Næsehorn og bihulebetændelse

Næsehornets horn kan eftersigende udrette mirakler mod alverdens sygdomme. Det er der i hvert fald en del der tror i Asien, hvor efterspørgslen er ved at udrydde næsehornet i Afrika. Kan det også kurere bihulebetændelse? Aner det ikke, for det er ikke sådan et næsehorn, der er genstand for dette indlæg.  

Bihulebetændelse er virkelig en led smerte! Ikke helt på højde med migræne, men det er tæt på. Det føles som om der er overtryk i de to snotkamre, der sidder under og/eller over øjnene. Nogen gange er næsen dog så stoppet, at intet kan komme ud, andre gange kan man pudse og pudse uden og stadig føle at det er stoppet helt til.

Min far led meget af bihulebetændelse som ung. Faktisk i sådan en grad, at lægen på et tidspunkt så sig nødsaget til at punktere hans bihuler, for at give ham fred for smerten. Den oplevelse har jeg heldigvis været fri for, selv om tanken om en punktering er utrolig tillokkende, når smerterne er stærke.

Min første bihulebetændelse fik jeg mig, på en tur til Mallorca med familien. På vej hjem i flyveren havde jeg så ondt, at min storesøster græd over det!

Næsehornet

Nu er det tid til at introducere stjernen i det her indlæg…. næsehornet! Billedet for oven viser det blå næsehorn. Det er anordning, der er designet til at du kan skylle næsen igennem med saltvand, for derved at rense dine bihuler.

Det ligger fjernt i min hukommelse, hvem der havde æren af at introducere mig for det. Det står dog soleklart, at når man står magtesløs med smerter, er man villig til at prøve alt. Også et produkt, der kaldes et næsehorn!

Første gang var lykkens gang. Der kom flow i min stoppede næse, og det karakteristiske gule klæbrige snot fra bihulerne blev tømt ud. Siden da har næsehornet været fast inventar i skuffen i badeværelset.

Hvordan gør man og hvordan gør man ikke?

På hjemmesiden for det originale næsehorn, har de en vejledning på fire trin. Kort fortalt fylder man næsehornet med lunkent vand og fint salt afmålt i den medfølgende ske. Når saltet er opløst lægger du hovedet på skrå og skyller næsen til der ikke er mere vand i næsehornet. Herefter gentager du evt. processen med det andet næsebor.

Det er ufattelig simpelt og til tider virkelig effektivt. Til tider, for træerne vokser ikke ind i himlen. Der har været tidspunkter, hvor jeg døjede med bihulebetændelse, men ikke kunne få løsnet op ved hjælp af næsehornet.

En enkelt gang er det også lykkedes mig at gøre problemet værre. Det skete ved at placere hovedet i en mærkelig stilling, hvor vandet fra næsehornet løb op i mit øje. Herved reddede jeg mig en omgang øjenbetændelse oven i bihulebetændelsen…. FEDT!

Hvor kan man købe det?

Diverse helsebutikker på nettet og sikkert også i Matas. Dette er et link til en søgning på google med nøgleordene: Køb næsehorn. De koster under 100 kr., det er langt mindre end hvad man er villig til at betale for at blive fri af en omgang bihulebetændelse!

Har du nogen andre tricks mod bihulebetændelse, må du endelig dele dem.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *