Business & Economics
1990
160
Endnu en bog af Eliyahu Goldratt, der ikke er i novelle-form. Denne er mere filosofisk end The Haystack Syndrome, uden at det skal opfattes negativt. Det er en første bog hvor ledelsesfilosofien direkte får navnet Theory of Constraints, efter at have heddet flere forskellige ting.
Der er to dele i bogen: (1) Hvad er Theory of Constraints? og (2) Hvordan bør det implementeres? Overskrifterne på indholdet i de to dele kommer her:
Del 1 - What is this thing called Theory of Constraints?
- The Five Steps of Focusing
- The Process of Change
- How to Prove Effect-Cause-Effect
- How to Invent Simple Solutions (Evaporating Clouds)
Del 2 - How should it be implemented?
- How to Become a Jonah
- The Devastating Impact of the Organization's Psychology
- Reaching the Initial Consensus and the Initial Step
- How to Reach the Top
- What About Existing New Projects
For dem der er nysgerrige på Theory of Constraints er den bestemt værd at læse!
Hvor Goldratts noveller formidler han ideer på en spændende måde, og The Haystack Syndrome går i detaljerne med det rent praktiske, har vi her fat i det første forsøg på en mere filosofisk beskrivelse af Theory of Constraints.
Mit hukommelse siger mig, at jeg læste The Haystack Syndrome først, og derefter What is this thing called Theory of Constraints. Det virker også som om det er den rækkefølge bøgerne er skrevet i, selvom de begge er udgivet i 1990.
Den antagelse baserer jeg på, at The Haystack Syndrome ikke indeholder betegnelsen Theory of Constraints, for Goldratts ledelsesfilsofi. Oprindeligt solgte Goldratt nemlig en softwarepakke kaldet OPT (Optimized Production Technology), som senere begyndte at udvikle sig i retningen af en produktionsfilosofi med navne som Constraints Management, Synchronous Manufacturing og Synchronous Management.
Goldratt var uddannet fysiker, og mig bekendt var det nærmest et tilfælde, at han kastede sig over produktionsstyring. Hans tilgang var at udtænke løsningerne, i stedet for at kigge i lærerbøgerne. Derfor var hans tilgang til produktionsplanlægning banebrydende i forhold til gængs praksis. På en eller anden måde udviklede han altså filosofien i praksis, før den blev beskrevet i bøger, hvilket gav anledning til en del forvirring omkring, hvad den rette betegnelse var.
Det råder Goldratt bod på i denne bog ved – lidt grandiøst – at redegøre for, hvorfor han mener hans tankegods har fortjent at blive kaldt en decideret teori – heraf navnet Theory of Constraints.
I bogen redegør han også for, hvordan han kom frem til alle de uconventionelle løsninger, der blev præsenteret i The Goal. Det skete ved brug af en metode, Goldratt valgte at kalde Evaporating Clouds. Kort fortalt er det en sokratisk inspireret metode, hvor der er to modstridende handlinger, bag hvilke der er to underliggende behov, som begge har et fælles mål. Ved at undersøge de logiske sammenhænge mellem elementerne i diagrammet, kan der identificeres fejlagtige antagelser, som fastholder konflikten. Når en fejlagtig antagelse bliver udfordret, fordamper konflikten (som en sky der fordamper).
Goldratt bruger en del plads på at udstille forskningen inden for optimale seriestørrelser. Det er sådan, at produktionsvirksomheder ofte kæmper med et dilemma. På den ene side vil man gerne have store serier, fordi man derved undgår en masse omkostninger til op- og omstillinger. Omvendt vil man gerne have små serier, fordi de store serier giver ret mange varer i arbejde og dermed store lagre.
Der er ifølge Goldratt lavet en myriade af forskningsartikler omkring lige præcis det her trade-off. Små serie og små lagre eller store serier og store lagre. I første omgang problematiserer han at der overhovedet er forsket så meget i den her problemstilling, fordi kurven for det optimale valg er relativt flad, og et produktionsmiljø er så dynamisk at det ikke er værd at bruge tid på at finde et optimum. Dernæst går han videre, i et forsøg på at løse konflikten én gang for alle.
Via sit EC-diagram (s. 43) analyserer Goldratt problemstillingen og kommer op med flere forskellige løsninger, der imødekommer fejlagtige antagelser forskellige steder i diagrammet. Han slutter dog med at angribe selve den antagelse at man ikke kan have små serier og store serier på samme tid.
Det lyder dumt, for hvad er det modsatte af store serier? Ja det må nødvendigvis være små serier. Det stopper dog ikke Goldratt. Han spørger i stedet: Hvad er en serie? Ja det kommer an på hvilken type virksomhed man er. I virksomheder med flowproduktion og dedikerede maskiner er seriestørrelsen kontinuerlig, altså nærmest uendelig, men alligevel kommer varerne jo ud af døren, så seriestørrelsen er måske mere præcist beskrevet ved at være 1?
Med denne lille eftertænksomhed konkluderer Goldratt, at ordet “serie” dækker over to ting. Det dækker både over processerie og overførselsserie. Processerien er den mængde af emner, der produceres, før maskinen omstilles til at producere noget andet. Transportserien er den mængde emner, der produceres, før emnerne flyttes til næste arbejdsstation. Af en eller anden grund sætter mange virksomheder lighedstegn mellem de to. Det skyldes ofte at emnerne hænger sammen i et IT-system eller i nogen produktionspapirer, men denne kunstige tilknytning er jo ikke endegyldig, den kan laves om.
I den her bog får man virkelig fornemmelsen af, hvorfor Eliyahu Goldratt nogen gange bliver kaldt en slags slagter af hellige køer. Ingen antagelser går uundersøgt i forsøget på at finde nye løsninger. Derfor er denne bog virkelig værd at læse, selvom den efterhånden har mange år på bagen.
[amazon_link asins=’0884271668′ template=’ProductAd’ store=’skjoldandersen-21′ marketplace=’UK’ link_id=’55ca2ae2-05fc-11e8-8cb5-fbf6dcb80a2c’]
Her er mine noter fra bogen:
