Forrige weekend befandt jeg mig i koncertsalen i Tivoli, blandt et publikum der bestod af 90% kvinder. Mit gæt er at hovedparten af de mandlige deltagere var medbragt af deres veninde/kæreste/kone, og hvis det forholdt sig sådan, var jeg ingen undtagelse.
Min kæreste og jeg havde bookede et weekendkursus i tantramassage i København. I den forbindelse opdager min kæreste at Elizabeth Gilbert kommer til København og holder et foredrag i Tivoli. Navnet siger mig ikke noget. Oplysningen om at hun har skrevet bogen “Spis Bed Elsk“, der blev filmatiseret med Julia Roberts i hovedrollen, hjalp mig heller ikke.
I vores forhold kan vi godt have en tendens til at befinde os i to yderpoler når vi er sammen. Enten har vi et ekstremt afslappet program eller også er det tætpakket. Jeg kunne godt mærke at hun havde meget energi på at overvære det foredrag, og indstillede mig på at vi klemte foredraget ind mellem to intense kursusdage. Vi har fri kl. 17.00 om lørdagen og dørene til Tivoli’s koncertsal åbner kl. 19.00. Vi klæder om på kursusstedet og kører fra Frederiksberg mod København. Kursen er sat mod en sidegade i nærheden af Tivoli, hvor vi håber at kunne finde en parkeringsplads.
Mine tanker kredser et halvt år tilbage, da jeg var i det her område af København sidst. Dengang havde en ven anbefalet mig at parkere i “Det Grønne P-hus”, hvor priserne overkommelige, fordi det er ejet af et alment boligsselskab. Herfra kunne jeg så gå til et møde med Dansk Industri i Industriens Hus og derefter over på den anden side af gaden til en energikonference med borgerne i fokus, arrangeret af en toneangivende grøn organisation. Men da tiden var knap befandt jeg mig i et dilemma. Skulle jeg satse på det billige P-hus eller bare parkere hos Industriens Hus, der lå mere centralt og gav mig væsentligt kortere rejsetid til fods. Jeg valgte det sidste.
Da min kæreste og jeg nærmerede os det store lyskryds ved Industriens Hus og Rådhuspladsen, genspillede dilemmaet sig for mit indre blik. Skulle vi lede efter parkering på en sidegade eller bare acceptere den høje pris i Industriens Hus, der er nabo til Tivoli?Igen valgte jeg at parkere i Industriens Hus.
Uden for Tivoli prøvede jeg at lokalisere hvor vi skulle være. Niels Hausgaard skulle optræde i Glassalen, men det lykkedes mig ikke rigtigt at finde “Big Magic” på programmet. Jeg spurgte min kæreste om hun troede vi løb ind i nogen vi kendte til sådan et arrangement som dette. For mig var Elizabeth Gilbert, som sagt, totalt ukendt. Min lillesøster havde dog nævnt for mig, at hun havde læst hendes bog “Big Magic”.
Da vi lidt over syv besluttede os for at bevæge os mod koncertsalen, konstaterede vi hurtigt at der var kø. Vi var absolut ikke de eneste der skulle ind til arrangementet. Køen strakte sig hele vejen ned langs Glassalen, hvor Niels Hausgaard skulle optræde. Det gav anledning til flere sjove oplevelser. Der var dem, der stillede sig ind i køen, fordi de troede alle de her mennesker skulle ind og se Niels Hausgaard. Der var dem, der frejdigt gik langs køen hele vejen ned til koncertsalen, for derefter at opdage at de skulle hele vejen tilbage og stille sig bagerst i en kø, der nu var vokset til dobbelt størrelse. Og så var der dem, der stille og roligt flettede sig ind i køen, i håbet om ikke at blive afsløret i at have asociale tendenser.
Der var overraskende mange engelsktalende i køen. Bag mig var der en stemme som sagde: “I think this is going to be a room full of women”. Måske var det den samme observation som hun havde gjort sig, der trods alt sikrede, at dem der skulle se Niels Hausgaard, fandt ud af at de stod i den forkerte kø. Logistikken var noget bedre ved Glassalen, hvor der ikke var nogen kø at spore.
Af en eller anden årsag kigger jeg på et tidspunkt på bygningen ved siden af Glassalen og spørger min kæreste, om det mon var der Morten Messerschmidt gjorde sig uheldigt bemærket under en våd aften i byen. Ingen af os kan dog komme i tanker om navnet på den beværtning, hvor optrinnet skete. Vi kan faktisk heller ikke huske, om det i virkeligheden foregik på Bakken og ikke i Tivoli. “Der går lige et øjeblik, så kommer vi i tanker om navnet”, siger hun til mig. Men det skete ikke, for pludselig begyndte køen at bevæge sig.
Der var ikke faste pladser i salen, så vi finder bare vej til et sted, hvor der er to ledige sæder. Vi har ikke siddet der ret længe førend jeg lægger mærke til en mand, der sidder skråt til højre for mig. Han ligner en jeg har mødt før. Ja, faktisk går det op for mig, at han ligner direktøren for den grønne organisation, der havde arrangeret energikonferencen som jeg deltog i et halvt år tidligere. Jeg var dog ikke sikker, for så godt kendte jeg ham ikke. Min ven, ham der havde anbefalet mig P-huset, havde introduceret os for hinanden og vi havde talt sammen i et par minutter.
