Kurssikring af realkreditlån

Kursen på et fastforrentet 2% 30 årigt obligationslån ligger lige over kurs 100 med afdrag og omkring kurs 97 uden afdrag i øjeblikket. Jeg er blevet varm på sådan et lån, og vil gerne kurssikre hurtigst muligt, men det er åbenbart ikke helt let.

Det er efterhånden ved at være over en måned siden, at jeg henvendte mig til vores bank for at forespørge på et realkreditlån. Dengang var kursen på lånet med afdrag 102 og lånet uden afdrag 99, så jeg vil gerne kunne optage lånet hurtigt, når jeg føler det er tid til at trykke på knappen.

I øjeblikket er et 1,5% fastforrentet lån også i spil, men det er ikke så attraktivt i forhold til de planer jeg har, fordi jeg drømmer om at skulle indfri mit lån til en langt lavere kurs. Ideen er lidt teknisk, og jeg følger det nok op med et separat blogindlæg for at forklare hvad det går ud på, i lidt flere detaljer. For nu er det nok at vide, at når renten falder stiger kursen, og lånet kan derved ikke optages. Når renten stiger falder kursen, og man må acceptere et større kurstab, hvis man vil have en lav rente.

Der tegnes to forskellige billeder i medierne i øjeblikket. Det ene billede handler om den store finansielle krise i Grækenland, der risikerer at gå statsbankerot. Den andet billede handler om den amerikanske centralbank, der pønser på at hæve renterne. Hvis Grækenland går på røven kan renterne risikere at falde endnu mere. 2% er allerede lavt, men det sagde økonomerne også på 4%, 3,5%, 3% og 2,5%. Men hæver amerikanerne renten kan det lige pludselig gå stærkt, og det kan være vi må tage til takke med en noget højere rente?

Tilsyneladende er den billigste måde at kurssikre et realkreditlån, simpelthen at hjemtage det. Det vil betyde at vi skal begynde at betale ydelse på lånet allerede inden vi er i gang med at bygge huset, men det kan være nødvendigt for at sikre den lave rente.

I mit forrige indlæg forklarede jeg, at banken dels skulle have vurderet vores hus, men der skulle også forelægge en byggetilladelse, førend et lånetilbud kan hjemtages. Byggetilladelsen er der søgt om, så jeg har nu rykket banken for et svar på, hvornår de har vurderingen klar.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.