Vi har købt en elbil! I min optik er fremtidens bilpark baseret overvejende på selvkørende elbiler. Så tidligt som i 2021 forventer jeg at vi ser de første fuldstændigt selvkørende biler på markedet. Tanken om at købe en elbil var derfor født af et ønske om at hjælpe udviklingen lidt på vej, og samtidig høste nogen af alle de fordele, der følger med at køre i elbil. I den forbindelse har jeg gjort mig nogen tanker om, hvordan man sammenligner brændstoføkonomien for elbiler og dieselbiler.
Et trafikuheld i juni 2018 i vores Peugeot Partner 1,6 Tepee gav os et behov for en ny bil. Det blev en Ford S-Max 2,2 diesel fra 2013 med 7 sæder. Sådan en bil egner sig ikke til at køre korte ture, og derfor skiftede vi også bil nr. 2, fra en Toyota Yaris til en Renault ZOE elbil.
Jeg havde gennem længere tid gået med tanken om at skifte vores Toyota Yaris ud med en Renault ZOE, men da det var den primære familie-container, der måtte udskiftes først, blev det en anden type bil vi anskaffede os. Det endte dog med at fremskynde beslutningen om at købe en elbil, fordi en 2,2 dieselbil ikke egner sig til små byture, og Yaris’en var bare ikke en god bil at fragte 3 unger i med en centrallås der ikke virkede og en virkelig larmende motor.
Huset var allerede forberedt til, at vi kunne få monteret en ladestander i carporten, og med lodret jordvarme som opvarmningsform får vi en markant rabat på alt elforbrug over 4.000 kWh. Elbilen giver også mulighed for at få et større egetforbrug af strømmen fra vores solceller på carporten.
Det var ret nemt at læse sig frem til at en Renault ZOE har et batteri på 21 kWh og at den om vinteren kan køre lidt over 100 km på en opladning (Der findes også en model med et batteri på 42 kWh, men de er ikke til at opstøve på brugtvognsmarkedet). På grund af den rabat vi får for at have jordvarme, koster 21 kWh strøm koster ca. 33,6 kr. hvis vi køber det. Når vi får strøm fra solcellerne er det ikke gratis at bruge, fordi vi har muligheden for at sælge det til 1 kr. Derfor vil strøm fra solcellerne medføre en pris på 21 kr. for en opladning. Med udgangspunkt i det tidspunkt på året hvor vi kan køre færrest kilometer på fuldt batteri, giver det en kilometerpris på mellem 21 øre og 33 øre. Ikke dårligt!
Det der gab os skubbet til at købe elbilen var, at vores nye Ford S-Max lå og brugte ca. 1 liter diesel pr. 10 kilometers kørsel, svarende til en kilometerpris på ca. 1 kr. Den kunne præstere en distance på ca. 600 kilometer med en tankfuld på 60 liter diesel. Efter vi har byttet bil, så Ann kører den lille bil til de korte ture, og jeg tager den store bil de 20 km til arbejde, og 20 km hjem igen, kan Ford’en nu snige sig op på 850 km på en tankfuld, og dermed ca. 14 km/l. En forbedring på 40%!
Med en dieselpris på 9,68 giver det dog stadig en kilometerpris på 69 øre. 2-3 gange så højt som elbilen.
Et er dog økonomi, noget andet er bæredygtighed. Da jeg første gang skulle undersøge “brændstoføkonomien” ved en elbil, var jeg lettere forvirret over, hvordan jeg skulle relatere det til en benzin eller dieselbil. På bilbasen står der at en Renault ZOE kører 50 km/l, men det giver i princippet ingen mening, fordi der jo ikke bliver fyldt nogen liter i nogen tank.
En dag slog det mig dog, hvordan sammenligningen skal laves. Når jeg laver priser på lodret jordvarme omregner jeg nemlig ofte fyringsolie i liter til varme i kWh. Da jeg gennemførte regnestykket på Ford’en blev jeg mildest talt overrasket. Der er ca. 10 kWh brændværdi i en liter dieselolie. Det vil sige at med en 60 liters tank, svarer Ford’ens kapacitet til en elbil med et batteri på – og hold nu fast – 600 kWh. Det er 30 gange mere end en ZOE! For de 600 kWh får du en bil der kan køre mellem 600 km og 850 km. Altså kun 6 – 8 gange så langt som elbilen. Prøv lige at tale om et energispild.