Jeg fandt et billede af ham på Google, men det hjalp ikke ret meget, idet han jo sad skråt foran mig. Til gengæld lignede det unægtelig de samme briller, der var på billedet, som manden skråt foran mig bar. Ud fra det billede jeg havde fundet, var min kæreste ret sikker på, at ham der sad der foran mig, var den mand jeg troede det var.
Umiddelbart var jeg lidt skeptisk. For at det ikke skulle være løgn, havde jeg to uger tidligere købt en bog af ham fra hans hjemmeside. En tung fætter på 800 sider om politik. På hjemmesiden kunne man vælge at få bogen signeret, og det gjorde jeg. Betalingen foregik til hans private Mobile Pay, så jeg var ret sikker på at han selv havde pakket og sendt bogen til mig. Kunne det virkelig være ham, der nu sad skråt foran mig? En mand der havde så meget at sige om politik, at det skulle fylde 800 sider. En mand der havde været svagt inde i min bevidsthed tidligere på dagen, da jeg genlevede mit parkeringsdilemma. Ville han virkelig være at finde til et spirituelt foredrag af Elizabeth Gilbert?
Jeg holdt nok lidt ekstra øje med ham i håb om, at et eller andet ville afsløre om det var ham. Det kunne jo være sjovt om han var svaret på mit spørgsmål om, hvorvidt jeg ville møde nogen jeg kendte til sådan et arrangement. Jeg fik ikke spørgsmålet besvaret den aften, for jeg fandt det ikke passende at henvende mig til ham. Til gengæld svarede han på et andet af mine spørgsmål, via sin mobiltelefon. På et tidspunkt da jeg kigger i hans retning, er han ved at undersøge noget på hans telefon. Med store grønne versaler står der “GRØFTEN” på hans display. Jeg vender mig mod min kæreste og siger: “Grøften! Det var det, den hed, den beværtning med Morten Messerschmidt”. Da jeg har forklaret hvordan jeg pludselig kom i tanke om det, morer vi os begge over den underfundige synkronicitet.
Selve foredraget var interessant at observere for sådan en som mig. Jeg er mere analytisk anlagt end jeg er emotionel, og det var tydeligt at Elizabeth Gilbert formidlede til følelserne. Hun fortalte et væld af historier til et publikum, der ofte nikkede genkendende, kiggede indforstået på hinanden eller krammede fordi hun åbenbart ramte en nerve med hendes fortælling.
Hun introducerede foredraget med at italesætte, hvad hun mente var en fremherskende “formålsangst” blandt mennesker. At alle havde så travlt med at finde et formål i livet, og at det faktisk var blevet et problem for folks velbefindende. Hun talte om at man i stedet burde være nærværende i sit liv, med det der nu engang bød sig. Bl.a. fortalte hun en historie om, hvordan hun godt kan lide at følge “The most interesting path”.
Kort fortalt går det ud på, at hun går ud af døren og spørger sig selv: “Er det mest interessant at gå til højre eller venstre?” Og på denne måde navigerer hun rundt i gadebilledet med nærvær. Engang førte det til at hun opdagede en mand på en høj stige, hvor hun vurderede at stigen var i overhængende fare for at vælte. Hun valgte så at argere “fodmand” for den stakkels sjæl på toppen af stigen i 45 minutter, og derved sikrede hun sig at stigen ikke væltede på hendes vagt. Manden opdagede aldrig at hun var der, og hun forduftede da han begyndte at bevæge sig ned af stigen.
Historien brugte hun til at fortælle, hvordan hun nogen gange legede med tanken om, at der sad nogle væsener og orkestrerede livets gang for alle levende væsener. Hun underholdt publikum med den tanke, at det måske havde været hendes formål i livet, at holde den stige i 45 minutter. Tænk sig alt den forberedelse der havde gået forud. En barndom på landet med mange farlige situationer med stiger. Hendes bopæl, der skulle være lige nøjagtig der. En gåtur der skulle foregå på lige præcis det rette tidspunkt og føre til det rette sted. Alt sammen bare for at hun kunne holde en stige for en mand. Og tænk engang hvis hun ikke havde været nærværende, og derved glippet muligheden for at opfylde sit formål med livet.
Jeg kunne ikke lade være med at more mig over tanken om, at den kære direktør for en toneangivende grøn organisation, måske kunne have haft som sit fornemmeste formål i livet, at besvare det rimeligt ligegyldige spørgsmål om Morten Messerschmidt udskejelser jeg havde stillet min kæreste tidligere på aftenen.
Udover det underholdende ved den tanke, var jeg ikke super begejstret over Elizabeth Gilberts teoretiske rammesætning. I min optik behøver der ikke være en modsætning mellem formål og nærvær. Jeg tror livet præsenterer hvert eneste individ for mange formål, store og små. Men ja, det er ikke sikkert du opdager det, hvis du ikke er nærværende. Det er dog ikke det samme som, at du taber det hele på gulvet, fordi du et øjeblik følger en plan du har lagt i dit liv.
