Juristeri og rene linjer

I købelovens §5 står der:

Er køb sluttet, men intet aftalt om købesummens størrelse, har køberen at betale, hvad sælgeren fordrer, for så vidt det ikke kan anses for ubilligt.

Det er en utrolig væsentlig paragraf at kende, når man skal bygge nyt hus.

Selvom indlægget her indledes med en paragraf fra købeloven, er det på sin plads at pointere en vigtig modsætning: Pas på der ikke går for meget juristeri i byggeriet. Nu er du sikkert forvirret, for skal man kende paragrafferne eller skal man passe på ikke at blive en paragrafrytter? Svaret er: både og…

I dag forventer rigtig mange mennesker, at man kan få en pris på et stykke arbejde, helt uden at skulle have penge op af lommen. På gængse forbrugsvarer som mobiltelefoner, hvidevarer, computerudstyr, osv. er der f.eks. websites med prissammenligninger. Der er også begyndt at dukke websites op, hvor du kan beskrive en byggeopgave og få priser fra tre forskellige håndværkere. Endelig så tilbyder mange typehusfirmaer et gratis tilbud på netop dit typehus.

Det er her du skal kende § 5 i købeloven. For hvis du henvender dig til et byggefirma eller en arkitekt, og ikke har nogen aftale om, hvorvidt du skal betale for at få lavet en tegning og regnet en pris, kan du ende med at blive overrasket. Jeg har hørt et par anekdoter omkring endog meget dyre arkitektregninger, som bare skulle betales ved kasse 1, men det er også værd at kigge på denne tråd fra boligdebatten: http://www.boligdebatten.dk/jura/16114-agerpris.html

Kort fortalt så drejer det sig om at have rene linjer. Når du beder andre om at bruge tid i din interesse, er det vigtigt at have en aftale om, hvorvidt du får en faktura for det arbejde de laver.

For vores eget vedkommende har vi i dag sendt en mail til det byggefirma, der har givet et tilbud på vores hus. For nu har arkitekten jo produceret en tegning som nærmer sig det vi gerne vil bygge, men arkitekten arbejder jo ikke for os, men for byggefirmaet. Som tidligere nævnt vil vi meget gerne optage et billigt realkreditlån, nu hvor kursen er god på fastforrentede lån med lave renter. Kunsten er derfor at komme i mål med nogen tegninger, uden at arkitektens ydelser løber helt løbsk.

Vi skal lige vende tilbage til advarslen om at der ikke skal gå for meget juristeri i byggeriet. Den værste måde du kan håndtere her på er nemlig at hyre en advokat til at indgå aftaler med et byggefirma. Umiddelbart vil mit gæt være at de fleste byggefirma enten takker pænt nej, hvis bygherre ønsker sig bistået af en advokat under tilbudsforløbet, alternativt vil de skrue prisen op i et niveau, hvor du som bygherre ikke ønsker det skal være. Har du brug for en advokat til at styre dig gennem processen, så kør dialogen med advokaten separat!

Vi gør ikke selv brug af advokat, men søger selv at opretholde den her vigtige balance mellem det der aftales mundtligt og det der står på skrift. I den her situation har vi en klar aftale med byggefirmaet om, at vi ikke betaler noget for processen frem til vi får en pris, uden at vi skal blive uvenner hvis det viser sig at vi vælger nogen andre til at bygge vores hus.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *