Efter at have haft succes med min første Dave Elman induktion, blev jeg mere interesseret i hvad man skulle bruge trancen til, når den var opnået. Derfor endte jeg med at købe “Analytical Hypnotherapy” af Edgar Barnett. Denne bog var grundlaget, da jeg hypnotiserede et andet nært familiemedlem. Han fandt ud af, at jeg havde haft succes med at hypnotisere en person, og kunne derfor godt tænke sig at prøve at komme i trance.
Forud for hypnosen ville jeg gerne have afklaret, hvilke forudantagelser/fordomme emnet havde om hypnose. Han gav udtryk for, at han egentligt ikke vidste så meget, andet end det han havde set fra film. Jeg forklarede derfor lidt om, hvad hypnose ikke er, således at han ikke skulle frygte at der ville ske noget, som var sket i en film.
Under samtalen afbrød han mig og spurgte om jeg var gået i gang, for han synes at det føltes underligt, men på en god måde. Jeg forklarede at trance er noget han er i, hver eneste dag, både når han skal falde i søvn og når han skal vågne, men at jeg ikke var gået i gang med den formelle induktion af trancen. Denne person var også ryger, hvorfor jeg spurgte om det var noget vi skulle prøve at afvænne ham fra. Han kunne lide ideen, men i så fald ville han gerne have en sidste cigaret. Jeg afviste derfor at arbejde med rygestop, da han ikke virkede helt dedikeret.
Induktion af hypnosen forløb ganske som min første Elman induktion, dog startede jeg denne gang med at holde min finger lidt over øjenhøjde, og lade ham fokusere på den, mens jeg langsomt kørte den ned under øjenhøjde. Jeg havde læst at det skulle hjælpe med at trætte øjnene. Jeg gav suggestioner om afslapning i hele kroppen og til sidst fokuseret omkring øjenlågene. Han havde ingen problemer med at forestille sig, at hans øjne var så afslappede at de ikke ville åbne. Herefter blev han bedt om at åbne og lukke øjnene når jeg gav ham tegn, og til sidst noget fordybelse af trancen gennem løft og slip af armen.
Jeg var spændt over at finde ud af, om jeg skulle vente lige så lang tid på, at han ville glemme tallene, som jeg skulle under min første elman induktion. Jeg blev dog noget forbløffet, da han kun nåede til 98 inden han rapporterede at alle tallene var væk!
Emnet havde inden induktionen rapporteret at han havde hovedpine, samt at han på det sidste havde tendens til at hade sig selv, uden at vide hvorfor. Jeg ville gerne finde ud af om hans jævnlige hovedpiner var psykisk betinget, så han blev regredieret til første gang han havde hovedpine. Han fortalte hvordan han selv og nogle venner sad og drak saftevand og havde det sjovt, og så kom hovedpinen pludseligt. Jeg spurgte mere indtil, om der var foregået noget, som havde udløst hovedpinen, men det mente han ikke.
Jeg bad ham derfor gå til den første hovedpine han havde haft, der havde været psykisk betinget. Han rapporterede en situation, hvor han havde startet et slagsmål, hvor skyldfølelsen bagefter plagede ham så voldsomt, at det gav ham hovedpine. Der var en del af disse episoder, hvor han havde været i slagsmål, og hvor han hver gang var dybt plaget af skyldfølelse. Jeg foreslog ham at se situationerne fra andre synspunkter, og ikke mindst at det var fortid, der ikke burde plage ham i nutiden.
Hver situation blev derefter gennemgået med “The smile test” – eller på dansk – smiletesten. Hvor han hver gang gav et bredt smil, når der ikke var noget der plagede ham ved situationerne længere.
Nu var det slet ikke sikkert at hans nuværende hovedpine var psykisk betinget, så jeg foreslog at for hvert tal jeg talte ned fra 10 ville hans hovedpine blive svagere og svagere, for til sidst at forsvinde helt! Samtidig bad jeg ham opleve en situation, hvor han havde været utrolig veltilpas, selvsikker og helt på toppen. Han rapporterede en foldboldkamp, hvor han havde scoret et mål.
Derefter spurgte jeg ham – stadig i trancen – om han havde lyst til at foretage det rygestop. Han svarede at han meget gerne ville stoppe med at ryge. Jeg regredierede ham til den første gang han røg en smøg. Det var en situation, hvor han følte, at han ville blive en del af en gruppe, hvis han tog imod en cigaret. Vi snakkede lidt om, at rygning og fællesskabsfølelse ikke nødvendigvis hører sammen.
Han blev også bedt om at finde den værste smag han overhovedet kunne, og gøre den ti gange så stærk. Det var muligt at se hvordan han vrængede af smagen, for han brød sig virkelig ikke om den. Denne smag forbandt vi så med rygningen. Han blev herefter vækket med suggestioner om velvære og en dejlig følelse i kroppen.
I håb om at han havde droppet rygning spurgte jeg ham umiddelbart efter trancen, om han havde lyst til at ryge. Han tøvede, men sagde så “Ja tak! Det ville faktisk være rigtig godt”. Lidt ærgerlig kastede jeg pakken med smøger hen til ham. Han tog en cigaret ud af pakken, men da han puttede den i munden spyttede han den ud med det samme, med kommentaren “Føj den smager grimt, hvorfor smager den sådan?”
Det viste sig, at han havde fuldt hukommelsestab omkring hele trancen, hvorfor han ikke huskede suggestionen om at hans cigaretter ville smage grimt. Problemet var blot at han fik abstinenser jo længere tid der gik, hvor han ikke røg. Dem havde jeg nemlig ikke forsøgt at fjerne, hvilket jeg havde gjort, hvis jeg havde haft lidt mere erfaring på daværende tidspunkt.
Han forsøgte sig med forskellige cigaretmærker, for at finde et mærke, der ikke smagte grimt, men det havde han intet held med. Til sidst gav han op og var røgfri resten af den dag. Hvor længe efter han var røgfri ved jeg ikke, men der har højest gået en dag eller to inden han overvandt den grimme smag, pga. sine abstinenser.
Det viste sig dog, at han hovedpine var helt forsvundet, hvilket han tilskrev den lille mængde zoneterapi han havde fået i hænderne inden trancen. Jeg var dog helt sikker på, at det var hypnosen der havde medført hans forsvindende hovedpine, da han ikke havde mærket nogen bedring umiddelbart efter zoneterapien. Jeg spurgte ham også, om han kunne forestille sig at have hovedpine. Det kunne han ikke, i stedet følte han sig bare godt tilpas og helt på toppen.