I forbindelse med jeg skrev dette indlæg, faldt jeg over en anden deltager, der også havde bidt mærke i historien om stigen og den påståede modsætning mellem formål og nærvær. Et indlæg på LinkedIn med titlen: “NEJ, DET MODSATTE AF FORMÅL ER IKKE NÆRVÆR” af en Helle Hedegaard Hein.
Efter at have lyttet til foredraget og set filmen “Spis Bed Elsk”, har jeg den fornemmelse at Elizabeth Gilbert liver sit liv lidt mere kaotisk end det behøver at være. Som en mand, der har levet størstedelen af mit liv lidt mere ordentligt end det behøver at være, er jeg sikker på at det findes en gylden middelvej. En vej der indbyder både hjerne og hjerte, ikke den ene fremfor den anden. En vej hvor der både er retning og nærvær. Jeg tror egentlig ikke Elizabeth Gilbert ville være uenig, jeg tror bare hun har valgt et sprog, der appellerer til et stort publikum.
Så er spørgsmålet bare om hun med sit budskab prædiker for de frelste. For er det i virkeligheden ikke folk som mig, der har en tendens til at overdrive fornuften på bekostning af følelserne, der burde tage ved lære af hendes budskab?
På tilbage til Industriens Hus, inden vi er nået helt ud af Tivoli, passerer vi Grøften. Vi morer os igen over synkroniciteten og jeg sværger ved mig selv, at jeg skal have fundet ud af om det vitterligt var ham jeg kendte, der havde været med til arrangementet. I så fald kunne det blive en god historie. Samtidig spekulerer jeg også over, hvad pokker mon meningen ville være, hvis det viser sig at være ham? Jeg nævner for min kæreste, at det måske kunne være universets måde at sige: “Det er ham der, der har svarende på dine spørgsmål, Søren!”
Men hvis han har svarende på mine spørgsmål, hvad ville mine spørgsmål så være?
Se, det har måske allerede vist sig.
Den dag jeg mødte ham første gang, havde jeg som nævnt, været til et møde med Dansk Industri i Industriens Hus. Som medlem af Dansk Industri Energi havde det provokeret mig, at Dansk Industri havde lagt navn til en pressemeddelelse, hvor man antydede at biogas kunne have en fremtid i rumopvarmningen i Danmark. Det var sket én gang før et år tidligere, hvor jeg havde taget turen ind til København for at forklare det tåbelige i at gøre sådan. Første gang jeg mødtes med dem, var det med en medarbejder, der absolut ikke formåede at lytte på hvad jeg havde at sige. Denne anden gang mødte jeg en kvinde, som lyttede venligt til mig, og anbefalede at jeg samarbejdede med en navngiven medarbejder i netop den grønne organisation som jeg kort efter skulle til energikonference hos. En medarbejder jeg nåede at få en aftale i kalenderen med, men som hun aflyste da ledelsen – direktøren jeg sad bagved – havde bedt hende omprioritere.
Ideen med vores samarbejde havde været, at vi skulle komme med et fælles debatindlæg, der handlede om at få både naturgas og biogas ud af rumopvarmningen. Da jeg nu ikke havde en at samarbejde med om opgaven, valgte jeg i stedet en anden vej. Et par uger før arrangementet i Tivoli indsendte jeg et forslag til Dansk Industri Energi’s generalforsamling, hvor jeg foreslog at organisationen skulle arbejde for en udfasning af alt gas til rumopvarmning. Et forslag der desværre blev nedstemt.
Det skulle vise sig, at selvom vi ikke arbejdede sammen, så arbejdede vi alligevel parallelt. En uge efter turen i Tivoli bliver der offentliggjort et brev til klima- og energiministeren, der er underskrevet af otte toneangivende organisationer. Det er otte organisationer som ellers har meget at være uenige om, men som lykkes med at finde i hinanden i et fælles budskab om at politikerne skal give danskerne en dato for, hvornår de ikke mere kan opvarme deres hjem med gas. Dansk Industri er desværre ikke iblandt de otte organisationer. Det er til gengæld den grønne organisation, hvis direktør jeg måske havde mødt i Tivoli.
Jeg brugte offentliggørelsen af brevet som anledning til at give direktøren et kald, og spørge ham om to ting: (1) Om han havde været i Tivoli den foregående weekend og (2) Om hvordan det kunne være at vi ikke samarbejdede om at bringe det budskab.
Her fik jeg bekræftet at, ja, det var ham jeg sad skråt bagved. Og at vi ikke havde samarbejdet skyldtes formentligt bare en forglemmelse hos hans medarbejder, fordi det hele skulle gå så stærkt med udarbejdelsen af brevet. Jeg undlod at fortælle ham hele den historie, jeg netop har udlagt her. Men hvem ved, måske finder han den en dag?
Én ting er sikkert. Her slutter historien, selvom den ikke er slut endnu.