Corona-Ståtrold med NemID nøgleappen

Mon ikke de fleste har prøvet at lege Ståtrold i skolen eller i forbindelse med fritidsaktiviteter? Du bliver rørt af en fanger, og når det sker skal du stå helt stille, indtil du bliver befriet. Først derefter må du løbe rundt igen og undgå at blive fanget. Lige nu kunne vi godt bruge en slags Corona-Ståtrold, hvor alle dem der er smittet bliver hjemme og forholder sig i ro indtil de er raske. Måske vi kan bruge NemID nøgleappen til det formål?

I Kina har man tilsyneladende en meget massiv overvågning af befolkningen. Det gør det noget nemmere i en situation, som den vi er i nu, at opspore og bryde smittekæder. Jeg ønsker på ingen måde at myndighederne skal masseovervåge den danske befolkning, for at kunne sætte ind mod sådan noget som corona. Samtidig synes jeg dog det er en skam, at vi er nødt til at isolere os i så høj grad som vi er, hvis vi i stedet kan isolere dem, der har den absolut højeste risiko for at viderebringe smitte.
Det er selvfølgelig lettere sagt end gjort.

Sporing via mobiltelefoner

Hvis du allerede smitter før du selv mærker symptomer, hvordan kan du så vide, hvornår du er “taget”, og skal stå helt stille? Jo, vi kan jo sige at alle som har befundet sig i nærheden af en smittet, skal betragte sig selv som “taget”. Til det formål er en smartphone virkelig anvendelig. Den har typisk indbygget GPS og den kan gå på internettet.

Google, Apple og Facebook følger formentlig allerede med i, hvor du har været. Det gør de på flere forskellige måder. For det første har du sikkert allerede givet dem lov til at aflæse GPS koordinaterne fra din telefon.

For det andet har de også ofte MAC adressen på den trådløse router du er forbundet til. En trådløs router flytter sig sjældent fra f.eks. en café eller dit hjem. Derfor er det nemt at koble en MAC adresse sammen med en fysisk adresse.

Sammenkædning af data

Nu tænker jeg ikke, at vi skal lægge vores skæbne i hænderne på de amerikanske tech-giganter. I stedet kunne vi passende udvikle noget nationalt. Her har vi allerede en NemID nøgleapp, som fungerer i stedet for NemID papkortet. Jeg antager, at den er installeret på rigtig mange smartphones i landet.

Vi har så brug for en ny funktionalitet i NemID appen. Den skal give os besked, hvis vi har været i nærheden af en smittet. Det skal den vel at mærke gøre, uden at opsamle følsomme data, som kan misbruges.

Mit forslag er, at NemID nøgleappen periodisk danner en række tilsyneladende ubrugelige tekst-strenge på vores telefoner. De her tekststrenge ligger gemt på borgerens telefon i en eller anden periode. Tekststrengene matcher andre borgeres tekststrenge, hvis de har været i nærheden af hinanden.
Har du været på samme trådløse net som Peter på samme tidspunkt? Så har I begge to den samme tekststreng på Jeres telefoner.
På samme måde har I ens tekststrenge, hvis Jeres telefoner har registreret Jeres GPS koordinater på samme tidspunkt.

Når Peter bliver testet positiv for Corona, kan NemID nøgleappen fra hans telefon aflevere tekststrenge for den relevante periode til en central server. Nu skal serveren agere “fanger” i vores lille ståtrolds-leg. Serveren sender de her tekststrenge ud til alle brugere af NemID nøgleappen, som en slags “fanger”. Matcher tekststrengene har man været ret tæt på Peter, og skal nu i karantæne.

Et simpelt eksempel

Forestil dig, at du er på besøg hjemme hos mig. Din NemID nøgleapp registrerer følgende fra din GPS. Du er i zone 32 U, dine koordinater er 492717.00 m E og 6179603.00 m N. Klokken er 15.00 d. 31. marts 2020.
Din nøgleapp fjerner decimalerne og et enkelt ciffer fra dine koordinater. Derved opstår en firkant og alle inden for den firkant, vil have de samme koordinater (Se billedet øverst).
Nøgleappen danner strengen: “2020-03-31-15-00-32U-49271-617960”. Der er dog tale om følsom information, da strengen indeholder både dato, tidspunkt og placering. Derfor krypteres strengen med en metode, som gør den ukendelig, den kunne f.eks. blive til: “889ed85bdb85ae9a5c4ca40df3d46699”

Tricket er, at hvis jeg står i nærheden af dig, opstår fuldstændig samme streng på min telefon, fordi den bliver krypteret med samme metode. Vores telefoner ved ikke at vi har været i kontakt med hinanden. Myndighederne ved heller ikke, at vi har været i nærheden af hinanden.

Først i det tilfælde, at jeg bliver konstateret smittet med corona, får myndighederne adgang til mine koder fra det relevante tidsrum. Dem sender de ud til alle, og din nøgleapp opdager, at der er koder som matcher. Derfor skal du i karantæne. Samtidig bør du blive testet for corona, så dine koder også kan distribueres, hvis du også er smittet.

Samme metode kan bruges med MAC-adressen på en trådløs router. Idet GPS ikke nødvendigvis er særlig præcis, giver det sikkert mening at registrere begge dele.

Afslutning

Hvornår kan man så komme ud af karantænen? Det kan man ligesom i dag, når der er gået tilstrækkelig lang tid eller man er testet fri for smitte.

Det er ikke en perfekt løsning og skal den virke rigtig godt, skal den kombineres med en betydelig test-kapacitet.

Den er dog et bud på, hvordan vi kan bruge digitale redskaber, uden at opsamle en masse følsomme data. Det er også meget muligt, at den er anvendelig i andre tilfælde end bare lige corona-krisen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *