og havde besøg af et par veninder, som skulle se vores lille vidunder. Hvor vi i går havde besøg af de kommende bedsteforældre og mine søskende, så var der i dag besøg fra Anns søskende og deres familie.

Anns blodtryk har været lidt højt efter fødslen, men her til aften kom der lige to jordemødre, og foretog en måling af blodtrykket. Denne gang var det helt perfekt, og de blev lige for at se hvordan amningen foregik, og de var meget positive i deres omtale af Ann som mor. Det hele er bare super godt lige nu. Vi har fået stor hjælp af både naboer, familie, personale på sygehuset og bekendte. Samtidig har vi fået et væld af hilsner, både her på siden og på det efterhånden så kendte Facebook.

Ann ligger og sover sødt lige nu, så jeg vil lige gå ud og skifte William og derefter gå til ro, så jeg kan få noget søvn. Det er umuligt at få alle indtryk ned i skrift, men hvis nogen har spørgsmål, så skriv endelig i kommentarerne, så skal jeg nok forklare nærmere 🙂

Nååå ja, jeg lovede også nogle billeder 🙂 De kommer her:

[nggallery id=2]

7 Replies to “Fødselsberetning”

  1. Sikke en flot fødsels-beretning. Tak for det. Jeg blev jo nødt til at lykønske Jer i sidste indlæg, eftersom I ikke lige havde fået skrevet her. Men endnu engang hjertelig tillykke. Hold da op, hvor ser han dejlig ud. NU skal jeg nok holde op med at kalde ham Bertram, for han ER jo en William, det ser man tydeligt. Jeg og min familie glæder os meget til at se ham in real life. Mange lykønskninger fra Annette og familie.

  2. Tillykke kære Ann og Søren med jeres lille William.Hvor er han sød og hvor vi glæder os til at se ham.Det var en dejlig søndag morgen at få sådan en glædelig besked. Knus til jer alle tre fra oldemorfar og oldemormor.Jeg tror William bliver god til at bowle.

  3. Kære Ann og Søren
    Rigtig hjertelig tillykke med jeres lille dreng, hvor er han fin.
    Kærlig hilsen os alle fem i Esbjerg

  4. Kære Ann & Søren !

    Tillykke med jeres lille William ! Han ser fin ud. Hils de stolte bedsteforældre !

    Mange hilsner fra Frank`s mommo, Bente.

  5. Hej Ann og Søren.

    Det er godt nok en noget forsinket hilsen.

    Men i skal nu også have et stort tillykke med jeres lille nye dreng.

    Der skal nok bliver noget stort ud af ham.. 🙂

    Mange hilsner fra Jimmy Madsen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.