08/10/2015
Hardback
318
Forestil dig at det ringer på døren. Udenfor står en mand, der præsenterer sig som døden. Han forklarer dig at du kun har tre minutter tilbage at leve i. Du mærker at du skal tisse, og går ud for at gøre det, hvorefter samtalen fortsætter på toilettet. Da det endelig bliver tid, og i det øjeblik du skal til at dø, ringer det på døren igen. Det er din eks-kæreste, der vil have dig med hjem og besøge din mor. Døden bliver forstyrret i sit arbejde, og beslutter at det nok er bedst, at du åbner døren. Fordi døden ved så lidt om livet, beslutter han sig for at lade dig leve, og selv smage lidt på livet.
Sådan er situationen for fortælleren, der giver indtryk af at være en taber, der lever et ubekymret liv. Hans eneste interesser er fodbold, øl og at skrive postkort, hver dag, til sin søn han ikke har hverken set eller hørt fra i 7 år. Mødet med døden giver ham livet tilbage i form af en bizar rejse med sin ekskæreste, hans mor og døden.
Det er mit indtryk at Thees Uhlmann i den her bog udfolder eventyret bag sangen "Die Toten Auf Dem Rücksitz" i en hel bog. Jeg er vild med sange, der er mening bag, og derfor også ret vild med det univers der her bliver skabt.
Det er lykkedes mig at overraske mig selv igen. Ikke mindst fordi jeg har læst en skønlitterær bog, men mest fordi den er skrevet på tysk! Hvordan pokker gik det til?
Som beskrevet i indlægget: “Et år med tysk på DuoLingo“, gik jeg i starten af februar 2017 i gang med at øve tysk på min smartphone med app’en DuoLingo. På daværende tidspunkt havde jeg øvet mig mindst 5 minutter hver dag i et helt år, uden at springe over en eneste dag. Siden da har jeg holdt ved den her vane og er nu oppe på 472 dage.
Hvor indlægget fra februar beskriver hvad DuoLingo kan, er det måske mere passende her, at beskæftige sig med spørgsmål: Hvorfor?!
Jeg har altid haft en sær tendens til at skulle vende nederlag til sejr. Det er ikke noget jeg gør bevidst, det er bare som om jeg havner i situationer, hvor det er nødt til at være sådan. I den forstand har jeg haft en kærlighed for Margaret Thatcher’s citat:
“I am extraordinarily patient, provided I get my own way in the end.”
Jeg husker bl.a. hvordan min lærer i Afsætning B på 2. år af handelsskolen sagde noget i stil med: “Nå, Søren, vi ser nok ikke dig på A-niveau!?”. På det tidspunkt havde jeg allerede besluttet mig for at skulle have afsætning på A niveau. Mit svar var derfor: “Jo, det tror jeg I skal regne med, jeg læser nemlig bogen nu, og så bliver jeg mere aktiv i timerne.” Som sagt så gjort, og jeg endte med at få 10 i mundtlig Afsætning B, og senere 11 i mundtligt Afsætning A.
På Syddansk Universitet i Kolding tog jeg først en HA og senere en cand.merc. i styring og ledelse. På kandidatuddannelse fik jeg et gennemsnit på 10,8. Alle karaktererne hed enten 10 eller 12, men jeg fik et enkelt 4-tal i faget produktionsstyring. På forunderlig vis endte jeg med at skrive speciale om en produktionsvirksomhed, og fik karakteren 12 for specialet. Det endte faktisk med at jeg blev ErhvervsPhD-studerende inden for produktionsstyring (Et projekt jeg dog måtte sætte på pause tæt på målstregen, mere om det i et senere indlæg).
Ét fag har dog plaget mig siden folkeskolen, og det har været tysk! Jeg havde det modvilligt som valgfag i folkeskolen og modvilligt som valgfag på de første to år af handelsskolen. Det var nok det fag jeg savnede mindst, da jeg kunne blive fri for det.
Det går selvfølgelig hverken værre eller bedre end, at jeg i mit arbejdsliv bliver konfronteret med mine manglende kundskaber inden for tysk. Heldigvis har jeg medarbejdere, der er væsentligt bedre til sproget end jeg er. På et tidspunkt skilles vore veje dog, og jeg sidder tilbage i en virksomhed, hvor der er klare fordele i at beherske det tyske sprog. Da jeg en dag støder på DuoLingo er det derfor primært med tanke på arbejdet, at jeg får lyst til at prøve kræfter med det.
Som beskrevet i indlægget fra februar i år, stødte jeg tilfældigt på en sang af Thees Uhlmann med titlen “Die Toten Auf Dem Rücksitz“. Det var virkelig mærkeligt at høre den sang, for bortset fra “Rücksitz” var lyrikken helt tydelig for mig. I min research af sangen gik det op for mig, at Thees Uhlman også havde skrevet en bog, nemlig: “Sophia, der Tod und Ich”. På det tidspunkt faldt det mig dog ikke ind at skulle læse den.
I starten af maj måned deltog jeg i en masterclass i regi af Stifinderprogrammet, kaldet High Performance Leap. I løbet af denne masterclass fastsatte jeg det som et udviklingsmål, at jeg ville blive bedre til at fokusere på det positive. Efter hjemkomsten fra denne masterclass, fik jeg af en eller anden grund, lyst til at høre “Die Toten Auf Dem Rücksitz” igen. Samtidig gik mine tanker på, om ikke det var ved at være tiden, at prøve kræfter med at læse en komplet bog på tysk.
Da bogen “Sophia, der Tod und Ich” kunne bestilles på bibliotek.dk, faldt valget på den. Det viser sig så, sjovt nok, at bogen netop handler om at glæden ved livet, om en mand der genfinder en masse positive momenter han har taget for givet i livet, netop som han står overfor at skulle dø.
Bogen er på 320 sider. Den blev hentet på biblioteket for præcis en uge siden, og er nu færdiglæst. Der var uden tvivl detaljer, der gik min næse forbi, pga. mit begrænsede ordforråd på tysk, men den overordnede handling forstod jeg. Det føltes lidt ligesom da jeg begyndte at læse bøger på engelsk første gang. Meget forstod jeg, noget kunne jeg gætte mig til betydningen af, og andet måtte jeg bare læse og acceptere at jeg ikke kunne forstå.
At læse den her bog var en sejr på flere måder:
- Det er et opgør med min idé om, at jeg ikke kan lære at forstå tysk.
- Det er glæden ved igen at læse noget skønlitteratur.
- Endelig er det også påmindelsen om vedvarende at øve mig i, at værdsætte det jeg har, som om det skulle være slut i morgen.
Hvis du har læst hele det her indlæg, og stadig ikke har hørt sangen, er det nu du skal trykke på play:
One Reply to “Sophia, der Tod und Ich”