Sikke en skrigetur

I den seneste uge har jeg haft lånt min morfars bil, så jeg kunne køre en masse affald fra kælderen på containerpladsen. I går aftes var vi så i Billund for at aflevere bilen, og der var åbenbart noget William ikke var helt tilfreds med, for han var ikke i sit bedste humør. Han havde desuden gylpet en hel del den dag.

Jeg skulle lige tanke bilen og et smut over skjoldbjerg med nogle kasser og en lader, så jeg var kørt lidt før Ann. Da hun og William kommer til Billund, har William siddet og sovet i bilen. Kort efter at have smilet til sin oldemor bliver han dog sur og vil bare ikke stoppe med at græde. Vi skiftes lidt til at gå rundt med ham. Jeg prøvede at svinge ham i hans autostol, og Ann forsøgte at give ham noget at spise, men der var bare intet der hjalp.

Lige pludselig råber Ann inde fra stuen “Søøøren, HJÆLP!”. Jeg farrer ind i stuen, for jeg har vitterligt ingen idé om hvad der var sket. Det første jeg ser er en gul klat på sofaen og jeg tror i første omgang at William har kastet op. Det viser dog at han ikke har kastet op, men derimod fyldt bleen op til randen, og mere til. Det var lykkedes ham at ramme sofaen, tæppet under sofabordet, hans eget tøj og Anns tøj. Det hjalp dog ikke på humøret, så Ann måtte finde noget rent tøj, mens oldemor gjorde rent på sofaen og gulvtæppet, og jeg skiftede Williams ble og tøj.

Det eneste der kunne hjælpe på Williams humør, var gåture udenfor. Jeg forsøgte på et tidspunkt, uden alt for stort held, men Ann kunne godt få ham til at falde til ro. Vi havde desværre ikke barnevognen med, så Ann travede rundt i kvarteret på bare tæer. Da hun kom tilbage fra tur nr. 2 skulle vi til at spise, men William var stadig ikke klar til at falde til ro, så Ann måtte ud på tur nr. 3.

Jeg foreslog at vi bare gik i gang med at spise, sådan at jeg kunne afløse Ann, når hun kom tilbage. Pludselig kommer Ann tilbage med en barnevogn. Hun var gået forbi et hus nogle gange og en kvinde i huset havde forbarmet sig over hende, og tilbudt hende at låne barnevognen. Lige så snart William kom i barnevognen var han en glad baby, så lå han bare og legede og pludrede, mens vi andre spiste færdigt.

På turen hjem i bilen, sad Ann på bagsædet sammen med William, så hun kunne trøste ham, hvis han blev sur. Der var dog ingen problemer på turen hjem, tværtimod var der rigtig mange glade skrig og en masse pludren. Jeg tror godt jeg kan garantere, at vi har en barnevogn med næste gang 🙂

2 Replies to “Sikke en skrigetur”

  1. ja det var rigtig dejligt at have besøg af I kære tre i søndags og selvom William var rigtig godt sur, så var det dejligt at se ham igen. jeg fik da også nogle dejlige smil i starten.Vi glæder os til at se jer igen. Knus fra olderne

  2. Det lyder da hyggeligt…. I kunne jo bare have ringet så var farmor kommet susende med en barnevogn, nå men I klarede den jo alligevel.
    Håber snart vi ses. knus fra farmor til jer alle

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.