NLP og Ledelse

I 2007 skrev jeg bachelorprojekt om NLP og ledelse. Flere af de bøger, der efterhånden kommer på bloggen, er et resultat af det litteraturstudie jeg lavede, som baggrund for projektet. Derfor er det oplagt at smide projektet online, i det tilfælde andre kunne få glæde af det.

I stedet for at skrive en masse om hvad projektet indeholder, vil jeg nøjes med at sakse noget tekst omkring baggrunden. Nederst i indlægget kan du finde en PDF, hvor du kan læse resten.

Prolog

I 1970’erne samarbejdede en ung psykologistuderende ved navn Richard Wayne Bandler, fra University of California, Santa Cruz, med en professor i lingvistik, ved navn John Thomas Grinder fra samme universitet. Med Bandlers viden om gestaltterapi og Grinders viden om Noam Chomsky’s teorier vedrørende ”Transformational Grammar”, satte de sig for at modellere Gestaltterapeuten Fritz Perls, Familieterapeuten Virginia Satir og hypnotisøren Milton H. Erickson, så andre kunne blive lige så succesfulde kommunikatører. Dette samarbejde blev til Neuro Lingvistisk Programmering, som i dag primært er kendt under akronymet NLP. I dag kan en enkelt søgning på Google efter ordene ”NLP” og ”ledelse” – i samme søgning – mønstre ca. 32.700 resultater blandt danske sider. Hvad der oprindeligt startede som et opgør med den tids forståelse for terapi er i dag spredt ud over alt fra terapi, indlæring, sportspræstationer og ikke mindst ledelse.

Problembaggrund

Udfører man den ovenfor beskrevne søgning på Google, vil man finde beskrivelser som denne: ”Denne certificerede NLP Lederuddannelse henvender sig til ledere, som ønsker at videreudvikle deres kompetencer med teori inden for ledelse, følelsesmæssig intelligens og psykologi.

I bogen ”NLP på jobbet” skriver forfatteren Sue Knight følgende: ”… Især i erhvervslivet vil NLP være forskellen, der gør en forskel i kommunikation motivation, påvirkning, forhandling, ledelse, empowerment, personlig udvikling, målsætning, organisationsudvikling … listen er uendelig. Du vil finde dine egne anvendelsesmuligheder – det er den sande glæde ved NLP.

I dag er NLP ofte maskeret under begrebet coaching. Specielt Tonny Robbins, der har fået sin NLP træning hos Grinder, er en betydelig autoritet indenfor coaching begrebet.

Der tilbydes mange kurser i NLP, målrettet mod både terapeuter, personer interesseret i personlig udvikling og virksomheder.

Siden Richard Bandler tabte en retssag mod Grinder og fik omstødt sin varemærkeregistrering af NLP i Storbritannien (se bilag 1), har det været muligt for alle at afholde kurser i NLP uden nogen instans, nødvendigvis kontrollerer kvaliteten af et kursus. Dette indebærer også at man kan præsentere lige det materiale man har lyst til, og kalde det for NLP. Uden nogen central organisation der tager sig af varemærket, åbner det samtidig for alle mulige fortolkninger af emnet, afhængigt af hvem man spørger.

Problemstilling

Målet med dette projekt er at give en forståelse af NLP – Neuro Lingvistisk Programmering og anvendelsen af NLP i forbindelse med ledelse. Projektet er delt op i to hovedafsnit:

Afsnit 1: Hvad er NLP

Herunder en beskrivelse af modellen og hvordan udbredelsen har medført at det i dag er accepteret i praksis, men kritiseres fra flere forskellige sider. For at få det mest reelle billede af NLP vil der i beskrivelsen søges tilbage til de teoretiske og filosofiske rødder.

Afsnit 2: Anvendelse af NLP

Her fokuseres på at give en forståelse af hvordan NLP kan anvendes i organisationen. Som i første afsnit vil anvendelsesområderne primært være hentet fra forfattere, der kan betegnes som pionere.

Afgrænsning

Meget litteratur der omhandler NLP giver mange konkrete teknikker, men det ikke tilfældet med dette projekt. I stedet gives en overordnet forståelse for kernen af NLP, det som har lagt grundlaget for modellen. Anvendelsen vil derfor ikke indeholde trinvise instruktioner i, hvordan man gør brug af NLP, men sigter mod at give et abstrakt billede af anvendelsesmulighederne – projektet er dermed ikke ment som en kogebog, men i stedet en gennemgang af NLP, der sætter læseren i stand til at reflektere over emnet. Anvendelsesområderne er også valgt ud fra det princip, at de skal bygge på kernen af modellen. Der tillige foretaget en videnskabsteoretisk afgræsning i projektet, jf. næste afsnit.

 

Tryk her for at læse hele mit bachelorprojekt om NLP og Ledelse

Herefter kan du læse mine kommentarer til Grundbog i NLP bind 2, der giver et bud på min nutidige forståelse for NLP.

One Reply to “NLP og Ledelse”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *