Ansøgning om tilladelse til haveboring

Som man kan se på mængden af indlæg i bloggen i øjeblikket er der mange overvejelser i øjeblikket. I tilgift rejser vi på skiferie til Norge i morgen. Det er med at holde tungen lige i munden, for ikke at overse noget. Jeg var lige ved at glemme at søge tilladelse om en haveboring til det nye hus.

I det område hvor vi bor er jorden meget sandet, og det giver udfordringer for græsplænen om sommeren, hvis man ikke tilfører noget vand. I vores nuværende hus har vi en haveboring og popupvandere. Det er en meget bekvem måde at holde haven vandet på, da der ikke skal trækkes haveslanger og flyttes vandere i sommerperioden. Vi vil også gerne have popupvandere i græsplænen ved det nye hus, og i sådan et system er en haveboring nødvendig!

Når haven skal vandes skal den vandes grundigt, hvis græsset bliver “sjatvandet” med alt for små mængder trækker rødderne ikke ned i jorden for at søge vandet og problemet med udtørring bliver bare større. Det er i hvert fald hvad jeg har hørt. Det bliver til mange kubikmeter vand, og det er en bekostelig affære med byvand, hvor der både skal betales for selve vandet, men også udgifter til kloakledninger, selvom vandet udledes på græsset.

Der er også et miljømæssigt aspekt. Drikkevandet bliver ofte hentet dybt nede i et magasin i undergrunden. Her er vandet havnet efter en meget lang rejse, som startede med regnvand på jordens overflade. Mængden af drikkevand er ikke uendelig, og derfor giver det meget lidt mening at tømme et dybt drikkevandsmagasin for at græsset kan være grønt om sommeren.

Før der kan laves en haveboring skal der søges tilladelse hos kommunen. I vores område er der mange der vander have om sommeren, men der er overraskende få registrerede boringer. Huset vi var ude og kigge på tidligere havde også en haveboring, men ejendomsmægleren ville ikke garantere at der var søgt tilladelse til den. Søger man på nettet fremgår det også flere steder, at folk laver deres egne haveboringer. Registrering af boringer er essentielt for at myndighederne kan sikre drikkevandskvaliteten både nu og i fremtiden, og derfor kunne vi ikke drømme om at lave en ulovlig boring.

I min travlhed op til ferien, og med buddet på huset, var jeg dog lige ved at glemme alt om haveboringen. Når der skal laves jordvarmeboringer, skal der bruges en masse vand til borearbejdet. Det giver derfor god mening at starte med at lave haveboringen og bruge vandet herfra til borearbejdet.

Nu er der blevet sendt en ansøgning om tilladelse til haveboringen, og det bringer os op på hele 3 tilladelser vi afventer svar på fra kommunen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *