Når du går mod lyset

I går skete der noget, som jeg aldrig havde troet skulle ske for mig. Jeg optrådte med solo-sang, foran et publikum af fremmede, med en sang jeg selv har skrevet, sammen med to musikere jeg aldrig har øvet med før. Det blev en virkelig fed oplevelse!

Indrømmet, den her del af mig, har ikke fået så meget plads på bloggen endnu. Der er lavet en kategori med titlen “Kreativitet og sang”, men den har indtil nu kun handlet om kreativitet i form af klimadigte, men ikke om sang. Det skal det her indlæg rette op på og derfor kommer der først en lille forhistorie.

Vi starter ved mit musiske barndomstraume. Da jeg var lille lærte jeg mig selv teksten og melodien til “Vær velkommen Herrens år”, så jeg kunne den helt udenad. Åh, hvor var jeg stolt af mig selv. Faktisk var jeg så stolt, at jeg indvilgede i at min far måtte filme mig, mens jeg sad foran juletræet med mine to sovebamser og sang den “a capella”. Det gik rigtig fint, hele vejen igennem, og jeg husket det som at jeg stolt rakte mine bamser i vejret, da jeg var færdig.

Det lyder da ikke så slemt? Nej, men det traumet kom også først senere. Det opstod da mine stolte forældre begyndte at fremvise filmen for andre. Jeg brød mig ikke om at høre min egen stemme, og se mig selv sidde der foran juletræet, og jeg brød mig faktisk endnu mindre om at andre skulle se det! På en eller anden måde var det ekstremt grænseoverskridende. (Bemærk! Jeg bærer ingen nag overfor mine forældre, jeg forstod det ikke dengang, men i dag forstår jeg at de gjorde det af kærlighed og stolthed)

Det var så grænseoverskridende, at jeg begyndte at hade sang. Det var slut med at synge rundt om juletræet, så vidt muligt slut med at synge med ved fødselsdagssange, i det hele taget slut med at synge mens andre hørte det. Jeg hadede sang så meget, at da jeg i 6. klasse ikke skulle have sangundervisning i folkeskolen, ødelagde jeg min sangbog fordi jeg bildte mig selv ind, at jeg var glad for aldrig mere at skulle synge.
Men jeg stoppede aldrig med at elske musik…

For lidt over 14 år siden mødte jeg Ann, og relativt tidligt i vores forhold fortalte hun mig, at når hun en dag skulle giftes, ville hun gerne at der var en der sang for hende. Det tog jeg en mental note af, og spekulerede på om det skulle ende med at være mig. I 2010 friede jeg til Ann, hun sagde ja, og vi blev gift på rådhuset i Kolding. Da vidste jeg at der lå en stor opgave foran mig, for når vi skulle holde det kirkebryllup vi havde lovet hinanden, skulle jeg synge. Det var dog først i foråret 2016 at vi fik sat en dato for brylluppet.

Forinden havde jeg forgæves forsøgt at påbegynde noget sangundervisning i det skjulte. Nu da datoen var sat, havde jeg kun 1 år til at få styr på det. Jeg havde heldigvis styr på hvilken sang det skulle være, der var bare lige det der med også at skulle synge den.

Det lykkedes heldigvis at få tilmeldt mig solosang hos Billund Kulturskole i september 2016. Her gik jeg i alt hemmelighed til ugentligt sangundervisning i arbejdstiden, uden nogen vidste det, andre end min sanglære. Det gik meget hurtigt bedre og bedre, og jeg begyndte at glæde mig til sangundervisningen og til at skulle synge for Ann.

I foråret 2017 – halvvejs inde i sangundervisningen – deltog jeg i Stifinderprogrammet. På et tidspunkt sad jeg i et træ ved en sø i Silkeborg, og skulle lægge en plan for de kommende år. Der skulle både være et familiemæssigt, et jobmæssigt og et personligt mål. Alle målene skulle også have nogle milepæle. Mens jeg sad der i træet fik jeg den idé, at mit personlige mål skulle være at skrive en sang. Frem til brylluppet ville jeg bare øve mig som sædvanligt, men efter brylluppet skulle jeg forsætte til sang og begynde at få ideer, som kunne munde ud i et færdigt produkt hen mod slutningen af året.

