Har du nogensinde tænkt over hvordan hukommelsen fungerer, hvordan det kan være du nogle gange “hører syner”. I NLP er disse ting forklaret ved vores repræsentationssystemer, måden hvorpå vi repræsenterer virkeligheden i hvert vores hoved. Denne model er en af grundstenene i NLP, noget som langt de fleste mennesker ikke tænker over – det er ubevidst. Når du dog begynder at spørge ind til det, vil de typisk blive bevidste om det. Læs mere her for at få en større forståelse for hvordan din hjerne fungerer.
Som det også er nævnt på forsiden af den sektion, der handler om NLP, så reagerer vi ikke på virkeligheden i sig selv, men på vores fortolkning af virkeligheden. Det betyder at hvad der for dig ligner et stort græsareal i en by, i stedet ligner et kæmpe indkøbscenter for en arkitekt. Det er også forklaringen på at nogle mennesker ikke bryder sig om en bestemt adfærd, mens den samme adfærd ingen betydning har for et andet menneske. I NLP har man 5 forskellige repræsentationssystemer: det visuelle, det auditive, det kinæstetiske, det smagsmæssige og det lugtemæssige. Heraf benytter vi i langt højere grad det visuelle, det auditive og det kinæstetiske system.
Hvilken betydning har det, at vi ikke reagerer på virkeligheden som sådan? Det betyder at vi må danne vores egne repræsentationer for at kunne forstå virkeligheden. Kig dig omkring og find et hvilket som helst objekt, du ville ikke vide hvad det pågældende objekt skal bruges til, medmindre du kan associere det ind i en sammenhæng, hvor det bliver benyttet. Du kan sagtens vide hvad et objekt er, uden at vide hvordan man bruger det, f.eks. ved at kunne skelne det fra andre objekter ud fra nogle grundlæggende karakteristika. Bemærk at dette er visuel distinktion. På samme måde er det muligt – f.eks. for blinde mennesker – at skelne mellem ting ud fra følelsen eller lyden. Hvordan skelner et blindt barn f.eks. mellem mor og far? Ved hjælp af stemmen selvfølgelig.
I bogen “Roots of Neuro Linguistic Programming” gennemgår Robert B. Dilts forskellige hjernestudier og deres implikationer i forhold til repræsentationssystemerne. Her fortæller han bl.a. at personer med et meget højtudviklet visuelt system vil vise hurtigere hjernebølger med lavere udsving, mens personer med et veludviklet kinæstetisk system vil vise langsommere hjernebølger med større udsving. For at undgå misforståelser vil jeg gerne understrege at dette ikke implicerer, at primært-kinæstetiske personer er dummere end primært-visuelle. Vores skolesystem er dog bygget således op at det kræver et veludviklet visuelt system, at få de gode karakterer. Værst af alt er det faktum, at majoriteten af skolerne ikke er klar over dette.
I bogen vises også et studie fra 1968, der viser ved EEG målinger at mennesker med højere IQ har hurtigere hjernebølger. Dette kan være en af årsagerne til at den gennemsnitlige IQ stiger blandt de folk, der har en længere uddannelse. Primært-kinæstetisk orienterede personer vil sikkert ikke bryde sig om at gå i skole særlig længe, hvis de ikke få udviklet deres visuelle system. Tænk på en simpel ting som stavning. Skolerne forsøger at lære børn at stave ved hjælp af fonetik, men alligevel introducerer de begreb såsom “stumme bogstaver”. De primært visuelle finder hurtigt ud af, at det er lettere at stave ved at se et billede af ordet, fremfor at lytte sig til det. De primært kinæstetiske og auditive udvikler måske aldrig en visuel strategi til stavning, hvorfor de nødvendigvis må døjes med specialundervisning og prædikater som dyslektiske (ordblinde) o.a.
Det er vigtigt at forstå at alle normale mennesker har og bruger alle systemer. Personer der primært benytter det kinæstetiske system kan altså sagtens genkende deres forældre på billeder. De fleste personer der primært benytter det visuelle system kan også sagtens mærke forskel på en appelsin og et æble. Nogle mennesker misforstår denne del – når de lærer NLP – og benytter følgende sætninger som sig selv “Jeg er visuel” eller “Jeg er auditiv”, selvom dette ikke er et spørgsmål om identitet. Alle kan f.eks. lære at stave uanset hvilket repræsentationssystem de foretrækker, det er bare et spørgsmål om at udvikle det visuelle (tit og ofte har folk alt den kapacitet i det visuelle system de skal bruge). Der er bare nødt til at være nogen, der fortæller dem, at de bruger den forkerte strategi. Selv personer der er godt hjemme i det visuelle system kan stave dårligt, fordi skolerne netop sætter fokus på at du skal bruge det auditive.
En anden interessant observation, der er gjort af Robert B. Dilts og Todd A. Eppstein i bogen “Dynamic Learning” er det komiske forhold, at de fleste musiklærere underviser deres elever visuelt. De lærer dem hvordan billeder af noder hører sammen med en bestemt tangent på klaveret eller et andet instrument. Det betyder at nogle musikere er fremragende til at spille efter noder, men ikke kan producere god musik uden.
Jeg fik verificeret denne observation for nylig. Jeg har for nylig købt en guitar og sad og spillede på den, hvorefter jeg spurgte min lillesøster, der spiller klaver og har gjort det i mange år – hvilken tone jeg spillede. Det kunne hun ikke fortælle mig, men hvis måtte bruge et klaver kunne hun spille sig frem til det (én tone ad gangen, indtil hun fandt den tangent der lød som det jeg spillede). Før jeg læste denne bog troede jeg alle musikere kunne høre toner i alt, men nu har jeg læst flere steder at mange musikere har auditive systemer der er på niveau med mennesker, der ikke spiller musik.
Brug denne artikel som en introduktion til NLP, og lær mere om repræsentationssystemer, specielt hvordan du udvikler dem. Overvej om dine opgaver kan løses mere effektivt med et andet repræsentationssystem end det du bruger ligenu. Efter min mening afhænger sand intelligens af hvor veludviklede repræsentationssystemer du har, og alle kan forbedre deres repræsentationssystemer.
4 Replies to “Vores repræsentation af virkeligheden”