Vi kan også regne baglæns på elbilen. Det vil kræve ca. 2 liter dieselolie at fylde tanken, hvis der var en perfekt konvertering fra dieselolie til strøm. Med en rækkevidde på 100 km giver det en brændstoføkonomi på 50 km/l. Så det var altså dér tallet fra bilbasen kom! Jeg mener dog stadig det er meningsløst at tale om km/l på en elbil, og derfor kan vi lige så godt tage km/kWh som fællesnævneren. Ford S-Max har en km/kWh på mellem 1 og 1,4, Renault ZOE har en km/kWh på ca. 5.
Den kritiske læser vil måske sige, at det ikke er fair at sammenligne en stor 7 personers bil med en lille 5 personers bil, men faktisk har elbilen en egenvægt på 1,4 tons, og det er kun 300 kg. mindre end Ford’en!
Men vi kan da godt prøve at sammenligne med Lupo 3L, der har en egenvægt på 825 kg, og kan køre 33 km på en liter diesel. Det giver naturligvis en km/kWh på 3,3.
Den kritiske læser vil måske forsætte og sige, at strøm ikke kommer af ingenting, og at elbilen i virkeligheden køre på strøm fra kulkraftfyrede værker. Under overskriften “Olieindustrien er dødtræt af de grønne myter” udtaler koncernchefen for BP:
»Vi ser det alle som positivt, at den globale velstandsudvikling løfter stadigt flere mennesker ind i middelklassen, men en del af et liv i middelklassen er at rejse og at have en bil. Her i Storbritannien er der 850 biler pr. 1.000 indbyggere. I Indien er der 22. Skal vi fortælle den hastigt voksende indiske middelklasse, at hvis ønsket er en bil, skal det være en elbil, vel vidende, at 75 pct. af elektriciteten i Indien kommer fra kulfyrede kraftværker?«.
Hvis vi nu modificerer situationen lidt og lader som om at en elbil får sin strøm fra et oliefyret kraft/varmeværk med en virkningsgrad på 50%, så lad os bare antage at der skal afbrændes 5 liter olie for at fylde tanken på elbilen. Så hvis olie er den måde strømmen er skaffet på, lander elbilen på en km/kWh på 2, hvilket stadig er 43% bedre end Ford’en når den kører bedst! Det er vel at mærke i en sammenligning, der er dybt urimelig for elbilen, fordi det antages at halvdelen af olien bare er nytteløs spildvarme. I Danmark er vi gode til at udnytte overskudsvarme fra elproduktion, så her vil overskudsvarmen blive transporteret via fjernvarmenettet til et hus, der ellers skulle have købt olie til at varme huset op med.
Vi kan derfor bede koncernchefen fra BP om at ringe til Indien og bede dem indstille sig på at ja, hvis de gerne vil have en bil, skal de nok indstille sig på at den ikke skal køre på benzin eller diesel. Bagefter kan han så ringe til Christiansborg og sige det samme. Det ville have utrolig stor vægt, hvis det var koncernchefen for en olieproducent, der havde set lyset, meeen det er ikke sikkert det sker lige foreløbigt.
I mellemtiden kunne de i stedet forlange at alle bilproducenter oplyser km/kWh i stedet for km/l, fordi det giver et bedre grundlag for at sammenligne forskellige typer bilers ressourceforbrug.
skønt med et fornuftigt klogt menneske, der endelig kunne give et forståeligt svar og indsigt og oversigt på diesel/el-problematikken.
Så mere fjernvarme, mere olie-el flere elbiler…sagde manden der de sidste 20 år har kørt Lupe 3L og Audi A2: rekord er Odense-København 40km/l
Hej Asbjørn, tak for din kommentar!
Jeg er glad for at du kunne lide indlægget.
Imponerende rekord med 40 km/l !
4 km/kWh er flot på sådan en strækning, er spændt på hvad du ville kunne opnå med en elbil 🙂