Brylluppet gik super godt, det var det absolut største jeg har gjort til dato (Det kan jeg fortælle mere om, i et senere indlæg).

Efter brylluppet aftalte jeg med min sanglærer, at nu skulle vi fokusere lidt på, at jeg skulle skrive en sang. Pausen i sommerferien skulle for min del gå med at få nogle ideer og skrive nogle ting ned, så kunne vi arbejde på melodien bagefter.

På forunderlig vis skete der det, at meget tidligt i juli måned, kom der et komplet omkvæd til mig, med både tekst og melodi. I små bidder kom versene, også med melodi. Det med melodien var lidt overraskende, for jeg har lyttet til en masse musik i mit liv, men har aldrig selv lært at spille noget instrument.

I august, efter sommerferien, sang jeg sangen for min underviser. Hun fandt lynhurtigt ud af at akkompagnere til sangen på klaver. (Jeg forstår stadig ikke hvordan det kan lade sig gøre, men det behøver jeg heller ikke).

På sidste modul af Stifinderprogrammet gik det op for mig, at den tekst jeg havde skrevet, handlede om alt det jeg skulle lære på det modul. Derfor opførte jeg sangen – a capella – for de andre deltagere. I løbet af modulet gik det også op for mig, at alle forekomster af “du” og “man” i sangen kunne skiftes ud med “jeg”, så sangen findes i to versioner.

Tilbage til sangundervisningen blev jeg spurgt, om jeg havde lyst til at deltage i en julekoncert med musikskolen, hvor de andre undervisere kunne spille mens jeg sang. Den udfordring var umulig at afslå!

Det var det der skete i går. Jeg fuldendte mit personlige mål fra Stifinderprogrammets modul 1. Ann optog min optræden med sin telefon. Det havde hun ikke fået lov til, men heller ikke fået forbud imod, og jeg er hende taknemmelig for at hun gjorde det. Nu kan jeg nemlig fuldstændigt hele mit gamle barnetraume, ved at dele videoen:

Teksten til sangen er her:

Når du går mod lyset

Der er så mange, der er bange
som går rundt og gør det samme
men inderst inde ved de jo godt…

At hvis man aldrig bliver bedre
er der ikke meget hæder
man kan lære lige det der skal til

Når du går mod lyset
åh-uh-åh
skal der vær udsigt til
at verden bli’r et mørkere sted
åh-uh-åh
du skal ku stole på
at dine vinger de begynder at gro

Ka’ det ikke bli’ det bedste
går jeg vidre til det næste
det er stilstand i en rasende fart

Hvis du virkelig vil vidre
må du sigte før du skyder
så er der chance for at du rammer plet

Når du går mod lyset
åh-uh-åh
skal der vær udsigt til
at verden bli’r et mørkere sted
åh-uh-åh
du skal ku stole på
at dine vinger de begynder at gro

Når flere bærer læsset
kan du sagtens klare presset
men det kræver at du åbner dit sind

At se det gode i det onde
og det smarte i det dumme
det gør verden til et bedere sted

Når du går mod lyset
åh-uh-åh
ku der vær udsigt til
at verden bli’r et mørkere sted
åh-uh-åh
og du vil gerne tro
at dine vinger de begynder at gro

Skal det virkeli’ vær’ ægte
er det slut med at benægte
at kærlighed er det der skal til

Når du først har åbnet hjertet
og har gjort noget uundværligt
kan du rejse for så er du klar

Når du går mod lyset
åh-uh-åh
så er der udsigt til
at verden bli’r et mørkere sted
åh-uh-åh
og du kan stole på
at dine vinger de begynder at gro

 

Hvis du vil gøre mig en tjeneste, vil jeg blive rigtig glad for at høre, hvordan du tolker teksten! Du kan bare skrive en kommentar nedenfor.

Jeg ville også elske at se andre, der er bedre til det musiske end jeg, give deres bud på hvordan sangen skal synges / spilles. Du er velkommen til at sende mig et link, eller dele indlægget med en der kunne have mod på at give sit bud.

4 kommentarer til “Når du går mod lyset”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *