Der er indgået aftale om grunden

Hurra, nu har vi indgået en aftale med byggefirmaet om at købe den grund vi helst vil have. Det lykkedes os at få den lidt billigere end den var udbudt til.

Efter at have ventet i næsten en uge uden svar på om byggefirmaet var interesseret i at sælge os grunden uden hus på, så fik vi endelig livstegn i går. De to grunde vi har kigget på har begge været til salg længe, og der er i mellemtiden kommet momspligt på byggegrunde. Det var noget der talte til vores fordel, da vi skulle købe vores nuværende hus, men nu forklarer byggefirmaet at den pris vi har set på grunden er uden moms.

Der er dog højst sandsynligt tale om forhandlingstaktik, for byggefirmaet tilbyder os at købe grunden ca. 10% billigere inkl. moms, end den pris grunden står til, som de nu oplyser er ekskl. moms. Betingelsen er at vi kan lave en hurtig handel.

Når vi kigger på hvad vores naboer har givet for grundene, så er det absolut ikke en urimelig pris vi bliver tilbud. Jeg prøver selvfølgelig om det er muligt at slå 6% mere af, men byggerfirmaet rokker sig desværre ikke. Vi accepterer derfor at købe grunden for den pris de har tilbudt, med overtagelse pr. 1. marts.

Selvom vi endnu ikke har helt styr på om vi kan få lov til at lave lodret jordvarme på grunden, så er vi helt sikre på, at det er her vi gerne vil bo. Med en aftale på plads omkring grunden, bliver det nu endnu mere realistisk at forestille sig, at vi om en rum tid kommer til at slå os ned i kvarteret. I forbindelse med at vi har været ude og kigge på grunden af flere omgange, har vi allerede mødt et par af naboerne. Det lader til at være et rigtig hyggeligt kvarter, med søde naboer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *